I 14 dage har Tina Lindstam og Kim Thines, udforsket nogle af Italiens nordlige og meget smukke områder.
Turen har været fyldt med både gastronomiske og kulturelle oplevelser, hvoraf flere af stederne blev valgt udfra rigtige gode anmeldelser på Tripadvisor, eller steder de undervejs blev anbefalet af andre.
Her får du et udpluk af deres mange stemningsfyldte oplevelser og billederne fra deres skønne tur.
14 dage i Italien
Vi ankom til Moneglia efter 22 timers kørsel. Vi var meget trætte og dagen gik med at bade, tjekke ind og sondere terrænet.

Moneglia Cinque Terre
Moneglia
Vi startede vores 14 dage i Italien i Moneglia. Vi havde booket 4 dage på Hotel Residence Maggiore. Et ok fint værelse, som med lidt god vilje havde havudsigt. Det var familiedrevet og alle var rigtig søde.
Morgenmaden var skøn med brød, ost, pølse og skinke, der var bacon og æg, yoghurt, friskpresset appelsinjuice og super god kaffe.

Hotel Residence Maggiore – vores værelse
Efter en dasedag på stranden, havde vi fået rigelig sol og måtte nu ud på de første oplevelser. Vi tog bussen op i bjerget til højre i Moneglia og bestilte bord til aftenens middag på La Ruota Moneglia.
Her bestemmer indehaveren menuen (ofte 7 retter), og den bliver kreeret ud fra hvad han finder af friske fisk og skaldyr på markedet samme dag.
Vi havde læst anmeldelserne på Tripadvisor, og var sikre på det ville blive en overdådig oplevelse.
Middag på Ristorante La Ruota Moneglia – var fantastisk og det samme var servicen, hvor vi blev både hentet og kørt tilbage af indehaverne.
En af dagene tog vi så toget til Cinque Terre, stod af i Monterossa og tog en færge til Portovenere.
Vi spiste en let frokost, og tog derefter et båd-roundtrip rundt om de 3 øer Palmaria, Tino og Tinetto, der ligger ud for Portovenere – dejlig tur!
Efter 4 dage i Moneglia gik rejsen videre østpå mod Lerici og Tellaro.
Lerici

Lerici
Det kræver tålmodighed at komme ud af Moneglia. Tunnelen åbnes hvert 10 minut for trafik i hver sin retning.
I Lerici spiste vi middag på Osteria l’Orto di Ameste i La Serra. Skøn mad og fantastisk udsigt.
Det var svært at finde et sted at overnatte i Lerici til en rimelig pris, så vi tog en enkel overnatning fra fredag til lørdag på Hostel Ameglia i nabobyen Ameglia.
Det lå lidt oppe i bjergene, og man kunne kun komme dertil på gåben og ad trapper de sidste 200 m. Charmerende lille “spøgelsesby”.

Udsigten fra Hostel Ameglia vi boede på
Marina di Massa
Efter Ameglia gik turen ca. 50 km sydpå til Marina di Massa.
Her fandt vi et hotel, Hotel Patrizia, med swimmingpool til godt 100€ i døgnet (det er faktisk billigt hernede).
Vi tog 3 dage, da det lå godt som udgangspunkt for lidt udflugter – dels til Lucca og dels til Sarzana.

Udsigt fra værelset på Hotel Patrizia
Første aften i Marina Di Massa, begyndte med en gåtur til minefeltet, efterfølgende var vi meget sultne efter pizza og fandt et skønt sted (Deli’s Pizzaria) som serverede de skønneste økologiske pizzaer.
Senere øl og Mojitos inden den lange gåtur hjem…

En halv af hver pizza – super lækkert
Vi delte 2 pizzaer, en Margharita med bøffelmozzarella, parmaskinke og porchinisvampe. Den anden var en hvid pizza med mascarpone, røget laks, rucola og egnens fantastiske oliven. Mums 🙂
Søndag lejede vi cykler på hotellet og sonderede terrænnet i Marina Di Massa.
Morgenkaffe/te og en brioche på torvet kl. 10.30.
Senere på vores tur faldt vi over en baseball bane, hvor nogen der spillede i heden – utroligt.
Vi satte os i skyggen på tilskuerrækken og fik os en lurer, en sludder med en af gutterne og en kold øl.
Cykelturen sluttede ca. kl. 15, herefter en hurtig dukkert i poolen, et bad og afsted til Lucca.
Lucca
Efter en god 1/2 times køretur var vi fremme i den historiske by.

