Vi er ankommet til Mhamid med bussen her til morgen, efter en længere rejse tværs over Marokko.

Vi har skyndsomt planlagt seks dages trekking i ørkenen. Det vil sige, Mohamed har planlagt. Han er ved at åbne et trekkingrejsebureau, og jeg er udvalgt som en af hans forsøgskaniner.

I-kamelernes-fodspor-lejren
Mohamed gør klar til afgang

Jeg er egentlig ikke til organiserede ture, men jeg er blevet lovet, at den her er noget særligt. Jeg vil komme til at lære om nomadernes kultur og om at begå mig i ørkenen.

Jeg vil komme til at lære mere om mig selv. Samtidig skal vi vandre ved siden af kamelerne. Det er rene plusord i mine ører.

Vi tager afsted midt på eftermiddagen. Vores gruppe udgør to kameler, to nomader og en viking.

En god dag til ændringer

I-kamelernes-fodspor-kasbaen
Omkring kasbaen i Mhamid

Efter et besøg i Mhamids’ kasba og omtrent tre timers vandring slår vi lejr.

Kamelerne har båret på vores telte, provianter, tæpper, madrasser med mere. Nu er det tid til, at få tingene læsset af.

De får bundet deres forben med et løst reb, for ikke at stikke af fra os. Nu kan de trippe ud i ørkenen og finde mad fra nogle træer tæt ved lejren.

I-kamelernes-fodspor-kamel
Hr. Hvid hygger sig

Kamelerne er nu ikke meget for at forlade os.

Nysgerrigt lurer de på, hvad mændene har gang i. Det gør jeg også, mens jeg får en oplevelse af rastløshed. Skal jeg mon slet ikke hjælpe til?

Mohamed opfanger min tilstand og forbarmer sig over mig.

Han giver mig til opgave at få kamelerne hen til træerne. Han ved nemlig ikke, at jeg holder meget af store dyr, dog mest på afstand.

Jeg beslutter, at i dag er en god dag til at ændre på den holdning. Efter nogle forfejlede forsøg, får jeg opgaven løst ved at lokke kamelerne med dadler.

I-kamelernes-fodspor-beduinlejr
Lejr i ørkenen

Den grå kamel er helt med på den strategi og følger villigt med mig. Men den hvide kamel kræver væsentlig mere af mine overtalelsesevner.

Da jeg endelig får den hen til træet, nipper den også kun kortvarigt til bladene, før den begiver sig længere ud i ørkenen.

Jeg kigger smilende efter hr. Hvid. Han virker som en herre, der kun bøjer sig, hvis han selv har lyst.

I-kamelernes-fodspor-kamel
Hr. Grå midt i et måltid

“Fik du lært lidt om kamelerne?” spørger Mohamed grinende. “Åh jo” nikker jeg bekræftende. Mohamed slår ud med den ene arm mod et tæppe i sandet. “Det er tid til en forfriskning” siger han.

Aften i lejren

Stjernehimlen træder tydeligere frem efter solnedgangen. Hver enkelt stjerne er detaljeret og yderst betagende herude i det ægte nattemørke.

At sidde på tæppet og spise tørrede figner og drikke te med mynte virker helt drømmeagtigt.

Vi snakker lidt, før Mohamed drikke sin te ud, og går hen for at hjælpe med aftensmaden. Jeg lægger mig med et dybt suk af velbehag på tæppet.

I-kamelernes-fodspor-te-i-oerkenen
Te med mynte er med garanti serveret på alle tider af døgnet.

Aftensmaden bliver serveret i det store telt. Vi får en tagine med ged, og der er rigeligt af det.

Faktisk er jeg lige ved at tro, at vi får gæster. Men mændene forklarer mig, at mad er vigtigt på den her tur. Rigeligt, varieret og godt lavet.

Kategori “slem fyr”

Vi er ved at gøre klar til sengetid. Bagagen står på tæpper udenfor, så den er nem at finde. Mohamed står ved siden af mig, da en stor gul edderkop kravler frem mellem taskerne.

