En efterårsaften sad jeg og surfede lidt rejsesider og faldt over en artikel om Camino’en – de mange pilgrimsruter der snor sig igennem hele Europa og mødes i Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.

Jeg havde længe drømt om at gå en af dem, men med en flere sider lang ”bucket list” fuld af rejser og steder jeg drømmer om at opleve, og med et begrænset antal feriedage og budget til rådighed, har den hele tiden ligget lidt ned af listen.

Camino’en-start-rute
Vejen til Camino de Santiago

Nu havde jeg imidlertid et par uger ledig og læste derfor videre i artiklen, som kort omtalte de mest populære ruter, Camino Frances, Camino Portugues, Camino del Norte, Camino Primotivo m.fl. – alle med Katedralen i Santiago de Compostela som mål.

Camino’en-Katedralen-i-santiago-de-compostela
Katedralen i Santiago de Compostela er målet får alle Camino ruterne

Med ”kun” et par uger til rådighed, blev det klart at jeg ikke ville være i stand til at gennemføre den mest populære, Camino Frances som, med sine 800 km, tager 5-6 uger at gennemføre.

I stedet så Camino Portugues mere interessant ud, idet mange vælger at starte i Porto og fordi man ud af de 10-12 dage som turen tager, går de første 4-5 dage langs den portugisiske vestkyst, hvilket ifølge de mange artikler skulle gøre ruten til noget særligt.

Camino’en-Camino-Portugues-Costa-rutenRuten jeg valgte, blev Camino Portugues Costa – kystruten fra Porto til Santiago

Samme aften fandt jeg en billet til Porto med Ryanair med afgang 2 dage senere og så var det jo bare med at få pakket.

Via Facebook gruppen ”Camino for begyndere” havde jeg læst at man ikke skal bekymre sig så meget om planlægningen af ruten – den har været der i flere hundrede år, er godt afmærket og der er overnatningssteder undervejs.

Skulle noget gå galt er der altid en behjælpelig pilgrim (vandrer) i nærheden.

Fra samme Facebook gruppe vidste jeg også at gode vandresko og en god rygsæk er noget af det vigtigste på turen.

Gode vandresko havde jeg allerede, men den rygsæk jeg har var for stor og tung til en længere vandretur som denne.

Camino’en-vandresko

Et par gode vandresko er essentielle på en tur som denne. Selv gik jeg i et par Ecco sko som disse.

Næste dag gik turen ind til området ved Torvehallerne i København, hvor en lang række friluftbutikker har valgt at slå sig ned.

Her blev der prøvet rygsække. Jeg havde læst at Osprey laver gode rygsække – lette, solide og med en del gode features.

Valget faldt da også på en Osprey – en Stratos på 34 liter med et godt bæresystem, et ventilerende net på bagsiden og en lynlås der åbner halvt ned på begge sider af rygsækken og dermed giver let adgang til indholdet.

Camino’en-rygsaek
Ospray Stratos 34 er ideel til en Camino tur og kan desuden medbringes som håndbagage på flyveturen

Udover rygsækken blev der shoppet lidt strømper uden syninger ved tæerne, et par quick-dry t-shirts samt en pakke Compeed plastre for det tilfælde at jeg skulle få vabler.

Jeg har tidligere taget på kortere vandreture, så alt øvrigt udstyr havde jeg allerede (se pakkelisten).

Camino’en-Regn-poncho
Regn-poncho, lagen, håndklæde samt madkasse klar til afrejse

En del af Camino konceptet er at man blot begiver sig afsted. Alt løser sig selv undervejs lyder budskabet i diverse artikler…

Eftersom mit fly først landede i Porto klokken 21:25 om aftenen, valgte jeg dog at booke bus fra lufthavnen ind til byen (via Ryanair) samt booke overnatning på et vandrehjem inde i byen.

Rygsækken blev pakket til en samlet vægt på 8 kg, hvoraf selve rygsækken udgjorde de 1,4 kg og kunne dermed medtages som håndbagage på flyet.

