Gennem Kenya som solo kvinde

10. juli 2018 Afrika   RejseBlog

Forarbejdet

Jeg træder ind i flyet med flagermus baskende i maven. Jeg er mere end klar til 2 måneders solorejse i Kenya. Men derfor er jeg alligevel spændt. Jeg finder min plads i flyet, og laver et sidste tjek.

Jeg har husket ikke at have plastikposer med. Hverken i min indchecket rygsæk eller i min håndtaske.

Import og brug af plastikposer er nemlig blevet forbudt i Kenya. Det er inklusiv poser til toiletgrej medbragt i håndbagagen og ved toldfrit indkøb i lufthavnen.

Der er altid en mellemlanding inkluderet i rejsen fra København til Nairobi.

Der er altid en mellemlanding inkluderet i rejsen fra København til Nairobi.

Jeg tjekker at mine dokumenter ligger som forventet. Vaccinationskortets gule farve lyser mig straks i møde, da jeg åbner for min rejsemappe. Ved siden af ligger mit e-visa pænt foldet sammen.

Et værdipapir til 51 USD. Jeg kunne have købt det i Nairobi. Men efter 14 timers rejse, har jeg ikke lyst til at skulle igennem en godkendelsesproces i lufthavnen.

Derudover har jeg mit pas og en altomfavnende rejseforsikring. Jeg tjekker samtidigt, at der stadig ligger 4 pakker malariapiller i tasken. Det gør der heldigvis.

Jeg sukker tilfreds. Forarbejdet er i orden. Hvis nu min rygsæk ikke kommer frem, så er det her egentlig alt, hvad jeg behøver. Udover mine kreditkort og min telefon selvfølgelig. Resten kan generhverves hen ad vejen.

Jeg lægger min håndtaske ind under sædet foran mig. Læner mig tilbage og ser, at stewardesserne er begyndt at lave deres obligatoriske armfagter. Det får flagermusene til at baske med fornyet energi i min mave.

Solorejse-i-Kenya-strand-morgen

Jeg er vant til at rejse alene som kvinde. Men alligevel føler jeg mig særlig udfordret nu.

Flagermusene får energi fra en velment advarsel om at undgå kriminalitet. Undgå at blive dopet. Undgå at gå ud efter mørkets frembrud. Undgå at være involveret i trafikuheld. Undgå at indfange eksotiske sygdomme.

Advarslerne har været mange, og er kommet fra min læge, fra bekendte og under min research på nettet. Kenya virker farlig, når andre taler om landet. Derfor er jeg både nervøs og spændt.

Mpesa

Jeg sidder på bagsædet af taxaen. Vi er på vej til Nairobi’s nye togstation, Syokimau. Her skal jeg med eftermiddagens expresstog til Mombasa.

Jeg fik købt et simkort fra Safaricom i lufthavnen. Nu prøver jeg ihærdigt at få Mpesa til at hjælpe mig med at købe en online billet til toget.

Solorejse-i-Kenya-trafikprop

Trafikkøer er obligatoriske i storbyer – så tag afsted i god tid

Mpesa er integreret i simkortet og svarer til det danske MobilePay. Men med Mpesa behøver jeg ikke en bankkonto for at sætte penge ind, eller for at hæve dem igen.

Samtidig kan jeg også bruge systemet til at købe taletid og internet til telefonen.

Da jeg får gennemført betalingen, og er blevet 1000 kenyanske shillings fattigere, føler jeg mig som en fuldblods kenyaner.

Solorejse-i-Kenya-mpesa-kamel

Der er Mpesa agenter alle steder – selv i små landsbyer.

Sikkerhed

Jeg sidder endelig i toget. Om 4,5 time er jeg i Mombasa ved det Indiske Ocean.

Vejen ind til toget var dog ikke så ligetil. Først skulle to hunde snuse vores bagage igennem. Derefter skulle den scannes ved to forskellige sikkerhedstjek.

Billetten, sammen med pas, nåede jeg at vise cirka fem gange. Den sidste gang så sent som ved indstigningen til toget.

Det er ikke for at genere passagererne. Det er for at afværge terror. Al-Shabab har ingen base i Kenya, men er at finde ved den kenyansk-somaliske grænse. Af og til tager de dog en afstikker ind i selve landet.

