Det Maasai land jeg kender

Jeg ved at navnet Maasai Land får dig til at tænke på nationalparken Maasai Mara, eller det verdensberømte Maasaifolk i traditionelle klæder. Deres smukke sange, og mændenes fantastiske evne til at hoppe. Jeg har ikke oplevet noget som helst af det.

Maasai-land
Med venner på vandretur

I det Maasai Land jeg holder af, går folk i almindeligt tøj på nær den ældre generation. Hos den yngre generation bruges traditionelle klæder og smykker kun ved særlige fester eller ceremonier. Eller hvis de har et job ved en turistattraktion. Den yngre generation studerer eller forbereder sig på at stifte familie, alt efter deres økonomiske muligheder.

Når jeg har boet med venners familier ude i Maasai Landet, lever jeg på deres præmisser.

Vi omgås hinanden på en afslappet måde. En måde hvor der ikke er fokus på at fremvise kulturelle godbidder. For kulturen er lige foran mig i form af adfærd, praktiske kundskaber og viden. Når jeg vil inddrages, behøver jeg bare at spørge. Det er kun bedstemor der gerne vil krydre hverdagen med et par sange og lidt dans, når hun møder mig. Hvad altid gør mig ekstra lun om hjertet.

Maasai-familie-bedstemor
Bedstemor med børnebørn

En dag hvor jeg og to venner krydsede Savannen møder vi to Maasai Moranere. Vi stopper motorcyklen og står af. Jeg får strenge ordre på at blive stående. Det er krigerne som skal henvende sig til os. I omvendt rækkefølge kan det gå helt galt. Til vores glæde vælger de at komme hen. Vi får snakket og taget nogle billeder sammen uden at vide, at det er starten på et venskab.

Maasai-krigere
Mit andet møde med Moranerne

Maasai Landet er fuld af overraskelser og stor gæstfrihed – hvis den rejsende er åben over for det. Nu er det ikke alle, der har lyst til at kaster sig hovedkulds ud i eventyr. Så turen jeg vil tage dig med på i denne artikel er gennem et lille lokalt rejseselskab. På den måde kan du starte med at udforske det ukendte Maasai Land med en tryg håndsrækning fra de lokale.

Kenya gennem et vindue

Nakuru-by
Udsigt over Nakuru by med søen som udgør nationalparken i baggrunden.

Det er tidlig morgen, og jeg sidder i en Molo group matatu fra Nakuru med kurs mod Suswa. I det øjeblik jeg sætter mig ind sværmer gadesælgere om mig. De er parate til at faldbyde alt fra høretelefoner, forgyldte ure made in China til diverse mad- og drikkevarer, der vil få turen til at virke som en rullende picnic.

Molo group er mit favorit selskab. Deres minibusser bliver hurtigt fyldt op. Deres chauffører kører forsvarligt, og de tager aldrig overpris for billetten. Der er en fjerde vigtig ting. Deres sikkerhedsseler virker rent faktisk, og de nægter dig ikke at bruge dem.

Matatu-busser
Kenyas berømte minibusser kaldet matatuer

I nærheden af Naivasha kører vi gennem mit yndlingssted. Her græsser zebraer tæt op ad vejen, antiloper kan spottes i det fjerne, mens aberne tigger de forbikørende om mad. Lige før vi nærmer os Naivasha, skal vi gennem den smukke akacieallé. Jeg trækker vejret dybt ind. Det her er balsam for sjælen.

zebras-kenya
Mit ynglingssted mellem Nakuru og Naivasha

Da jeg ankommer til Naivasha er det tid til at skifte bus. Efter en del ordudveksling får jeg endelig den rigtige pris og de fleste kenyaneres ynglingssæde – det forreste. Med frit udsyn til det smukke landskab.

aber-afrika
Aber midt i leg

Vi kører fra et frodigt landskab direkte ind i Narok kommunes tørre udseende med små tornado-lignende støvdjævle svævende graciøst i luften. Bedst som piruetten mestres til perfektion, opløses den til en uformelig sky af støv. Jeg kan kigge på det i timevis med en følelse af glæde.

Jeg må dog kortvarigt løsriver mig fra synet for at skriver en besked til Reuben. “Jeg er tæt på Suswa by nu. Er du klar?” Hurtigt tikker en besked ind. Kort og præcis. “Ja.”