8 kg lyder ikke af meget, men det var i september måned og eftersom der findes lagen, tæppe og hovedpude på stort set alle vandrehjemmene undervejs, behøver man blot lidt ekstra trøjer, strømper samt toiletsager.

Mad og vand køber man undervejs og tilføjer yderligere et kilo eller to.

Camino’en-Ryanair-til-porto
2 aftener senere gik jeg ombord på Ryanair FR8899 til Porto

Porto

Jeg landede en onsdag aften i Porto lufthavn, og fandt hurtigt Ryanair’s shuttlebus ind til byen.

Det viste sig at jeg var eneste passager, så jeg fik en god snak med chaufføren, der kvitterede ved at køre mig helt til døren.

Jeg vågnede tidligt næste morgen. Lidt forventningsfuld og med vild lyst til at komme afsted.

Efter en portion medbragt morgenmad på vandrehjemmet gik jeg ud og nød den fine morgen i Porto.

Camino’en-solen-over-porto
Solen står op over Porto fra bakken ved katedralen

Katedralen hvor jeg skulle købe mit pilgrimspas åbnede først kl. 9:00, så jeg havde tid til at se lidt af den smukke gamle bymidte.

Kl. 9:00 stod jeg, sammen med 10-12 andre pilgrimme, foran den store dør til den fine gamle katedral som er bygget i 1100 tallet og ligger på en bakke med fin udsigt over byen.

Camino’en-pilgrimme
Et par forventningsfulde pilgrimme i gang med at købe pilgrimspas i Porto katedralen

Efter at have betalt for pilgrimspasset inde i katedralen (jeg mener det kostede 8-10 €) begav jeg mig til nærmeste metro station, og kørte de 15-20 minutter ud til forstaden Matosinhos som ligger ved kysten lige nordvest for Porto.

Camino’en-metro-porto
Ned i metro’en og ud af byen til forstaden Matosinhos

Det kan jo virke lidt underligt at indlede en 270 km lang vandretur med at tage toget de første 8 km.

Sagen er dog den, at Porto’s nord-vestlige forstader primært består af kedelige fabriksområder og det er derfor en befrielse at slippe forbi disse og ud til kysten, hvorfra man kan starte turen nordpå.

Camino’en-porto-havn
Ved at starte i Matosinhos slipper man forbi Porto’s industrikvarterer og kommer ud til kysten

Og hvilken dejlig kystlinie.

Lidt nord for Matosinhos og det meste af ruten op til Viana do Castelo, er der bygget såkaldte ”boardwalks”, dvs. fortove af træ.

De følger kysten og er utroligt behagelige at gå på, samtidig med at man har første parket til havet. Undervejs passerer man bænke, toiletter, restauranter og små fiskerbyer – ren idyl.

Camino’en-strande
Fra Matosinhos er det lutter smuk strand de næste 100 km

Jeg havde kigget lidt på kortet og besluttet at min første dags vandring skulle slutte i Vila do Conde 23 km nord for Porto.

Turen gik forbavsende godt.

En god ven med stor vandre-erfaring har lært mig at holde 5 minutters pause hver time, sætte sig ned, tage sko og strømper af og lade krop og fødder hvile lidt.

Camino’en-fiskerbyer
Undervejs langs kysten passerer man små fiskerbyer hvor man kan købe lidt nygrillet fisk eller få slukket tørsten

Strømperne hænger man til luftning bagpå rygsækken med et par sikkerhedsnåle og efter pausen tager man et par nye strømper på og lader de andre hænge indtil næste stop, hvor man bytter rundt.

På denne måde undgår man fugtige strømper (og fødder) og vabler.

270 km senere kunne jeg skrive under på at det virker – på intet tidspunkt fik eller havde jeg vabler!

Camino’en-Camino-undgaa-vabler
En kort pause hver time, af med skoene og tørre strømper på. Så slipper man for vabler

Vila do Conde

Henimod 3 tiden gik jeg over en flod og ind i byen Vila do Conde.

Et skilt viste vej til Albergue de peregrinos Santa Clara.