Anfiteatro plads
Vi gik en tur i den gamle bydel inden for murene, fik en aperitif på en lille plads, og en overdådig grillplatte på deres berømte Anfiteatro plads – 4 slags kød, pyha vi var mætte – men en overraskende god middag, når man tænker på at stedet vi valgte var meget turistet.
Meget hyggelig aften.
En anden dag tog vi bilen lidt nordpå til Sarzana, en by vi havde hørt om fra Silvia og Igor, 2 søde italienere vi mødte på restauranten i La Serra.
Det er en lille charmerende by med en borgruin fra 14-tallet, som vi selvfølgelig skulle se med endnu en stroppetur op af et bjerg i 33 grader uden meget skygge.
Da vi nåede toppen var de ved at lukke, så vi måtte nøjes med at se runinerne udefra og nyde udsigten.
Vi var meget tørstige og sultne og fandt et hyggeligt sted, fyldt med lokale folk.
Vi delte en fantastisk bruschetta og en lidt tung ret med noget gris i ølsovs.

Super hyggelig restaurant
Næste dag skulle vi til igen at vende næsen hjemad med første stop ved Gardasøen…
Gardasøen
Pyha… Det blev ikke mindre varmt af at køre nordpå…
Halvvejs, lavede vi et stop med lille gåtur, frokost og lidt balsamico shopping i Modena.
Vi ankom til et skønt sted ved den nordlige del af Gardasøen.
Jeg kan faktisk godt forstå at Gardasøen er så populært.
Vi fik et super fint værelse med balkon og endte da også med at blive en dag mere end beregnet.
Dejlig dag og aften i Riva del Garda. Meget hyggelig og smuk by.
Vi cyklede dertil fra hotellet (1,7 km nedad bakke) og hjem igen kl. 02.30 (ca. 3,5 km op ad bakke)!
Vi mødte nogle dejlige mennesker på vores bytur. Bla. 4 skotter, som anbefalede os at tage en bådtur på Gardasøen.
Det var en forfriskende oplevelse i heden. Dog bar både Limone og Malcesine stort præg af, at de lever af turister, men de var begge meget charmerende, hvis man kan se gennem menneskemængden.
Vi mødte også et modent israelsk par, som anbefalede os en romantisk restaurant, så om aften cyklede vi igen ned til byen, denne gang på udkig efter Ristorante Villetta Annessa.
Vi gik direkte efter deres Bistecca Fiorentina – intet mindre end fantastisk. Hertil delte vi en dejlig flaske Chianti Riserva. Skøn aften.
Ferien og festen i Italien havde nået sin ende.
Vi kørte hjem mod DK med en enkelt overnatning undervejs, og tilbagelagde ca. 850 km, men med en del forhindringer.
Udover de sædvanlige vejarbejder og nedsatte hastigheder, fik vi noget af en forskrækkelse lige da vi havde passeret Brenner passet.
Vi ved ikke rigtig hvad der skete, men vi ramte et eller andet og der lød et ordentlig brag, bilen lød derefter virkelig mærkelig.
Da det lykkedes os at finde et sted at holde ind, konstaterede vi at fronten af venstre sidespejl var slået af og venstre baghjul var punkteret.
Vi har konkluderet at vi må have ramt et skilt i forbindelse med vejarbejdet…
Godt vi lige havde investeret i ny advarselstrekant og veste – Kim skiftede hjulet godt hjulpet af eder og forbandelser, men det var trods alt billigt sluppet.
Kl. 19.30 indlogerede vi os på et skrabet og noget ucharmerende hotel i Halle. Fik selvfølgelig en omgang schnitzel, øl/rødvin og faldt i søvn til en film på vores værelse.
Hård dag – men fantastisk rejse i det italienske!
14 dage i Italien er skrevet af Tina Lindstam
Læs flere rejsebeskrivelser fra Italien HER