Hvis du har planer om at leje en bil i sommerferien, er der et par forhold du bør være opmærksom på, så du slipper for dyr leje og ubehagelige efterregninger.

Vi har samlet fem tips, der gør oplevelsen med en lejebil både lettere og billigere, så du kan bruge de ekstra penge på oplevelser og is.

5-tips-til-billigere-lejebil-sidespejl

1. Forlæng lejeperioden og betal mindre

Det kan lyde en smule selvmodsigende, men i nogle tilfælde er det billigere at låne bilen i længere tid end du egentlig har brug for den.

Derfor er det en rigtig god ide at prøve forskellige datointervaller af eller spørge udlejeren om kampagner, når du skal leje en bil på ferien.

Kombinationen af billigere leje i hverdagene end i weekenden samt potentielle rabatter på ugelang leje, kan betyde meget for din pris.

Hvis du eksempelvis skal bruge bil onsdag til lørdag, kan der være penge at spare, hvis du i stedet lejer bilen hele ugen. Også selvom bilen vil stå urørt i nogle dage.

2. Sammenlign priser inden afrejse

Inden du drager mod varmere himmelstrøg, anbefaler vi at du undersøger lejepriserne på nettet.

Der findes mange online portaler, hvor du kan sammenligne priser på billeje. Ved at benytte dig at disse, får du en bedre ide om, hvad prislejet er.

Jo mere forberedt du er, jo nemmere vil det være for dig at forhandle med udlejningsselskaberne, ved at sætte dem i konkurrence mod hinanden.

Derfor anbefaler vi desuden, at du aldrig betaler for din lejebil på forhånd, men kun reserverer den. Ved kun at reservere en bil til sommerens ferie, er du fri til at takke ja hvis du skulle få et bedre tilbud andetsteds.

3. Reservér en lille bil

Hvis ikke du har de store krav til, hvilken bil du ønsker at leje på ferien, kan du med fordel nøjes med at leje en lille bil.

Gør du dette, er der nemlig større chance for, at du vil blive opgraderet, når du skal hente bilen efter ankomst til destinationen.

Det skyldes, at mange udlejningsselskaber kun køber meget få små biler ind, da efterspørgslen på mellemstore biler er langt større.

Det betyder, at forhandleren kan blive nødt til at tilbyde dig en opgradere, hvis han ikke har flere små biler tilbage, og derfor ikke kan give dig den type du har reserveret.

Er det udlejer der er skyld i opgraderingen, sker dette naturligvis uden merbetaling.

5-tips-til-billigere-lejebil-kort

4. Tjek op på dine forsikringer

I de fleste lejepriser er både ansvars- og kaskoforsikring inkluderet, men du skal selv betale en selvrisiko, hvis du laver skader.

Mange danske rejseforsikringer dækker dog denne selvrisiko, og der er derfor ikke behov for at tegne dyre selvrisikoforsikringer, når du henter bilen.

Hos mange udlejningsselskaber, er det muligt at tegne en lang række forsikringer i forbindelse med leje af bil.

Mange af disse er dog både dyre og unødvendige tillæg til de forsikringer du i har derhjemme.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du er dækket, anbefaler vi at du ringer til dit forsikringsselskab.

5. Undersøg både kontrakt og bil grundigt

Når først du har skrevet under på lejekontrakten, har du godkendt dens indhold.

Derfor er det virkelig vigtigt, at du læser kontrakten grundigt igennem (også det med småt), så du ved, hvilke vilkår du erklærer dig enig i, og hvad du helt specifikt skal betale for.

For at være på den sikre side, er det ligeledes vigtigt at undersøge bilen.

Det kan være en god ide at få noteret skader samt tage en masse billeder ved både afhentning og aflevering, så du har beviser for bilens stand.

Så undgår du at betale for skader, du ikke selv har været skyld i.

Læs flere gode RejseTips HER