Det var mit første besøg i Portugal og jeg taler ikke et ord portugisisk, men fra min Facebook ”Camino for begyndere” vidste jeg, at et Albergue er et vandrehjem, ofte drevet af kirken, og at peregrino betyder pilgrim – og det var jeg jo.

Senere lærte jeg at Clara var en helgen som i 1212 sluttede sig til Frans af Asisi. Min datter hedder også Clara, så verden er jo ikke så stor selvom man er langt væk hjemmefra 😊

Camino’en-akvaedukt
På vej ind i Vila do Conde. Bemærk den fine akvædukt i baggrunden – den skulle jeg op og kigge på næste morgen.

Albergue de peregrinos Santa Clara var et vandrehjem, administreret af kirken.

Prisen for en seng var 10 € pr. nat, hvilket jeg erfarede er den gængse pris for en seng på et albergue.

Jeg havde egentlig lyst til at gå ud og udforske den fine gamle by, men mine fødder var lidt trætte så i stedet lagde jeg mig på sengen og læste lidt.

Et par timer senere fik jeg taget mig sammen til at stå ud af sengen og tage mine medbragte sandaler med.

Det er ubeskriveligt skønt at gå rundt i sandaler efter at have gået 25 km i et par relativt varme sko.

Foran receptionen mødte jeg et par ældre damer fra USA og vi faldt i snak – som det skulle ske så mange gange på turen.

Der sker simpelthen et eller andet magisk når folk går på Camino’en. Pludselig er dagens stress og jag glemt og alle er utroligt hjælpsomme, venlige og åbne for at komme i snak.

Camino’en-Matriz-kirke
Albergue de peregrinos Santa Clara ligger lige op ad den fine Matriz kirke og er drevet af menigheden

Sammen med de 3 amerikanere begav jeg mig ud i byen for at finde et sted at spise.

Vi havde alle hørt om at restauranterne langs Camino’en ofte har en ”peregrino menu”, en pilgrimsmenu, og det lød jo godt. For en del af Camino konceptet er at man lever lidt primitivt og billigt.

Vi nåede ikke mere end om på bagsiden af vores albergue før vi kom til en lille plads med 3-4 restauranter og et par butikker. Alle restauranterne havde pilgrimsmenu til 10€.

For den pris fik man en forret, en hovedret og et glas vand eller et glas vin – ja, vin kostede det samme som vand – så valget var jo ikke så svært.

Det blev en hyggelig aften der på pladsen – med god mad, vin og en snak om USA og deres præsident som de hver især havde en mening om.

Trods deres alder på 68-70 år arbejdede de stadigvæk. Ikke fordi de havde lyst, men fordi de var nødt til det for at få råd til mad og tag over hovedet.

Det var deres første tur til Europa og en god og billig måde at opleve den europæiske kultur på nært hold.

Camino’en-marked
Næste morgen var der marked på pladsen hvor vi aftenen i forvejen havde spist middag

Næste morgen vågnede jeg tidligt og drog afsted.

På pladsen bag vandrehjemmet hvor vi dagen i forvejen havde spist aftensmad, var der nu et stort grønt og madmarked.

Jeg købte en banan og noget brød og begav mig afsted – i første omgang i den forkerte retning.

På min vej ind i byen dagen i forvejen havde jeg nemlig skimtet en fin akvædukt oppe på bakken bag husene, som jeg gerne ville kigge nærmere på.

Camino’en-solopgang-ved-akvaedukt
Morgenmaden blev indtaget ved Santa Clara kirken og den smykke akvædukt – alt imens solen stod op over byen

Aftenen forinden havde jeg været for træt til at gå derop, men nu var jeg frisk og begav mig op ad de små gader.  Og hvilket vidunderligt bygningsværk.

Mens solen stod op og jeg spiste mit brød og banan, nød jeg synet af den 600 år gamle akvædukt – som også var opkaldt efter min datter Clara…

Camino’en-Santa-Clara-akvaedukt
Den 4 km lange Santa Clara akvædukt passerer, med sine ca. 1.000 buer, gennem Vila do Conde

Turen langs kysten gik som en leg. Solen skinnede og undervejs passerede jeg små fiskerbyer samt et par cafe’er og restauranter som serverede frisk fisk som de grillede mens man så på.