Jeg har været inde og kigge på Udenrigsministeriets hjemmeside. Her er alt færden 150 km op til den somaliske grænse frarådet.

Jeg har fulgt med i afrikanske nyheder de sidste 3 måneder, for at have styr på, hvad der sker i landet generelt. Det gør, at jeg føler mig tryg.

Jeg ved nøjagtigt, hvor der har været uroligheder, og hvor der er fredeligt.

Kikambala

Kikambalas strand

Kikambalas strand

Fra Mombasa tager jeg uden stop videre til Kikambala. Her overnatter jeg på et lille og simpelt hotel.

Jeg har fravalgt turistens luksus, da mit formål med turen er at komme tæt på kenyanerne. Suge lidt af kulturen til mig.

På guided sea-safari i Kikambala

På guided sea-safari i Kikambala

For mit kendskab til Kenya ligger på et underligt niveau. Der hvor jeg tror, at jeg ved en masse.

Det meste bygger formentlig på årtiers ensfarvede fordomme. Leveret af europæiske nyhedskanaler.

Jeg håber, at jeg er åben og heldig nok i mit møde med kenyanerne, til at få min viden nuanceret på denne tur.

På besøg

Det er let at falde I snak med kenyanere. De er åbne og nysgerrige. Alligevel er glæden stor, da jeg bliver inviteret på besøg hos en familie.

Jeg skynder mig straks ned i det lokale supermarked. Jeg lægger en pose ris, lidt sukker og en pose te ned i min kurv. Jeg har lært, at i Kenya overrækker besøgende altid en gave til værten.

Jeg kan bedst lide at købe ting, og jeg ved, at kenyanerne værdsætter madvarer. Men havde invitationen været med hurtig virkning, så havde det været i orden at give et mindre pengebeløb.

Hvis det er hos en stor familie med mange husstande, så skal den ældste i familien modtage mine gaver. Den ældste vil dele videre ud i familien efter behov. Den skik bidrager til, at der stadig er råd til at komme på besøg hos hinanden.

Jeg betaler ved kassen og lægger mine varer ned i en tynd himmelblå stofpose, som jeg ikke har meget fidus til. 500 meter nede af gaden går den ene hank i stykker på stofposen.

Det gik lidt hurtigt med at få indført forbudet mod plastikposer. Imens venter kunderne bogstavelig talt på holdbare løsninger.

Der bliver bagt chapati i løbet af dagen

Jeg har en fantastisk dag sammen med familien, og da aftenen kommer, sidder en af døtrene og jeg på gårdspladsen. Hun hedder Mary, og vi er ved at stege kylling, som vi lige har halshugget og plukket.

Parteret ligger den nu i en gang fritureolie. Jeg værdsætter virkelig, at Mary havde givet mig noget af hendes tøj på. For det stinker på en fornøjelig måde.

Da vi sidder og spiser, bliver der puttet noget ned i min tallerken. Jeg kigger lidt desorienteret på det. Så går det op for mig, at det er kyllingens hjerne. Den bliver tildelt mig, da jeg er gæst.

Jeg har virkelig ikke lyst til at spise den. Jeg giver den videre til Mary med et stort smil og en klar besked. Hun er den bedste kok, jeg har mødt i Kenya. Derfor fortjener hun mere end nogen at spise hjernen.

Jeg ser Mary tage imod den, og jeg sukker lettelsens suk inden i. Jeg kom af med hjernen helt uden at lyve.

Intet måltid i Kenya uden Ugali

Efter maden kommer Mary ud med en stor balje. Hun sætter den bag huset og fylder vand i.

Det er meningen, at jeg skal vaske mig i vandet, for at slippe af med friturelugten. Familien er lige rundt om hjørnet. De sikrer sig, at ingen kommer og forstyrrer mig.

Jeg sæber mig ind og lader derefter kander af vand skylle lugten af. Over mig lyser en tydelig markeret mælkevej mod en mørk himmel.

En overvældende glæde strømmer igennem mig. Jeg genkender den følelse. Det er når en unik oplevelse bliver omdannet til et minde for resten af livet.

Solorejse-i-Kenya-bagage

Nyt i bagagen:  baobab frugter, aloe vera, pimpsten og bark, der bruges som rastaman-shampoo

Det er sidste dag i Kikambala. Jeg mødes med nogle af de mennesker, jeg har mødt i landsbyen. Vi spiser et måltid mad i et gadekøkken.

