Syngende sand i Marokko

23. oktober 2018 Afrika   RejseBlog

Jeg har rejst alene i Marokko før, men denne tur er anderledes...

Endelig kommer dagen, hvor jeg er parat til at rejse til Agadir i Marokko.

Her skal jeg mødes med Mohamed, en ven og en forhåbentlig kommende vel læst forfatter og nomade med en phd. i lingvistik.

Syngende-sand-i-marokko-sahara

Jeg glæder mig til turen.

Det har taget mig tre år at komme til dette øjeblik. Til dels fordi jeg har haft travlt med andre ting. Men også fordi jeg til denne tur ville finde den helt rette rejsekammerat.

Jeg har rejst alene i Marokko før, og jeg holder så meget af landets natur.

Det er i mødet med menneskene, at det nogle gange knaser.

Jeg har gået på en vej i Marrakesh, hvor en bil er stoppet op, og den mandlige fører spørger, om jeg vil med ham ud at drikke. Det afslår jeg.

Så begynder en mand på fortovet at skælde mig ud over, at jeg ikke vil med manden i bilen. Sådan er det at være alene kvinde i det offentlige rum i Marokko.

Ikke kun for vestlige kvinder. Men for kvinder generelt. Dertil sagt, så oplever jeg det ikke som farligt at rejse alene kvinde i Marokko.

Syngende-sand-i-marokko-kamel-safari

Jeg oplever det bare som belastende, at jeg hele tiden skal have en utilnærmelig attitude, og være ekstra opmærksom på mine omgivelser. Specifikt i storbyerne.

Mohamed har de kvaliteter, som jeg har ledt efter.

Kulturelt er det et kæmpe plus, at han er en mand. Samtidig besidder han en stor bunke livsglæde med tilhørende eventyrlyst. Vi deler samme passion for litteratur og det at skrive.

Og om nomader har jeg kun den ene positive historie efter den anden at fortælle. De er helt anderledes end byfolket.

Så jeg føler mig beæret, da han uden tøven er hoppet på mine idéer. For jeg har nemlig et sted i Marokko, som jeg brænder efter at opleve.

Syngende-sand-i-marokko-Mohammed

Mohamed

Mohamed anbefaler, at vi mødes på Al Massira busstation, da det er den bedste i byen.

Mit fly er forsinket. Samtidig er der en tæt trafik ind mod Agadir, så jeg ankommer lettere hovedkulds til busstationen.

Jeg kan se Mohamed på lang afstand i hans traditionelle lyseblå dragt, og en lille rygsæk på ryggen. Rygsækken får mig til at smile. For den er i den helt rette størrelse for én, der er vant til at rejse.

Jeg selv har en lille sportstaske ved hånden, der passer fint som håndbagage i både fly og busser.

Mohamed er helt i zen og forsikrer mig, at vi har masser af tid. Vi køber busbilletter til Tarfaya, og derefter tager vi ned til havnen og spiser et godt fad sardiner til aftensmad.

Da vi stiger på bussen, er vi mere end klar til eventyr.

Tarfaya

Efter 9 timers relativ behagelig natkørsel, ankommer vi kl 6.30 til Tarfaya.

Jeg har booket hotelværelser på forhånd, da det første overnatningssted altid skal skrives på visummet ved indrejse til Marokko. Men da vi ankommer til hotellet, er det lukket.

Ejeren trængte til ferie. Åbenbart var trangen så stor, at der ikke havde været tid til at skrive til mig, at bookingen var annulleret. Men da jeg jo selv er på rejse, fordi jeg overordentligt trænger til ferie, så har ejeren fortrinsvis min empati.

Syngende-sand-i-marokko-den-lille-prins

Det er ikke sådan, at det vrimler med hoteller i Tarfaya.

Samtidig kommer vi lige oven i den årlige parade til ære for forfatteren Antonio de Saint-Exupéry. Hvis navnet lyder bekendt, så er det måske, fordi du kender bogen “Den lille prins”, skrevet af selvsamme forfatter.

På grund af paraden, er der kun et meget beskeden hotel tilbage for os. Et sted, hvor du varmer vandet i en kedel. Hælder det i en spand, og mixer det med koldt vand. Og vupti – dit bad er klart.

Jeg er særlig vild med mit vindue i værelset. Det er et seksfags vindue. To af ruderne er i stykker, hvor det ene er lappet med et stykke pap med påskriften “fragile”.