Han får den smidt ud i sandet og begynder at banke på den med en fyldt vandflaske. Ud fra den resolutte reaktion konkluderer jeg, at stor gul edderkop tilhører kategorien “slem fyr”.

I-kamelernes-fodspor-fodspor-i-sandet-6
Du er aldrig helt alene i ørkenen

Med det optrin i mente kravler jeg ind i mit lille telt og sikrer, at jeg får lynet ordentligt ned efter mig. Men jeg føler mig alligevel tryg.

Jeg er sammen med to nomader i en ørken, der er som deres hjem. Det gør mig glad helt ind i sjælen. For det betyder også, at jeg vil komme til at opleve ørkenen, som den i virkeligheden er. Lige præcis som jeg ønsker det.

Morgen i lejren

Vi står op med solen og spiser morgenmad. Rundt om lejren tripper små fugle forventningsfulde rundt. De er på udkig efter de krummer, som vi måtte efterlade os.

I-kamelernes-fodspor-ravnetraet
En klatretur i ravnetræet

Kamelerne får resterne af vores morgenmad. De guffer det lystigt i sig, og efterlader fuglene endnu mere forventningsfulde.

Mændene pakker lejren ned, og fordeler vægten fornuftigt i kamelernes kurve. Så kigger vi os rundt for at se, om vi skulle have efterladt noget affald. Men alt ser pænt ud.

Vi er klar til at starte vandringen. I dag vil turen fortrinsvis tage os gennem sand. Det passer mig fint, for så kan jeg smide ballerinaerne og gå barfodet det meste af dagen.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er det Ikke det mest oplagte skovalg til trekking. Men jeg kender mit eventyr-gen for godt.

Jeg vil hellere gå barfodet gennem ørkenen og tage straffen for det, frem for at sige nej til en spontan vandring i ørkenen på grund af et par sko.

I-kamelernes-fodspor-sten-oerken
Før sandet skal vi lige igennem lidt stenørken og god vind

Mohamed har givet mig en vandflaske som har stof viklet rundt om. Min opgave er at holde stoffet vådt, for at vandet forbliver køligt i flasken.

Det er så simpelt og samtidig så genialt, og jeg er dybt taknemlig.

Sidi Naji

Mohamed er lidt hemmelighedsfuld om, hvad vi skal besøge. Men efter en times vandring træder der pludselig en mur frem i et ellers helt bart landskab.

Lidt fra muren står der en bygning. Vi går ind i bygningens eneste rum, hvor der ligger en ekstrem lang og meget tynd sagofa på gulvet. Jeg får forklaret, at her ligger der en mand, der er meget vigtig for nomaderne.

“Han var en meget høj mand. Cirka 3 meter høj”, konstaterer Mohamed, mens han smilende tilføjer “du vil elske legenden om ham”.

Som barn var der ingen, der kendte ham. Der var han forsvundet sporløst. Da menneskene fandt ham igen, viste det sig, at han var opvokset blandt strudsene. Han opførte sig som dem og talte som dem.

At omvende ham til menneske igen var ikke en nem opgave og lykkedes nok aldrig helt. Men han blev et vigtigt bindeled mellem nomaderne og ørkenens liv.”

I-kamelernes-fodspor-oerkenborg
Sidi Naji

Efter at have lyttet må jeg give ham ret, jeg holder vitterlig af fortællingen. Ulvedrengen Mowgli har fået et værdigt følgeskab i nomadernes legende.

At Naji voksede op med vilde strudse er endda historisk set helt legalt. For 7000 år siden var strudse ikke et ualmindeligt syn i Nordafrika.

Kigger jeg ned i sandet, kan jeg finde fossiler af skaller fra strudseæg.

Nordafrika var stadig frodigt dengang, og Saharas nuværende udseende var stadig kun en antydning af kommende forandringer i landskabet.

I-kamelernes-fodspor-sagofa
Sagofa

Fysisk og mental tilvænning

Vi forlader Sidi Naji, og da vi har gået sammenlagt to timer, begynder jeg at mærke vat i mine ben. De er så underlige slappe under mig.