Jeg har bestilt en tallerken kogte kidneybønner og en kop chai.

Bønnerne har en mild og lidt anderledes eftersmag, end jeg er vant til. Men da jeg kan skylde eftersmagen væk med chai, slår jeg det hen.

Jeg skal nok bare vænne mig til, at de bruger lidt anderledes krydderier i Kenya.

Dagen efter bliver jeg så inderlig mindet om, at hvis noget smager anderledes. Henimod underligt. Så er det ikke fordi, at der bliver brugt et anderledes krydderi. Men fordi at der er noget i vejen med maden.

Verdens bedste apoteker

Min næste dags togtur tilbage til Nairobi rummer op til flere besøg på toilettet. Men det er heldigvis først, da jeg kommer til Narok, at min krop giver helt efter for en formodet madforgiftning.

Det vrimler med apoteker i hver eneste by i Kenya. Jeg vælger det første og det bedste apotek, jeg møder i Narok.

Apotekeren virker lidt irriteret, fordi jeg ikke har alle de symptomer, som han ønsker sig på mine vegne. Jeg synes til gengæld, at jeg har rigelig med symptomer, så vores kommunikation falder aldrig helt i hak. Men jeg får da udleveret noget medicin til sidst.

Jeg har to udmattende dage, før det går op for mig, at jeg nok har brug for noget andet. For medicinen hjælper ikke. Jeg kravler ned til apotek nummer 2, som nogle kenyanere har anbefalet.

Reelt anbefaler de mig at tage på hospital. Men jeg har allerede luret kenyanerne. De tager lige så tit på et hospitaler, som jeg tager et bad.

Jeg holder stejlt fast på, at et apotek må være nok, så de arme læger kan få sig en pause.

Solorejse-i-Kenya-apotek

På apotek nummer 2 bliver jeg mødt af en apoteker dame, der kigger op og ned ad mig og derefter ryster på hovedet.

Jeg kigger håbefuld på hende, imens jeg med ord bekræfter hendes observation. Jeg kunne virkelig godt trænge til hjælp. Hun stiller alle mulige spørgsmål i en forbløffende høj detaljegrad. Derefter tager hun fem forskellige slags piller frem.

Hun tager resolut blisterpakkerne ud af originalemballagen, og lægger dem i brune konvolutter. Jeg føler mig for svag til at spørge ind til de brune konvolutter. Jeg nøjes med at sætte oplevelsen ind under kategorien “sælsomme oplevelser”.

Solorejse-i-Kenya-madsted

Mit ynglings spisested i Narok ligger lige over for moskeen og hedder Shukran Cafe. God og lokal mad til billige priser.

Damen skriver en grundig vejledning om, hvornår pillerne skal indtages. Efter få timer kan jeg mærke, at min krop er på vej i den rigtige retning. Tænk at verdens bedste apoteker bor i Kenya.

På resten af turen holder jeg mig dog på sikker afstand af alle typer af bønner. Formentlig helt uden grund.

Menengai

Solorejse-i-Kenya-menengai1

Udsigt fra toppen af Menengai

Jeg har lige besteget Menengai, der er et vulkankrater nær byen Nakuru.

Jeg er ved et uheld kommet op ad bagsiden. Det var den vej, som jeg blev anvist af de lokale.

På den vej står rangerne bare ikke og tager imod entre. Men en ægte ranger ser alt, og de har selvfølgelig spottet mig på lang afstand.

Da de kommer over, får vi en fredelig snak om, at det jo ikke var så godt.

Jeg spiller nu kun med på den samtale. For jeg synes, at jeg lige har haft den mest spændende, udfordrende og smukkeste vandretur i mands minde.

Det er første gang, at jeg ér på et vulkankrater, og jeg er langt fra skuffet.

Solorejse-i-Kenya-Naivasha

En sø som man kan komme ned og nyde, uden at betale entre, ligger i nabobyen Naivasha

På min rejse har jeg dog tit været forbløffet over, hvor lidt kenyansk natur der er gratis at besøge. Det er ikke kun turisterne, der skal betale. Det er også kenyanerne.

Rangerne får deres penge, og jeg får fred til at nyde udsigten. Nu med en kvittering i min hånd som bevis på, at min tilstedeværelse faktisk også er lovlig.

