Inspiration til Stillehavet
Øerne i Stillehavet har i århundreder været mål for eventyrsrejsende som James Cook, Thor Heyerdahl, Kløvedal og Beha Erichsen drengene – er du en eventyrer, så må det også være tiden at du kommer dertil!
Når rejsen går til Stillehavet…
Stillehavet er jordens største ocean og har omkring 25.000 øer, hvoraf de bedst kendte er Fiji, Samoa, Tonga, Cook-øerne, New Zealand, Hawaii, Påskeøen, Tahiti og Chatham som hver især har noget helt specielt at byde på.
Længe har øerne i Polynesien og Melanesien været et kæmpe hit for backpackere, som altid søger nye og uberørte tropeøer, langt fra resten af verden.
Har man besøgt én ø i Stillehavet, kunne man godt tro, at man har set dem alle, men det har man bestemt ikke. Øerne er meget forskellige både hvad angår natur og befolkning.
Fransk Polynesien
Fransk Polynesien er et meget stort område med tropiske øer, bjerge, fantastiske strande og koralrev.
Området er især kendt for verdens bedste dykning, top luksuriøse hoteller og et prisniveau så højt, at det rammer ethvert loft.
Cook Islands
Cook Islands er noget mere dæmpet end Fransk Polynesien med en skøn charme og imødekommenhed.
Her finder du, langs strandende, masser af små hyggelige familiedrevene hoteller i et lidt mere menneskeligt prisniveau og samtidig er du helt fri for alt hvad der hedder hotel- og restaurantkæder som fx. McDonalds.
Fiji
Fiji er med sine 9 større øer og 300 mindre øer – hvor kun ca. 100 er beboede – spredt ud over et enormt område, beliggende i det sydlige Stillehav. Her har du det største udvalg af resorts og hoteller, store som små.
På Fiji finder du alt – hvide pulver strande, dykning og snorkling i verdensklasse, store bjergrige øer, mindre vulkan- og koraløer, øer som kun dukker op ved lavvande.
Tonga
I det sydlige Stillehav finder du kongeriet Tonga. Tonga består af ca. 170 øer hvoraf ca. 35 er beboet. Tonga er rig på kultur og gamle traditioner.
Her fortælles gamle legender og historier, og alle de gamle håndværkstraditioner holdes ved lige.
Traditionerne på Tonga har ikke forandret sig meget gennem de sidste tusinde år og det samme gælder for arbejdsfordelingen, hvor mændene laver krigskøller og træskåle og kvinderne fletter kurve og syer tøj.
Samoa
Samoa er blandt de mindste og fattigste stillehavslande. Her finder du ikke luksus resorts i vandkanten, men små, helt enkle chamerende basthytter.
En rejse til Samoa byder på eksotiske regnskove, dramatiske vandfald, skønne ferskvandssøer, og dejlige vandreture langs vulkankratere og endnu bedre, en fantastisk venlig befolkning.
Uanset hvilken ø du vælger, har alle øer ét til fælles – fra strandene kan du gå lige ud i det fantastiske azurblå Stillehav og få en fantastisk snorkel og/eller dykkeroplevelse.
Alle øer har uovertrufne naturoplevelser både på land og i vand, og strandkvaliteten er i top!
Den største udfordring bliver, hvilken ø du skal vælge når rejsen går til Stillehavet!
Læs også rejsebeskrivelser fra New Zealand & Australien.
Vi søger Gæstebloggere som har været i Stillehavet – skriv til os på info@rejsetanker.dk – hvis det kunne være noget for dig 🙂