I-kamelernes-fodspor-kamelvandring
Landskabet vi kommer gennem med vilde kameler

Jeg har også kæmpet med min tørstfølelse i løbet af dagen. Jeg har fundet en eller anden form for balance, hvor jeg hele tiden kan mærke tørsten en smule, men ikke er helt tør i munden. Men jeg må indrømme, at jeg kæmper en mental kamp indeni.

Jeg lægger mærke til, at ved hver negativ tanke, begynder mine ben at gå langsommere, og alt forekommer uoverskueligt. Derfor beslutter jeg at lade mine tanker flyde væk fra situationen.

Jeg tænker på den vestafrikanske stamme Malinke. De mener ikke der findes en bevægelse, uden at den danner en rytme.

Kan jeg bruge det til noget fornuftigt? Min rytme er alt for ustabil med mine vattede ben. Jeg skal altså finde en taktfast rytme, som kan bærer mig fremad.

Mit blik falder på kamelernes fødder. Jeg lytter intenst til deres bevægelser. Jeg ser, hvordan fødderne løfter sig fra sandet, og lander igen.

Jeg hører lyden om og om igen, og til sidst har jeg fundet min rytme. Jeg lader den drive mig fremad og mærker en sær lethed brede sig i kroppen.

I-kamelernes-fodspor
“Find the rhythm”  blev et solidt slogan for resten af turen

Samtidig rykker jeg tættere på dyrene. Det betyder, at  jeg får lidt skygge, når jeg går lige bag en af kurvene. Som bonus opstår der en svag brise fra kamelernes bevægelser.

Langsomt kan jeg mærke, hvordan energien kommer tilbage til mig. Nu tror jeg på, at jeg kan fortsætte med at gå de næste to timer.

Mohamed er kommet hen til mig. Han viser mig fossiler af sneglehuse der gemmer sig i de sten, som vi træder på.

”Har du det godt”, spørger han, mens han kigger undersøgende på mig. “Nej, jeg har lige haft lidt krise”, svarer jeg og viser ham mine fingre, der er helt opsvulmet.

“Solen er for stærk for dig. Tag tørklædet over munden så dehydrerer du mindre” svarer han.

“Kan du klare at fortsætte? “ Jeg mærker efter indeni. “Ja, det kan jeg. Der er heller ikke noget andet sted, som jeg har mere lyst til at være”, svarer jeg ham helt ærligt.

Zamila

Vi slår lejr tæt ved Zamila.

Zamila er moderen til alle de babysandklitter som kan ses kravle ud af hendes kamelpukkel, for derefter at strække sig langt ud i et smukt landskab.

Jeg må dog indrømme, at jeg kun kigger på det kortvarigt, før jeg slæber mit godt brugte jeg ind i en dyb søvn. Jeg bliver vækket af, at vi skal have mad.

Den grå kamel viger ikke et øjeblik fra mig, imens jeg spiser.

I-kamelernes-fodspor-kamelhygge
Med Hr. Grå til bords

Den ser mig formentlig som en stor boks dadler, men jeg vælger at se på det som omsorg og godt selskab.

Nomaderne fylder det ene glas juice efter det andet på mig. De er med på, at jeg trænger til at blive tanket godt op.

Efter lidt tid begynder jeg faktisk også at komme helt til hægterne. Jeg begynder endda at kunne overskue at tage en vandring op i de små bjerge, som vi camperer ved.

I-kamelernes-fodspor-middag-i-oerkenen
Hvert måltid er et festmåltid i ørkenen

Gravpladser

Jeg får hevet mig op ad en lang skråning med løse sten, der truer mit fodfæste. Endnu en gang bander jeg mine ballerinaer langt væk. Men det stopper, da jeg når toppen og ser udsigten over ørkenen.

Længere fremme ligger en lille sø. Sø, som i tanken om et spartansk bad. Mohamed giver mig grønt lys, og begiver sig væk.

Jeg trasker ud i det lave vand mens jeg nyder ørkenens nok største mudderbad.