Men en seng er en menneskelig powerbank. Så vi snupper vores værelser uden tøven.

Efter nogle timers søvn er vi klar til at lure Tarfaya af for dens påståede skønhed.

Vi går ned til stranden og lander på den hyggeligste strandpromenade. Der er bygget små åbne pavilloner rundt omkring. Nogle med bænke, andre med gulve som underlag.

Midt i det hele står en lille grøn flyver løftet højt op i himlen af en søjle. Den symboliserer den franske luftpost, der har haft base i Tarfaya i starten af 1900-tallet.

Antonio de Saint-Exupèry var for en periode chefen for stedet. Udover at være forfatter, var han nemlig også pilot og journalist.

Syngende-sand-i-marokko-Fly-på-soejle

Fly på søjle

En gåtur ned ad stranden virker opkvikkende på os. Der er virkelig smukt med et landskab i pastelfarver. Det gør synet uvirkeligt og sart.

Der er slået træpæle i jorden for at forhindre Sahara i at forsvinde ud i Atlanterhavet. Andre steder er der plantet bælter af træer og buske.

Syngende-sand-i-marokko-strand

Af og til kommer vi til nogle bygninger. De står som smukke efterladte minder om en spansk kolonitid. Vi tillader os at gå ind i en af bygningerne, da den står tom hen.

Syngende-sand-i-marokko-strand

På toppen kan vi se ud over landskabet. Det er fascinerende at se ørkenens dans med havet.

Syngende-sand-i-marokko-oerkenen

Om aftenen finder vi et lokalt spisested. Ordet lokalt er egentlig overflødigt. Her er alt lokalt. Langt væk fra turister, der tiltrækker diverse mere eller mindre emsige handlende.

Her er der ro og fred til at nyde. Folk er venlige og imødekommende, og vi har en klar fornemmelse af, at alle ved, at byen har besøg af to turister.

Vi får suppe med dadler og salat, og igen vælger vi et stort fad sardiner. Vi har for længst besluttet at spise alt fisk op i byen.

Da vi får regningen, bliver jeg nødt til at høre, om vi har betalt for det hele. 35 dirham, cirka 25 danske kroner, virker som alt for lidt.

Ved solnedgang går vi ned til promenaden. Nu sidder her familier og drikker te eller spiser aftensmad.

På den store strand ved Casa Mara spiller unge mænd fodbold, og familier går tur. Det er så tydeligt, at folk værdsætter byen og omgivelserne rundt om den.

Det samme kan ses på indretningen af byen. Der er lavet alle mulige hyggelige detaljer, der udstråler stolthed og glæde ved stedet.

Syngende-sand-i-marokko-Casa-mara

Casa Mara

Syngende-sand-i-marokko-by-vaeg

By væg

Dæmoner i sandet

Helt fra gammel tid har rejsende, som for eksempel Marco Polo, beskrevet lyden af dæmoner i ørkenen.

Vi er rejst til Tarfaya for at opleve netop dét naturfænomen. Men når vi spørger folk i byen, er der ingen, der kender til det. Det undrer mig ikke, og gør mig ikke nervøs.

Under min research hjemmefra, fandt jeg også kun meget lidt om stedet på nettet. Herunder en fransk videnskabelig rapport.

Jeg har møjsommeligt pløjet hele rapporten igennem, og har været heldig at finde koordinaterne. Så uanset hvad, skal vi nok finde vej.

Syngende-sand-i-marokko-kamel-safari

Men Mohamed er jo nomade, og nomader har slægtninge overalt. Så da vi sidder på en café og spiser morgenmad næste dag, løber vi selvfølgelig ind i en af slægtningene.

Nomader kender landskabet omkring sig lige så godt som deres egen bukselomme. Mange vogter stadig deres geder og kameler.

Selvfølgelig kender han stedet og ved, hvordan vi kommer derud. Han guider os med taxi til Akhfennir, en by 30 km fra Tarfaya.

Her skal vi mødes med en anden mand. En ven af en slægtning. Han vil køre os ud til stedet. Alt går som planlagt.

Vi handler lidt provianter ind, og snart sidder vi i en jeep med indisk interiør og trommer med på glade sange.

Syngende-sand-i-marokko-Akhfennir

Akhfennir

Vores chauffør, Thar, vil have os med ud til klitterne ved vandet.

Både Mohamed og jeg er skeptiske, for mine koordinater siger, at vores sted er inde på land. En isoleret sandklit på den modsatte side af vejen. Vi afprøver klitterne ved vandet. Men det er som forventet ikke her.