Med målet i horisonten

At beskrive Suswa som en by er måske at gå lidt for vidt. Det er mere en velvoksen landsby, der gerne vil videreudvikle sig, men ikke helt ved hvordan. Samtidig ser det ud til, at alle helst vil bo op ad hovedvejen. Derfor strækker den sig mere, end den breder sig. Jeg må indrømme, at synet  ikke ligefrem trænger sig på som et oplagt turistmål. Men jeg ved, hvorfor jeg er her.

Maasai-antiloper
En af Kenyas imponerende vulkaner i baggrunden

I horisonten kan jeg se mit mål. Bjerget – en aktiv vulkan – som ingen rigtigt kender. Mørk og ukuelig strækker den sig langt op mod de hvide skyer. På mine jævnlige rejser mellem Nakuru og Narok har jeg passeret dette sted talrige gange. Hver gang med en følelse af, at stedet vil mig noget. Nu er jeg her. Klar til at lytte.

At overgive sig

Jeg har helt uden tanker på tidligere erfaringer sagt ja til, at Reuben kan samle mig op på sin motorcykel og køre mig til vulkanens start. Reuben er Maasai og guide i området med snesevis af gode anmeldelser på internettet.

Kenya-motorcykeltur
På vej mod nye oplevelser

Fra hans første vrid på gashåndtaget, får jeg en klar fornemmelse af, at han værdsætter fart. Hvordan i alverden kunne jeg have forestillet mig andet? For har jeg ikke selv læst, at han har et motorcykelsafariselskab? Der er pludselig noget symbolsk i at min lidt for store hjelm slår mig taktfast oven i hovedet. Jeg selv holder af et moderat tempo. Sådan cirka i en fart, hvor jeg kan nå at tælle samtlige kronblade på blomsterne der passeres. Samtidig er vejen blot en snoet grussti, som kun kan gøre en ting på et bjerg – nemlig at gå op- og nedad i det uendelige.

Cathrine-thovtrup-blomster-kenya
Mit ynglingstempo på motorcykel – med mulighed for stop

Som turen udvikler sig må jeg dog erkende to ting. Han kender vejen ud og ind som sin egen bukselomme. Samtidig er han en dygtig motorcyklist. Så jeg overgiver mig til cyklens bevægelser og falder til ro. Reuben griner, mens han henkastet siger “nåh, nu stoler du på mig!”

Vi ankommer til en lille Maasai landsby. Her bliver jeg introduceret til hans højgravide kone, Hilda, og hans to bedårende pigebørn. Faktisk kommer hele landsbyens børn og hilser på. Jeg bliver vist mit sovested. En klassisk manyatta med plads til 6 personer. I nat vil det være mit sted helt alene.

Maasai-hytte
Mit hjem det næste døgn

Bagefter får jeg te. Den smager sødt med en lidt sjov krydret eftersmag. Senere finder jeg ud af, at det er fordi vandet bliver indhentet fra vulkanen via en særlig anordning af rørsystemer. Jeg smager også på vandet ukogt. Det er som en lille mineral bombe, der lifligt springer rundt i min mund. Endda helt uden efterfølgende komplikationer med maven. Det klassificeres som drikkevand med en dårlig kvalitet. Jeg kunne dog snildt blive afhængig.

Nerver af stål

Da jeg kommer ud af Reubens manyatta, står der en ung fyr i fuld Maasai påklædning. Jeg tænker, at det må være til ære for mig. Turisten. For han er den eneste i landsbyen der er i traditionelt tøj. Den unge mand hedder Chadar og er min vandreguide op ad vulkanen. Vi traver afsted, og 3 af landsbyens hunde vælger at gøre os følgeskab.

hundehvalpe
Mens forældrene tager med os på tur, efterlader vi hvalpene i landsbyen

På det lette stykke hen til opstigningen går vores snak nemt. Vi passerer en plads med en flot udsigt. Pladsen bliver brugt til camping, når folk kommer i bil. Gæster kan medbringe egne telte eller leje et hos Reuben.

Jeg funderer lidt over, hvad jeg har læst på nettet. Derefter spørger jeg Chadar: “er det ikke lidt risikabelt at campere med løver i området?” Chadar ryster på hovedet: “løverne er immigreret”, svarer han. “Og leoparderne?”, spørger jeg, “fulgte de med løverne?” “Nej, de er her stadig”, svarer Chadar. “Men passer du dit, så passer de deres.”