Ligesom dagen i forvejen gjorde jeg stop hver time og ofte kom der andre pilgrimme forbi og hilste.

Indimellem stoppede de op for at snakke og nogle gange fulgtes vi ad indtil næste stop. Skøn måde at holde ferie på!

Camino’en-cafe’er
Skønne små cafe’er på Camino ruten langs kysten

Esposende

Efter 22 km vandring kom jeg til byen Esposende hvor jeg fandt et lille privat vandrehjem.

Jeg erfarede på min tur, at de private vandrehjem tilbyder lidt mere ”luksus” end de Albergues som kirken driver. De koster typisk et par € mere, men med mindre man er på et meget stramt budget er de givet godt ud.

Byen summede af liv eftersom der var en eller anden festival. Overalt var der små boder og på diverse torve var der underholdning, sang, teater osv.

Jeg begav mig ud i byen og smagte på nogle af de mange specialiteter som blev solgt rundt omkring og jeg må bare konstatere at maden i Portugal er fantastisk – og ganske billig.

Samtidig måtte jeg dog også konstatere at fødderne var trætte. Kl. 21:00 lå jeg i min seng og inden længe sov jeg som en sten.

Camino’en-Festival
Festival med musik og små boder i Esposende

Viana do Castelo

Næste dag gik jeg de 22 km til Viana do Castelo hvor der, som navnet antyder, ligger et gammelt slot.

Det måtte jeg jo se, så efter at have checket ind på det lokale Albergue hoppede jeg i mine sandaler og begav mig ud i byen for at tage et kig på slottet.

Det viste sig dog snart at byen har adskillige slotte så jeg endte med at gå ud til byens sydvestlige del hvor middelalderfortet ”Forte Santiago da Barra” ligger.

Fortet ligger ved indsejlingen til Limia floden og blev bygget i 1300 tallet af kong Afonso III og er siden blevet udvidet af flere omgange.

Ligesom mange af de andre portugisiske byer jeg nåede at passere, findes der i Viana do Castelo mange fantastisk fine bygninger og pladser, og jeg kan næsten ærgre mig over, at jeg ikke havde mere tid til at udforske disse. Lesson learned!

Camino’en-katolske-kirker
Det lokale Albergue i Viana do Castelo ligger som en del af denne smukke katolske kirke

Vila Praia de Ancora

Fra Viana do Castelo, gik turen videre til Ancora Praia som ligger ud til kysten lige vest for byen.

Vila Praia de Ancora og er en fin lille badeby med hvide strande.

Her fandt jeg et skønt lille vandrehjem lige ned til stranden og jeg besluttede med det samme at booke en ekstra nat.

Jeg kunne mærke at mine fødder var trætte og ville have godt af en hviledag.

De fleste pilgrimme vælger at gå 20-25 km om dagen. Nogen går mere, men for de fleste mennesker er 25 km et godt bud på en dagstur.

Med ca. 4 km pr. time bliver det til 7-8 timers vandring inkl. pauser.

Baseret på dette havde jeg hjemmefra regnet ud at jeg skulle gå ca. 12 dage hvilket gav mig 2 dage ekstra, til at hvile eller til lidt sightseeing i Santiago – min slutdestination.

Camino’en-strande-ved-Ancora-Praia
Dejlige hvide strande ved Ancora Praia

Undervejs på ruten fra Porto havde jeg flere gange mødt en ung gut fra Ungarn og vi havde spist middag og snakket en aften.

Nu havde han checket ind på samme vandrehjem og valgte lige som jeg at tage en fridag.

Vi tilbragte dagen på stranden og aftenen på en af de lokale restauranter med ”Peregrino Menu”. Næste dag gik vi hvert til sit, men pudsigt nok, mødtes vi igen flere gange senere.

Camino’en-pilgrimmenu10 € pilgrimmenu sammen med min ungarske vandrekammerat

Det er i øvrigt en interessant ting ved Camino’en. Man møder folk undervejs, snakker og spiser måske sammen, og næste morgen går man afsted hver for sig.