Vi sætter kursen efter min GPS og krydser vejen. Pludselig lyder der en underlig luftlyd. Jeepens forhjul er punkteret. Vi efterlader Thar med rigeligt af vand, dadler og surmælk.

Et måltid en nomade altid har inde for rækkevidde i ørkenen. Det giver energi og dehydrerer ikke kroppen under fordøjelsen.

Thar vil nemlig skifte hjulet alene, og vi vil, at han har det godt imens. Vi kan se vores destination i horisonten. Gps’en anslår 19 minutters gåtur igennem en ørkendal med lave buske.

Det er med bølgende forventninger i kroppen, at vi går mod stedet.

Syngende-sand-i-marokko-Klit-i-horisont

Klit i horisont

Lige så snart vi sætter foden i sandet, hører vi lyden.

Hver eneste syngende klit i verden har sin egen lyd. Sin egen frekvens. Vores sted synger med 150 hertz. Men hvordan sandet bliver påvirket har også betydning.

Når vi sætter alle kræfter ind på at sætte sandet i bevægelse ned af klittens ryg, opstår der ren magi. Sandklittens grundlæggende lyd kommer frem.

Det vibrerer i hele kroppen, og frekvensen går lige i min brystkasse. Men modsat fortidens rejsende, oplever jeg ikke angst.

Tværtimod. Lyden får mig til at føle lykke, som allerførste gang jeg hørte den og var sikker på, at jeg måtte hertil for at opleve det selv.

Bedst som vi leger, ser vi noget, der skiller sig ud. Det er Mohamed der opdager hende først. Hun ligger gemt i sandet, og jeg troede bare, det var en gren, der lå begravet.

Det viser sig at være min allerførste skorpion. Sammen med min første syngende sandklit. Mit første møde med ørkenens dæmoner – hvor heldig kan man være?!

Syngende-sand-i-marokko-skorpion-nedgravet

Nedgravet skorpion

Syngende-sand-i-marokko-skorpion

Syngende-sand-i-marokko-landskab

Landskabet

Solen er ved at gå ned, vi har leget længe i verdens mest inspirerende sandkasse. Det er tid til at finde Thar.

Da vi møder ham, er han et stort smil. Jeg har ellers været lidt bekymret, for vi har ladet ham vente længere, end hvad gode manerer dikterer.

På vej tilbage til Akhfennir får vi at vide, at der ikke er transport tilbage til Tarfaya. Mohamed spørger, om jeg er med på at lave auto-stop. Jeg er helt med.

Men på den anden side vil jeg også gerne se nationalparken, der ligger tæt på.

Vi diskuterer frem og tilbage og beslutter, at vi tager en overnatning i byen. Vi sparer tid og får mere søvn. Samtidig vil en overnatning koste lige så meget, som taxaen vil koste os for at komme tilbage hertil i morgen.

Thar bliver glad. Det betyder endnu en udflugt med os. Pludselig indser jeg, at jeg ikke har mit pas med, men Mohamed ryster på hovedet. Det er ikke et problem.

Syngende-sand-i-marokko-leg-i-sandet

Leg i sandet

Syngende-sand-i-marokko-solnedgang

Solnedgang i ørkenen

Vi sidder og spiser en kæmpe fisk sammen med Thar.

Lejligheden har vi set på. Kæmpe stor, super hyggelig og med brusebad. Så vi er så klar til at spise os mætte i lækkerierne, og derefter kaste os ud i søvn og atter søvn.

Pludselig kommer en mand hen til vores bord. Han opfører sig, som om han er meget vigtig, og som om han har op til flere borgerlige ord at tildele os.

Jeg kigger over på Mohamed og Thar. De smiler stort, men med reserverede øjne. Det bekræfter mig i, at noget ikke er helt okay. Mohamed beder mig om et foto af mit pas.

Jeg bladrer mine billeder igennem på telefonen. Der er som forventet ikke et foto. Men mandens attitude prikker til min irritation, så jeg fremskynder ikke oplysningen.

Syngende-sand-i-marokko-Pas

Der bliver snakket frem og tilbage og alt virker okay.

Vi betaler for maden, og stiger ind i en bil sammen med Thar.

Han er ikke chauffør denne gang, derfor spørger jeg Mohamed, hvor vi skal hen.

Svaret er simpelt.“We are going to jail”.