At jeg bliver ren er nok så meget sagt. Men jeg er helt klart en oplevelse rigere takket være den kraftige regn, der faldt dagen før vi startede vores trekking.

I-kamelernes-fodspor-soe-i-oerken
Søen venter fristende forude

Vi  går en lille tur rundt i området. Jeg ser sten der ligner, at de er placeret for at danne mønstre.

Da jeg spørger ind til det, forklarer Mohamed, at det er beskeder efterladt til andre. Beskederne giver kun mening for dem, der kender årsagen til, at de er lagt som de er.

“Så der kan ligge nedgravede skatte i ørkenen?” spørger jeg håbefuldt. Mohamed nikker bekræftende, og jeg drømmer om at være i besiddelse af en spade.

I-kamelernes-fodspor-oerken-kirkegaard
Kirkegård

Snart kommer vi til nogle større sten. Det her er ikke beskeder. Det er en gravplads.

På størrelsen af stenene og deres placering kan du se, at det er betydningsfulde mennesker som ligger her. Jeg ser mig rundt. Her er ikke andet end en stenørken.

“Hvor i alverden kom de mennesker fra?” spørger jeg. “Det ser du i morgen”, svarer Mohamed. ”Nu skal du tilbage til lejren og slappe af, så du også kan klare turen i morgen.”

Alt andet end det

Næste morgen vågner jeg med en følelse af, at jeg har braget direkte ind i en gang Roskildesyge.

Da jeg får gjort Mohamed opmærksom på min tilstand, bliver jeg givet et lille glas olie og en flaske vand.

“Ud med dig i ørkenen og prøv at kaste op!” Jeg kigger vantro på ham. Havde han sagt, at i dag skulle vi bestige Atlasbjergene, gå 50 kilometer eller krydse en brusende flod, så havde min reaktion været at slå hælene sammen med et “javel sir”. Alt andet end det her.

Temmelig misfornøjet trasker jeg ud i ørkenen. At det er en følgevirkning af min oplevelse fra i går er åbenlyst. Men det gør mig helt modløs.

I-kamelernes-fodspor-landskab
Vores lejr med besøg af hyrde på motorcykel

Da jeg kommer tilbage til lejren har Mohamed tryllet noget medicin frem. Det giver mig modet tilbage. Der er til én dag.

Jeg tager de første piller med lidt brød. Maven reagerer ved at begynde at svide. Men da jeg bliver spurgt, om vi skal blive her resten af dagen, kan jeg mærke en dyb protest, der prompte tilsidesætter mavesmerterne.

Ørkenen rummer så mange hemmeligheder og eventyr. Det er jeg slet ikke klar til at gå glip af.

Nu har jeg medicin, så kan det kun blive bedre. Min afgørelse bliver derfor, at vi skal vandre, men at jeg skal vandre hele dagen uden mad for at undgå mavesmerterne.

Nomaderne kigger en anelse skeptisk på mig. Seks timers vandring i ørkenen uden mad. Men så nikker de samtykkende.

I-kamelernes-fodspor-kamelpakning
Afgang fra lejren

Oulad Zbiir

Mohamed og jeg kravler endnu en gang op ad bjergene. Denne gang for at se ruinerne af Oulad Zbiir. En større handelsstation for fortidens ørkenkaravaner.

Nu giver alle gravpladserne lige pludselig mening. Mohamed fortæller, at ud over, at det var en handelsstation, så blev der dyrket en del landbrug rundt om Kasbaen.

Det kan jeg slet ikke forestille mig, når jeg kigger rundt. Nu er her ikke andet end en stenet ørken. Vi nyder synet hen over landskabet, før vi kravler ned igen.

I-kamelernes-fodspor-Oulad-zbiir
Ruinerne af Oulad Zbiir

Vi har gået i et stykke tid og er ved at krydse en mark af sandklitter. Med ballerinaerne i hånden løber jeg ned ad en sandklit.

Sandet brænder så meget, at mine fodsåler virker utrolig stresset. Men det er endnu mere stressende for fødderne, at være i nogle konstant sandfyldte sko med halvvarmt sand.