Nogen går afsted kl. 6 om morgenen, mens andre (jeg) sover til kl. 8 og derfor kommer relativt sent afsted. Selvom vi ikke går lige langt, så mødes man oftest igen et par aftener senere når man checker ind på et Albergue et andet sted på ruten.

Lidt nord for Ancora Praia, kommer man til Minho floden og skal vælge om man vil sejle over og fortsætte langs kysten, eller dreje til højre og følge floden ind til Valenca hvor den mødes med den indenlandske rute fra Porto.

Jeg valgte det sidste og oplevede nu hvordan terrænet forandredes.

Fra de flade strækninger langs kysten, gik ruten nu igennem frodige marker med majs, kål, tomater og pebre samt uendelige rækker af vindruer. Bakker blev til bjerge og jeg passerede små hyggelige landsbyer, hvor tiden syntes at have stået stille i hundrede år.

Camino’en-byruter
Så snart man drejer ind i landet skifter landskabet og byder nu på skov og mark samt små landsbyer. Bemærk den lille gule pil på muren til højre

Jeg havde gode ben, som det hedder i cykelsporten, og fortsatte de 34 km til Valenca på grænsen til Spanien.

Valenca

Her tilbragte jeg et par timer med at beundre og udforske det fantastisk fine gamle fort og den lille by der ligger indenfor murene.

Jeg havde nu været i Portugal i 6 dage og havde endnu ikke smagt et glas portvin, så jeg gik ind i en velassorteret vinforretning og købte en lille 5 cl god portvin, som jeg nød siddende på murværket af det gamle fort, med udsigt til den gamle ærkefjende Spanien på den anden side af Minho floden.

Camino’en-udsigt-fra-Fortaleza-Valenca
Udsigt over det enorme fæstningsværk Fortaleza Valenca med Spanien i baggrunden

Efter at have nydt denne fantastiske drik (jeg bliver portvinsdranker når jeg bliver gammel…) begav jeg mig over broen ind i Spanien og op ad de smalle gader i den fine gamle middelalderby Tui.

Tui

Midt i byen fandt jeg et lille vandrehjem i en hyggelig lille gade. Det havde været en lang dag og jeg ærgrede mig endnu engang over at jeg ikke havde mere tid til at udforske og nyde disse spændende gamle byer. I stedet blev det til et måltid mad og hjem i seng.

Camino’en-Tui
Et kig ned ad gaden fra vandrehjemmet i Tui. Endnu et sted jeg gerne ville have haft mere tid til at udforske…

De kommende dage gik det igennem fantastiske landskaber, snørklede skovstier, igennem små landsbyer, op ad bakker og henover små markveje.

Indimellem blev man sendt ud langs en kedelig landevej, men kort efter dukkede den velkendte gule musling op og viste vej ad endnu en markvej eller skovsti.

Camino’en-musling-vejviser
Netop som man begynder at tvivle på om man er på rette vej, dukker den velkendte gule musling op og leder en videre. Her 108 km fra Santiago.

Det var på min tur i Spanien at jeg mødte Denis og Mikael.

Denis, en englænder fra Sydafrika og Mikael fra Nordirland og begge med en accent der satte mine sproglige evner på en alvorlig prøve.

Vi mødtes et par gange, fulgtes lidt ad, spiste middag sammen og skiltes igen næste morgen når de begav sig afsted tidligt og jeg sov længe.

Et par dage senere mødtes vi igen i en anden by og sådan fortsatte det indtil vi alle tre ankom til Santiago.

Camino’en-stier-i-spanien
Ren idyl langs de små stier i Spanien

Santiago

Det er en fantastisk følelse at gå ind i Santiago.

Udover at byen er utroligt smuk, med mange fantastisk flotte bygninger og små hyggelige gader, så summer byen af pilgrimme der ankommer ad de mange Camino ruter fra hele Europa.

Nogle har vandret 800 km fra Sevilla i sydspanien, nogle har vandret 600 km fra Madrid, nogle 500 km fra Lissabon og andre har, som jeg, blot gået 270 km fra Porto.