Søen ved Naivasha

Hjem igen

Min begejstring for Kenya og min tur vil ingen ende tage. Derfor er det lidt sørgmodigt, at jeg er kommet tilbage til Nairobi, og skal have flyet hjem igen næste dag.

Jeg synes, at jeg har lært landet, og dets befolkning, bedre at kende. På godt og ondt.

På min tur har jeg haft mange spændende samtaler om, at hvide også må arbejde hårdt for deres penge. Så jeg har ikke kunne drysse penge ud over dem som ved en let støvregn.

Jeg har også været nødt til at forklare dem om begrebet “byttepenge”. For hvis jeg har givet en pengeseddel på 200 shillings til en kenyaner, fordi vi skal have to sodavand til et beløb på 100 shillings. Så forsvinder de sidste 100 shillings automatisk ned i vedkommendes lomme.

Det er ikke for at være uhøflig, at de gør det. Men ud fra afrikansk logik, så holder vedkommende jo nu pengene fysisk i hånden. Jeg havde ikke præciseret, at jeg ville have byttepenge tilbage. Derfor betragter personen pengene som sine.

Det samme kan ske på cafèer. Tjeneren kommer med regningen. Jeg giver en pengeseddel over beløbet, og får ikke noget retur – medmindre jeg selv beder om det.

Jeg er blevet forklaret, at det ikke kun sker for turister. Det sker også kenyanerne imellem. Den oplysning hjalp mig til at forstå, at det er en kulturel ting, og ikke en diskrimination af turister.

Solorejse-i-Kenya-uhurupark1

Folk hygger sig i Uhuru Park, Nairobi

Det er blevet mørkt i Nairobi. Men jeg tænker, at en lille spadseretur til restauranten ved siden af nok går an.

Jeg ankommer sikkert og får en stor portion pilau. På vej tilbage overser jeg de to mænd. Men en af dem stopper mig, ved at tage fat i min arm. UPS, når jeg at tænke, før jeg ser, at det er en politimand.

De vil vide, hvor jeg har været. På restaurant forklarer jeg. Så vil de vide, hvor jeg er på vej hen. Til mit hotel svarer jeg kort. Den ene betjent har mange spørgsmål om min færden. Den anden vil vide min nationalitet.

Jeg er dansker, svarer jeg. Ahhh, Eriksen! Lige præcis siger jeg smilende. Jeg begynder at ignorere den sure betjent, og laver helt tilsigtet en masse jokes med den lidt mere åbne og fodboldkyndige betjent.

Det er nemlig sådan konfrontationer klares bedst i Kenya – med et smil og humor. Imens det hele foregår tænker jeg stærkt inde i mit hoved. Jeg har et kopi af mit pas og mit visa i tasken, så alt er i orden.

Selv om det engelske udenrigsministerium påpeger, at kenyansk politi ikke længere godkender kopi af pas ved kontrol. Den lidt sure betjent kigger nøje på mig. Du kan købe os en kop te, siger han så.

Hakuna pesa (ingen penge) siger jeg. Helt uden at blinke. Jeg rejser hjem i morgen, fortsætter jeg. Og man må jo ikke udføre kenyanske shillings, derfor har jeg lige spist for de sidste.

Den sure betjent slår ud med armene, og de begynder begge at gå væk fra mig. Den fodboldglade med et stort smil på læben.

Solorejse-i-Kenya-uhurupark2

Marabou stork i Uhuru Park, Nairobi

Jeg smutter hurtigt ind på mit hotel og begynder at pakke. Imens tænker jeg over oplevelsen. Den får mig ikke til at holde mindre af landet. Men det er vigtigt at vide, hvordan man skal tackle Kenya, når man er på egen hånd.


Cathrine har flere gange rejst i Kenya og med vidt forskellige formål.

I 2 måneder backpackede hun som solo kvinde med formålet om at komme godt ind i kulturen. Hun boede på små billige guesthouses som kenyanerne – eller privat.

Hun lærte lidt Kiswahili og lærte at lave kenyansk mad. Hun har endda hevet fisk ind ved Victoriasøen, sammen med lokale fiskere.

Via Saxo Publish har Cathrine udgivet “Skjulte Perler – en rejseskildring fra Kenya” fra turen.


Læs meget mere fra Afrika HER

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kan bruge disse HTML tags og attributter:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>