Jeg lader huden under fødderne få en lille pause på en kølig sten, mens jeg kigger ud over landskabet. Her er absolut smukt. Ude i horisonten kan jeg se en bygning stå mutters alene blandt sandklitterne. Det er der, vi er på vej hen.

I-kamelernes-fodspor-sidi-omar
Sidi Omar

Op ad den næste klit brokker jeg mig over, at den er lidt høj. Mohamed griner. “Vi er i udkanten af Zamilas babysandklitter”, siger han.

Jeg ryster på hovedet og konstaterer tørt: ”de folk, der engang kaldte dem babyer har glemt at tjekke, at de er blevet teenagere nu”.

Mohamed smiler bredt. “Det er måske rigtigt, men det er kun ældre og særlig udvalgte nomader, der må navngive landskabet i ørkenen”.

I-kamelernes-fodspor-lykkefugl
Lykkefuglen på Sidi Omar

Vi kommer endelig frem til bygningen, der viser sig at være endnu en smuk helligdom med sagofaer gemt i de små sidebygningerne.

En lille fugl sidder på tagryggen. “Den fugl bringer held”, siger Mohamed. Jeg mærker mine fodsåler brænde. Hvis jeg stak dem ned i en gang træ, ville vi have bål i løbet af få sekunder. “Fantastisk”, brummer jeg.

Mohamed tager et par sandaler frem. Han sætter sig ned og arbejder på dem med noget sejlgarn. “Jeg ved, at du har prøvet dem før. Du siger, at de er syv numre for store. Men nu laver jeg dem om, så de passer til dig”.

Jeg kigger på, mens han arbejder. Det ser ikke helt tosset ud. Da jeg prøver dem, passer de mig forbløffende godt.

Samarbejde

Efter vores pause bliver jeg ledt dybere og dybere ind i marken af sandklitter, der bare vokser og vokser.

Min mave er rolig og fødderne er fulde af energi igen, efter de er kommet i noget fornuftigt fodtøj. Så jeg er parat til at vandre lige så længe, som nomaderne vil have mig til det.

I-kamelernes-fodspor-broend
Brønden ved Sidi Omar

Jeg går og holder øje med Hr. Grå og Hvid. Vi skal lede dem den bedste vej, så de bruger mindst mulig energi på at komme frem i sandet. Jeg kan se, at de bliver distraheret, når jeg går oppe på siden af dem. Derfor har jeg ladet mig falde om bag ved dem i behørig afstand.

Der er sket en forandring inde i mit hoved. Vi er ikke længere opdelt som to nomader, to kameler og en viking. Vi er blevet til en homogen gruppe, der kan være individuelt udfordret.

Lige nu er kamelerne udfordrede, og så må vi alle bakke dem op.

I-kamelernes-fodspor-vandring-i-oerkenen
På vej ind i de store sandklitter

Vi slår lejre ved “Faderen af alle babysandklitter”, også kaldet Erg Zahar eller “Den skrigende sandklit”.

Sagnet fortæller, at en pige er blevet levende begravet i sandklitten. Jeg undrer mig lidt over, hvordan sagnet er opstået. Men jeg er for træt til at besigtige den i dag.

Mohamed har redt den fineste seng til mig ude i ørkenen. En dejlig blød madras er lagt på en bund af to tykke berbertæpper. Hertil kommer yderligere to tæpper som jeg kan bruge som dyner.

Det ligner en prinsesse-seng midt i et månelandskab. Efter aftensmad ruller jeg mig ind i tæpperne på madrassen og kigger op i stjernerne.

Før jeg falder i søvn, når jeg lige at tænke, at det er rigtig nok. Fuglen på tagryggen bragte held. Jeg føler mig i hvert fald umådelig heldig og tilfreds med både min vandretur og trekking-teamet.

De har både stampet medicin op ad jorden ude i en ørken, og fået alt for store sandaler til at skrumpe ind med sejlgarn.