Camino’en-pilgrimme
Efterhånden som vi nærmer os Santiago møder man flere pilgrimme på stierne

Men følelsen er den samme når man går ind på den store plads foran katedralen i Santiago de Compostela – følelsen af at nå frem til målet efter en fantastisk smuk tur og efter at have mødt en masse søde og rare mennesker.

Folk krammer og klapper, tager rygsækken af og sætter sig ned, og langsomt falder roen over dem.

Mange bliver siddende i flere timer, snakker, slapper af, tager lidt billeder og bevæger sig til slut ud i byen for at finde et sted at overnatte.

Det samme gjorde jeg. Satte mig på pladsen og kiggede på mennesker, tog lidt billeder, snakkede med en tysk familie jeg havde mødt en uge tidligere og nød stemningen og vejret, mens mine trætte fødder fik lidt tiltrængt luft og hvile.

Efter et par timer begav jeg mig lidt ud ad byen for at finde mit vandrehjem.

Jeg havde et par dage i forvejen, da jeg vidste hvornår jeg ville være fremme, booket 2 overnatninger for at sikre at jeg ikke behøvede rende rundt og lede efter overnatning.

Camino’en-Katedralen-i-santiago-de-compostela
Pladsen foran katedralen i Santiago summer af liv fra de ca. 1.000 pilgrimme der ankommer dagligt fra hele Europa

Vandrehjemmet var en stor gammel lejlighed, hvor værelserne var indrettet så der kunne stå 3 køjesenge i hvert værelse.

Jeg fik anvist en overkøje og da jeg satte foden på trappestigen for at kravle op, fik jeg øje på personen i underkøjen – det var min ungarske ven fra tidligere 😊

Jeg havde en middagsaftale med Denis og Mikael, så det blev kun til en halv times afslapning og et bad inden jeg igen snørede skoene og gik afsted – sammen med min ungarske ven.

På Camino’en er alle én stor familie, så selvfølgelig skulle han med ud og spise.

Camino’en-Santiago’s-gader
På vej igennem Santiago’s smukke gamle gader

Folk har sagt at Camino’en åbner deres øjne for en anden side af livet, renser deres sjæl og giver dem selvindsigt…

Jeg er ikke sikker på at jeg havde samme oplevelse, men der er ingen tvivl om at det var en dejlig oplevelse.

Jeg har rejst og oplevet meget og dette var en af de rigtigt gode af slagsen. For i modsætning til mange andre rejser, så virker det som om at alle er indstillet på at få det bedste ud af turen.

Der er et fantastisk godt fællesskab og folk er mere åbne end jeg har oplevet på andre rejser.

Camino’en-faellesskabet
Fællesskabet er godt på Camino’en og det er let at komme i kontakt med folk undervejs – hvis man vil det…

Det er ikke sidste gang jeg vandrer Camino’en.

Nu ved jeg hvor let det er. Der er pile malet på lygtepælene som viser mig vejen, der er vandrehjem hvor jeg kan sove, der er søde mennesker at snakke med og, jeg godt kan gå 25 km om dagen med 8-10 kg. på ryggen.

Jeg kan klare mig for 30 € om dagen med alt inklusiv – hvis jeg vil det.

Camino’en-Solnedgang-over-Santiago
Solnedgang over Santiago

Jeg er nysgerrig efter at komme afsted igen – opleve nogle af de andre ruter og møde alle de søde folk der går på dem.

Gode links:

  • Foreningen af Danske Santiagopilgrimme
    Ruter, guides, aktiviteter m.m. Du kan også bestille dit pilgrimspas her
  • Frie Fodspor
    God side med rejsebeskrivelser, ruter, planlægning m.m.
  • Pilgrimsvandring
    Tips og historier om vandreruter i hele verden, herunder Camino’en
  • Pilgrim
    Spansk side (på engelsk) med gode værktøjer til at planlægge ruter, finde overnatning m.m.

Læs også 

Pakkeliste til Camino’en – det har du brug for til vandreturen” – god info til forberedelse og pakkeliste inkl. anbefalinger til overnatningssteder.