Det er et typisk Maasai svar. Chadar bekræfter det ved at fortælle, om de utallige gange han har jaget leoparder væk fra sin fars kvæg. Fortalt i et neutralt toneleje, som en begivenhed på højde med at børste tænder. Jeg får et flashback og trækker skævt på smilebåndet. Ved et tidligere besøg i Maasai Landet havde jeg og nogle venner kørt ud i en skov på motorcykel. Vi kørte på en smal sti med friske fodspor fra en stor hanelefant. Den kunne opholde sig hvor som helst i nærheden af os. Men det var kun mig der var nervøs. De andre var blot årvågne. Maasai’erne er modige.

Cathrine-thovtrup
Min drøm er at kunne klare mig selv på vandreture i Savannen

Den musikalske hyrde

Vi er kommet til opstigningen. Stien er nu fuld af klippestykker som skal forceres. Chadar går på dem med en lethed, der får mig til fascineret at studere hans bevægelser. Han er tydeligvis vant til terrænet. Jeg er knap så yndefuld, men opnår samme mål. At komme over og videre.

vulkan-vandring-kenya-maasai
Turen vi går er fra let til middelsvær og Chadar tager hensyn til folks fysiske formående

Vores snak er begrænset nu, hvor jeg skal øge min koncentration. Samtidig har en af hundene udnævnt sig selv som min vogter. Den viser sin dedikation til opgaven ved at stoppe op lige foran mig for at sikre sig, at jeg er med. Det er vitterlig omsorgfuldt, selv om det også gør vandreturen lidt besværlig. Alligevel når jeg at opfatte, at Chadar fortæller mig, at de fleste gæster kommer i weekenderne. Det noterer jeg mig, da jeg holder af at se naturen uden for meget postyr.

Som vi kommer højere og højere op går udsigten fra at være imponerende til overdådig. Hele vulkanens både indre og ydre krater fornemmes. Den røde og bare jord røber, hvor der er gentagende termiske udbrud. Her er smukt og frodigt. Det dobbelte krater gør stedet ganske ulig andre vulkaner, som jeg har set. Chadar fortæller, at det tager 9 timer at gå hele krateret rundt. Men jeg er kommet midt på dagen, derfor nøjes vi med at vandre op til det første højdepunkt. Her sidder vi og hyggesnakker før nedstigningen. Hundene står tæt på kanten af klippen for at opfange vindens kølige brise.

Maasai-vulkan-hund
Hunde må være blottet for højdeskræk

Tæt på os hører vi kobjælder. “Det er en malkeko eller en tyr”, siger Chadar. “Hvordan ved du det?”, spørger jeg. “Fordi bjælden hele tiden ringer”, fortæller Chadar, “det betyder, at den spiser hele tiden.” “Hvad mere kan du fortælle fra en kobjælde?”, spørger jeg. Chadar griner. “Jeg får altid alle min fars dyr med hjem. Fordi jeg kan genkende hver enkelt kobjælde på dens lyd. Og jeg ved at netop den ko med den bjælde kun socialiserer sammen med de samme 20-30 køer.” Jeg smiler bredt. “Så du er altså en musikalsk hyrde?!” Chadar griner, imens han nikker bekræftende.

Maasai-vulkan-udsigt
Den musikalske hyrde med udsigt til det indre og ydre krater

Flagermus og aber

Efter en udsøgt frokost, skifter Chadar tøj, da det traditionelle tøj er ganske upraktisk på en motorcykel. Nu er vi parate til at kaste os ud i nye eventyr. Et besøg til nogle af de 66 huler, der gemmer sig inde i vulkanen.

Hvor Reuben elsker fart, så er Chadar mere rolig i sin kørsel. Derfor får jeg rig tid til at nyde antiloper og en fugl, der er i familie med strudsen. Der er bare ikke nogen der kan huske, hvad den hedder. Jeg indsnuser Maasai Landet. Der er en unik duft af stedets planter og det altomfavnende støv. Jeg føler mig hjemme i den duft.

Maasai-Antiloper
Det er ikke kun i nationalparker man kan møde Kenyas rige dyreliv.

Vi parkerer motorcyklen ved hulen der kaldes “Abernes parlament”. Ved solnedgang svinger aberne sig ned via lange tykke trærødder, der ved første øjekast ligner opbundet reb. Da vi går ned i hulen bliver vi ramt af en ganske utiltalende hørm fra abernes ekskrementer. Chadar hopper rundt mellem klippestykkerne. Jeg følger med i mit sædvanlige adstadige tempo.

Maasai-vulkan-hule
Et kig ind i “Abernes parlament”

De fleste huler er forbundet med hinanden. Så vi kan vandre videre fra hule til hule. Med et ser jeg et flere meter langt vægmaleri. Det viser en tyr der er ved at blive slagtet. Det er blandt andet malet i rød okker, hvad med det samme leder mine tanker hen til Moranerne.