I-kamelernes-fodspor-solnedgang-i-oerkenen
Solnedgangen skulle være ekstra smuk ved Erg Zahars top, hvis man når deroppe

Den skrigende sandklit

Næste morgen er jeg den første der er oppe. Jeg hilser på kamelerne, før jeg vandrer hen mod den skrigende sandklit.

Jeg plejer altid at tage en flaske vand med mig ud i ørkenen. Men jeg skal ikke så langt, og jeg vil gerne nå at nyde solopgangen fra toppen.

Der er flere trekkingspor fra et andet hold, der besteg toppen i går aftes. Men heller ikke det tænker jeg nærmere over.

Jeg render rundt oppe på toppen. Nyder solopgangen og prøver at sætte sandet i bevægelse ned ad klittens ryg.

Mohamed og jeg har talt om, at det måske kunne være syngende sand, men jeg får ingen lyde frem fra sandet. Jeg hører dog hele tiden lyde, som om jeg ikke er alene på stedet.

Hver gang jeg kigger mig om, er alt øde.

Jeg tænker med gysen på sagnet om pigen, der er begravet i sandklitten. Maner mig selv til besindighed, men får alligevel mest lyst til at kravle ned igen. Der er altså et eller andet underligt ved det her sted.

I-kamelernes-fodspor-solopgang-i-oerkenen
Solopgang ved Erg Zahar

Da jeg kommer ned fra toppen kommer alle mine fejltagelser mig i møde.

Vi har slået lejre i en gryde, så når jeg kigger ud over landskabet, kan jeg ikke engang se toppen af vores store telt. Jeg kan heller ikke bare følge fodsporene, fordi det lige så godt kan være gårsdagens fodspor jeg følger.

Samtidig var jeg ikke opmærksom nok, da jeg gik igennem landskabet.

Hver sandklit er nemlig forskellig, så hvis man husker at lave dem om til figurer i sit hoved, så kan man finde dem igen. Det giver gode pejlemærker.

I-kamelernes-fodspor-Lejr
Lejren ligger gemt bag klitterne

Min første tanke er, at nu er det okay at gå i panik, for jeg har heller ikke noget vand eller mit tørklæde med.

Jeg dropper dog tanken om at gå i panik, da det ikke løser problemet. I stedet for står jeg og nyder landskabet, og føler mig dybt imponeret over mig selv.

Jeg har lige begået samtlige begynderfejl på én gang! Det er en temmelig stor bedrift, som bør fejres et kort øjeblik, før jeg skal i gang med at handle.

Imens jeg nyder min fejring, ser jeg en tre centimeter høj mand kravle op på en sandklit. Manden vinker til mig med et tørklæde i hånden der fremhæver hans lille skikkelse i det store landskab, og jeg hæver min arm for at vinke tilbage. Jeg smiler bredt. Det er derfor man ikke går ud i ørkenen uden tørklæde.

Ud over at et tørkklæde beskytter mod solen, så kan det bruges som signalflag og til at fange opmærksomheden med, til at si urent vand igennem eller lappe tøjet.

Jeg går hen mod lejren. Nu handler det bare om at spille cool, når jeg kommer tilbage. Ellers får jeg nok ikke flere solo-vandringer.

Den danske sø

Vi er på vores sidste dags vandring. Mohamed snakker om, at vi skal ned til en sø, hvor vi kan bade. Det glæder jeg mig meget til.

Da vi har gået et par timer, kan jeg se søen på vores højre side. Den har det smukkeste smaragdgrønne vand, der glinser i solens stråler.

Omkranset af små bløde sandklitter i en rødlig farve, ser det helt paradisisk ud. Jeg kan ikke vente med at svømme i den. Mohamed bliver ved med at snakke om søen. Jeg bliver ved med at kigge på det fantastiske syn.

Da Mohamed for femte gang snakker om søen, peger jeg ned på stedet.

“Jamen, jeg kan godt se den Mohamed. Den er enorm smuk. Men hvornår drejer vi ned til den?” Mohamed kigger forvirret på mig, før han spørger, “hvad er det helt præcis du ser?”

Jeg overvejer om manden skal have briller, for det er bestemt ikke en lille sø. Men jeg vælger høfligt at pege på den igen. “Søen vi skal ned til”, siger jeg. “Den er jo lige dér”!

