5 nye oplevelser i New York 2021

Downtown New York

Corona-pandemien har stukket en kæp i hjulet for ferieplanerne hos de fleste af os. Det gælder ikke mindst alle de danskere, der havde en ferie i New York planlagt.

Hvis du også er en af dem, der har været nødt til at udskyde en tur til New York i 2020, så er den gode nyhed, at du har endnu flere seværdigheder i vente, når du endelig kan komme afsted.

Storbyen er i konstant forandring, og der er altid noget nyt at opleve i The Big Apple. Her har jeg samlet 5 nye oplevelser i New York.

1. Vessel

Vessel er blikfang i Manhattans nyeste kvarter, Hudson Yards.

Vessel - 5 nye oplevelser i New York

Det specielle bygningsværk blev indviet i marts 2019 og er et udsigtspunkt med udsigt til Hudson River og de omkringliggende bygninger.

Vessel består af 154 trapper forbundet af 80 platforme, så hvis du har spist for meget lækker New York-pizza, så har du her chancen for at få brændt nogle kalorier af!

Det er gratis at besøge Vessel, men man skal have en billet dertil.

Jeg anbefaler at bestille billet online, inden du rejser til New York,  da du ellers risikerer at skulle vente længe i billetkøen eller endda at gå forgæves. Besøget kan passende kombineres med en tur i det nyåbnede shoppingcenter The Restaurants and Shops at Hudson Yards, der ligger lige ved siden af Vessel.

2. Edge

Edge er New Yorks højestliggende udendørs observationsdæk, og det ligger i på intet mindre end 100. etage.

Edge - 5 nye oplevelser i New York

Det åbnede i marts 2020, og derfor er der ikke særligt mange turister, der har haft fornøjelsen af det endnu.

Det er det 4. observationsdæk i New York efter Empire State Building, Top of the Rock og One World Observatory, og der er endda endnu flere af slagsen på vej!

Men Edge er bestemt også et besøg værd. Det særlige er her, at man står på en terrasse, der stikker ud fra bygningen, og bagerst er der en trappe, hvorfra man kan nyde panoramaudsigten henover glaspanelerne.

For de, der tør, er der et lille område af terrassen, der har glasgulv med direkte kig 100 etager ned!

Edge ligger i skyskraberen 30 Hudson Yards lige ved siden af Vessel.

3. Little Island

Du kender måske allerede New Yorks High Line-park, som er anlagt på en nedlagt højbane, men nu er der kommet endnu en speciel park til i bybilledet. Little Island er bygget på 280 cementpæle i Hudson River i forlængelse af Pier 55.

Little Island - 5 nye oplevelser i New York

Den nye bypark ser ret futuristisk ud på afstand, men på tæt hold er det “bare” endnu en hyggelig park i New York. Det er dog en flot en af slagsen med en skøn udsigt over Manhattan, New Jersey og Hudson River.

Little Island byder på plæner, man kan slappe af eller holde picnic på, stier, en “hemmelig” have og et amfiteater. Der er flere seværdigheder i nærheden, så det er oplagt at snuppe en lille pause fra sightseeingen her i Manhattans nye grønne oase.

Little Island forventes at åbne i 2021.

4. The Summit

Som tidligere nævnt er der flere observationsdæk på vej i New York, og The Summit er et af dem.

The Summit - 5 nye oplevelser i New York

Byggeriet er i fuld gang, og ifølge planen slår observationsdækket dørene op for første gang i 2021. Udsigtpunktet ligger i 335 meters højde, hvilket er næsten samme højde som Edge ligger i.

Dog er udsigten fra The Summit helt unik. The Summit ligger i skyskraberen One Vanderbilt ved siden af Grand Central Terminal. Denne beliggenhed sikrer en fantastisk udsigt til Empire State Building, Bryant Park og Times Square, som man ikke får andetsteds.

Empire State Building kan endda ses på helt tæt hold fra The Summit. Dermed er der rig lejlighed for at få taget flotte feriefotos af New Yorks vel nok mest ikoniske bygning herfra.

5. Pier 26

Pier 26 ligger i Tribeca, og det åbnede i september 2020 som rekreativt område.

Pier 265 New York

Manhattans økosystem er temaet, og samtidig er det en hyldest til Hudson Rivers kystlinje. Derfor er der blevet plantet mange af de oprindelige planterarter, som kunne ses her langs kystlinjen for 400 år siden.

På den korte såkaldte “Habitat Walk” går man som besøgende gennem fem zoner med den flora og fauna, der oprindeligt hørte området til. Desuden byder Pier 26 på siddepladser, hvor man kan sole sig i flotte omgivelser, et sportsområde og mulighed for at ro i kajak.

Vinbaren City Vineyard ligger her også, og her kan du nyde den fantastiske udsigt over Downtown Manhattan tilsat et glas vin, der er produceret i NYC.

Artiklen “5 nye oplevelser i New York” er udarbejdet af Eric fra NewYorkCity.dk

Jeg hedder Eric, og jeg har i 6 år boet i New York med min familie. Jeg lever og ånder for byen der aldrig sover, og derfor har jeg valgt at gøre min passion for New York til min levevej.

På min hjemmeside NewYorkCity.dk har jeg samlet alle mine tips og information om New Yorks seværdigheder, kvarterer, bedste spisesteder og meget, meget mere.