Chadar bekræfter mine tanker. “Maasai krigerne søgte tidligere tilflugt i disse huler”, siger han. Jeg kigger ned på mit højre håndled. Der har jeg et perlearmbånd af et kenyansk flag. Givet til mig af Moranerne efter en  invitation til at spise kød sammen i skoven. De fleste frygter krigernes til tider aggressive adfærd. Jeg er lykkeligt accepteret blandt dem trods mit køn, og modtager glædeligt deres opringninger, når de traver rundt ude i vildnisset.

Maasai-hulemaleri
Moranernes vægmaleri af en ko før en formodet slagtning

Chadar fortsætter med at fortælle. “Jeg ville selv have været en Moran i 4 år nu, hvis ikke jeg var fortsat i skole. Det er det eneste der kan bryde traditionen for os drenge, når vi bliver omskåret og går ud i skoven for at lære at overleve.” Jeg nikker og føler som altid min ambivalens komme frem. Jeg holder af Maasaifolkets traditioner. Jeg holder af Moranerne for deres ubegribelige modighed. Men jeg ser også gerne, at Maasaifolket uddanner sig. Chadars generation er den der vil bygge en fast forbindelse mellem traditioner og uddannelse. Det vil betyde at Maasai krigere som begreb og tradition langsomt vil uddø, efterhånden som familierne vil værdsætte og få råd til uddannelse.

Maasai-spyd
Intet er oplevet fuldt ud før det er rørt med fingrene

Chadar vil vise mig det sidste sted. Vi kanter os over nogle klippestykker og kommer ind i en hule med ufattelig højt til loftet. Han lader sin lygte feje hen over loftet. 1000 vis af flagermus hænger i klynger og udstøder høje lyse toner. Enkelte flakser hen over vores hoveder. Jeg når at tænke “nåh for pokker, nu får jeg rabies.”  Men hver gang får de dirigeret deres rute udenom mit hoved.

Da vi klatrer ud, må jeg støtte hænderne på en sten for at holde balancen. Til min overraskelse føles den meget blød. Lidt som at røre ved flormelis. Jeg undrer mig. For de andre lavaklipper har været glatte eller lidt ru i det på grund af strukturen der stadig kan ses fra den størknede lavabølge. Så indser jeg, at jeg lige har stukket fingrene ned i en gang flagermus ekskrementer. Jeg har stadig fornemmelsen af flormelis på fingrene og brummer lidt ved mig selv. Det bliver aldrig helt den samme oplevelse at lægge glasur på en kage igen.

Maasai-aber
Aflusning før sengetid

Da vi kommer tilbage til “Abernes parlament”, er aberne forsamlet ved hulens åbning i toppen. De kigger nysgerrigt og lidt afventende ned på os. Vi tager hulens udgang i siden, og lader dem om at finde ro for natten.

Solen er ved at gå ned over Maasai Landet, da vi kører mod landsbyen. Det er et skønt syn. Selv om det også betyder, at vi skal være årvågne. Det er nu, at de jagende dyr for alvor træder ud i det åbne landskab.

En forskræmt hare

Jeg er simpelthen så træt efter en lang dags mange oplevelser. Så da aftensmaden ikke er færdig går jeg ned i min manyatta. Sidst jeg var i Maasai land delte jeg hus med 6-7 andre mennesker. Jeg delte seng med en kvinde, hvis gave i form af et armbånd jeg bærer på venstre håndled. Nu har jeg en kæmpe manyatta for mig selv. Det føles forkert. Men roen frister mig til at lægge mig på sengen.

Maasai-smykker
Hvert et Maasai smykke jeg ejer har en særlig historie

“Cathrine. Sover du? Der er mad!” råber Hilda gennem de tynde vægge. “Vi har ventet på dig!” Fortumlet sætter jeg mig op. Pokkers. Jeg faldt i søvn og løber nu på begrebet “kenyansk tid”.

Jeg traver gennem natten op til Reubens hytte. Tæt fulgt af hundene, der ser ud til at ville beskytte mig mod alt ondt lige til verdens ende.

Da jeg har spist færdig, er jeg udstyret med en balje og en dunk koldt vand. Det er mit aftensbad, som jeg foretager nede i min hytte. Det falder mig overhovedet ikke unaturligt mere. Lige så lidt som at besørge i naturen.