Mohamed ser på mig med latter i øjnene, men formår at lyde helt saglig, da han forklarer: “Det er ikke en sø. Det er mineraler med blå og grønne farver der glitrer i sollyset.”

I-kamelernes-fodspor-vand-i-oerkenen
Nogle gange er der noget der glimter, der rent faktisk også er vand

Erg Chegaga

Endelig kommer vi til vandet og krydser over.

Vi holder frokost ved Mhamid’s mest berømte sandklit, Erg Chegaga. Mohamed og jeg tager en kravletur op af “Den kvindelige slave”. Hun er den anden højeste sandklit i området.

I-kamelernes-fodspor-kameler-drikker
Kamelerne får lov til at drikke

På min opfordring fanger Mohamed en sandfisk. Jeg har nemlig aldrig set en før.

Til min overraskelse er det et firben. Men i logikkens yderste løbebane, så lever dyret nedenunder sandet, hvad der må gøre den til en sandfisk.

I-kamelernes-fodspor-sandfisk
Mohamed med en sandfisk

Da vi endelig kommer op på toppen af “Den kvindelige slave”, møder vi den mest charmerende og energifyldte ældre nomade.

Han sidder med sin kikkert og holder øje med sine kameler. Jeg kan ikke lade være med at smile bredt. Det er en solid og gennemtænkt strategi, fremfor at gå rundt efter kamelerne i den varme.

Jeg er også lidt vild med hans skuldertaske, der ligner noget, der er omsyet fra en sæk. Den er virkelig gennemtænkt og smart, og bringer mine tanker hen på trenden i Danmark om at forbruge mindre og genbruge mere.

Min fulde respekt får han dog, da jeg ser hans sandaler. De er nemlig også bundet sammen med sejlgarn. Der er kun plusser ved den mand. Så da Mohamed fortæller, at han er inviteret til frokost med os, er jeg meget tilfreds.

I-kamelernes-fodspor-udkigspost
På toppen af “Den kvindelige slave”

Den tørstige dal

Vores sidste del af vandreturen er hård. Vi har gået hver dag i fem dage. I dag går vi også et meget langt stykke i en stenørken.

Her ruller stenene hele tiden under sålerne. Det får det til at summe i fødderne. Jeg er helt færdig, da vi kommer til “Den tørstige dal”.

Jeg har undret mig over navnet, men da vi kommer frem, sender jeg en varm tanke til de ældre nomader der navngiver landskabet.

De er gode til at finde på navne, de er eksotiske med et strejf af mystik. Det pirrer nysgerrigheden hos den vandrende.

Logikken i navnevalg er åbenlys hver gang den vandrende ankommer. Eksempelvis er “Den tørstige dal” fuld af planter.

I-kamelernes-fodspor-udtoerret-oerken
Turen gennem en udtørret Draa river er som at gå på æggeskaller

Det er den sidste aften.

Alt bliver nydt en lille smule mere intenst. I morgen bliver vi hentet fra morgenstunden, og bliver fragtet med bil de sidste 60 km tilbage til Mhamid.

Jeg er ikke helt tilfreds med, at turen allerede slutter. Jeg har altid holdt af og fundet ro i ørkenens smukke landskab. Men den her tur har taget mig længere ind i en forståelse af alsidigheden i landskabet, og jeg kan mærke at jeg ikke er mættet endnu.

I-kamelernes-fodspor-oerken-med-trae
Træet i æggeskaller

Det er bestemt ikke alle dage, hvor jeg har været helt på toppen. Der har bestemt også været nogle udfordringer med mit udstyr, da turen opstod spontant. Men hver gang har jeg fået hanket op i mig selv og er kommet i mål.

Det er med tilfredshed, at jeg kigger op i nattehimlen. Velvidende, at det her ikke bliver min sidste vandring i et ørkenlandskab.

I-kamelernes-fodspor-Mohamed
Mohamed med kamelerne

Læs også 

“Syngende sand i Marokko”