Maasai-baalmad

Hvor varieret et måltid er i en landsby afhænger af, hvor langt de bor fra nærmeste marked. Hos Reuben er variationen stor. Moranerne spiser dog kun kød og drikker mælk til uanset hvad.

Efter badet sidder jeg ude foran hytten. Kigger op på en mørk nattehimmel fyldt med stjerner. Jeg føler mig i en storslået harmoni med livet og naturen. Med et rejser fårene sig brat i indhegningen, så deres bjælder lyder som et  orkester uden dirigent. Samtidig begynder hundene at give hals.

Jeg piler ind i min hytte som en forskræmt hare og smækker låsen i med stor kraft. Jeg behøver ingen nærkampe med leoparder. Hundene falder dog hurtigt til ro igen. Hvad må betyde at det ikke var vilde dyr, der vakte deres opmærksomhed. Jeg hopper i seng. Under det tykke tæppe falder mit hjerte langsomt til ro. Jeg kan stadig høre fårenes bjælder. Men nu forekommer de mere som en behagelig lydmeditation, der snart får mig til at falde i søvn.

Maasai-hytte-seng
En simpel seng af udseende, men den bedste søvn i mands minde

Den fuldendte cirkel

Jeg vågner ved at solen skinner ind ad de små lufthuller i manyattaen. Jeg kommer stille til mig selv, mens mine øjne følger støvkornenes rejse gennem lysstrålerne. Jeg foretager mig et hurtigt og ekstremt koldt bad og derefter på med tøjet.

“Lad os se, hvad der er til morgenmad”, tænker jeg, mens jeg bakser med låsen i døren. Da jeg endelig får døren op, skinner solen mig i møde fra en blå himmel og hundene logrer stilfærdigt med halerne.

Maasai-hytte-barn
Landsbyen er allerede vågen

Hilda har lavet chapati og den sødt krydrede te af  vand fra vulkanen. Jeg fordøjer det hele med velbehag og uden lyst til at forlade landsbyen. Børnene venter på mig. De er interesseret i mit kamera. De tager billeder og videoer i et væk. Jeg lader dem gøre det. Et par af dem forekommer mig  at kunne give den som professionelle fotografer i fremtiden.

Maasai-hytte
Et af børnenes billeder i familiens manyatta. Hvor meget man vil involvere sig i landsbylivet, styrer man selv

Det er tid til at sige farvel. Reuben er bag styret på motorcyklen. Men det går ikke stærkt i dag. For de hyrder vi møder på vejen skal have besked om dagens opgaver og forventninger. Til min glæde har han mange køer, hvad der betyder mange stop hvor jeg kan tælle kronblade i ro og mag.

Maasai-Ko
For semi-nomader er det at vogte dyr det samme som at vogte en bankkonto

Reuben laver et sidste stop ved byens formentlig eneste hotel – set ud fra en europæisk forståelsesramme. “Nu går vi ind i restauranten og får en snak sammen!”, siger han. Jeg føjer med et “okay”, mens jeg overvejer, hvad der mon skal ske. Men så husker jeg, hvorfor jeg er her. Suswa’s bjerg der har kaldt på mig så længe.

I matatuen til Nakuru får jeg tilfældigt kigget ned på mit højre håndled. Til min skræk ser jeg, at mit armbånd fra Maasai krigerne er væk. Men så læner jeg mig tilbage med et tilfreds smil.

Jeg fik det i Maasai Landet. Det har givet mig styrke og tro under mine eventyr. Nu er det vendt hjem. Lige som jeg snart skal hjem. Men vi har Maasai Landet til fælles, og vil derfor uden tvivl blive genforenet på nye eventyr sammen.

Tilfreds med Kenyas små tegn til mig, åbner jeg vinduet i matatuen på klem og indsnuser duften af Maasai Landet en sidste gang

maasai-hyrder
Hyrde på savannen

Praktisk information

Jeg kan varmt anbefale at tage en tur til Reuben’s landsby i Suswa. Denne tur vil nok være det tætteste turister kommer på at leve et behageligt og uturistet liv i en Maasai landsby med flotte og anderledes naturoplevelser.

Prisen for mit ophold på et døgn var 70 dollars inklusiv alt. Hvis du ønsker at høre nærmere, kan du kontakte Reuben på telefonnummer: +254 719 254971. Brug Whatsapp, hvis du er i udlandet.

Læs flere spændende artikler af Cathrine Thovtrup

I kamelernes fodspor
Syngende sand i Marokko
Gennem Kenya som solo kvinde