Jeg tror egentlig, at Mohamed tager gas på mig. Det ville bestemt ikke være usandsynligt. Men vi stopper faktisk ved en politistation.

Vi kommer ind i et kontor. Her sidder der en meget seriøs og irriteret betjent ved et overfyldt skrivebord. Mohamed og jeg bliver placeret på to stole.

Når jeg kigger til højre kan jeg se ind i to celler. Begge med tremmedøre og store hængelåse. Der hænger kæmpe skilte henover hver celledør.

Jeg formoder, at det markerer en celle for kvinder og en anden for mænd.

Den ene dør står halvt åbent. Jeg undertrykker et bredt smil. For det ligner lidt en Lucky Luke scene, hvor Dalton brødrene endnu en gang er stukket af.

Når jeg kigger til venstre, sidder Thar på en stol ude i gangen og laver sjove ansigter til mig. Jeg frygter at komme til at grine og gøre betjenten sur. Så jeg prøver at fokusere på samtalen, for at blive rettidigt alvorlig igen.

Jeg har svært ved at forstå, hvad der sker. Men mit manglende pas er ihvertfald et problem. Samtidig har Mohamed heller ikke sit nationale ID kort på sig. Men Mohamed argumenterer som en sand marokkaner.

Hvorfor skulle vi det, når det ikke var en planlagt overnatning? Vi kunne jo have tabt det et sted i sandet. Så ville vi aldrig have fundet det igen. Det forstår betjenten godt.

Men der er sket det, at da jeg rejste ind i landet, fik jeg et stempel i mit pas. Lufthavnens myndigheder har kun sendt forsiden af mit pas til Tarfayas politi. Ikke et billede af mit stempel.

Syngende-sand-i-marokko-Pas-stempler2

Stemplets nummer rummer alle oplysninger om ind- og udrejse, hotelophold med mere.

Så hvem er jeg? Hvem er mine to følgesvende?

Vi venter på, at politiet i Tarfaya tager kontakt med hotellet i samme by. Der er nummeret indført i hotel-bogen. Det tager lang tid.

Til politiets store ros bliver der gjort en ære ud af min sikkerhed. Jeg får samtidig lært en del om stemplets betydning.

Vi kommer tilbage til lejligheden og evaluerer dagen, der er gået.

Vi taler lidt om, at det ikke var den nemmeste og billigste løsning vi fandt til det syngende sand. Men her i Syd-Marokko er hvert et lille job vigtigt. Så vi glæder os i stedet over at have hjulpet en mand, og hans familie, med lidt mere i indtægt.

Khnifiss National park

Næste morgen er vi igen på eventyr.

Vores herlige indiske jeep og usædvanlig morgenfriske chauffør fører os mod nationalparken.

Mohamed har indvilget, fordi jeg har sagt, at vi skal. Men da vi kommer til stedet, er han ikke i tvivl om, at jeg har ret. Det glæder mig stort. For det er jo mig, der står for den her tur og har lokket Mohamed med på mine idéer.

Vi forhandler en pris med en ung lokal fisker, og så stævner vi alle ud på Lake Naile.

Syngende-sand-i-marokko-katte

Syngende-sand-i-marokko-selfie

Selfie

Jeg er ret sikker på, at det er Mohameds fortjeneste, at vi får ekstra service.

Jeg havde blot forventet en lille bådtur, før vi ville returnere. Men til min glæde lægger vi til ved sandøen midt i søen og forlader båden.

Her trasker vi rundt og nyder det storslåede syn af Sahara, der kommer væltende ned mod os.

Vi ser flamingoer og andre vadehavsfugle spankulere stolte rundt.

At se ørkenen på den måde er helt nyt for mig, og jeg bliver op til flere gange nødt til at knibe mig i armen. Hver gang gør det lige ondt.

Jeg beslutter mig for, at det jeg ser er rigtigt nok, og jeg derfor bør stoppe min selv-tortur og bare nyde, hvor heldig jeg er.

Syngende-sand-i-marokko-landskab2
Syngende-sand-i-marokko-flamingoer

Det holder dog ikke længe. For da jeg vender mig om, ser jeg en bleg mand kun iført shorts vade rundt med en fiskestang i hånden.

Bag ham står de klassiske ørkenklitter, og jeg bryder ud i et bredt grin.

Det ser så malplaceret ud, hvis man kun ser det billede, og undlader vandet rundt om os. Men det er faktisk den eneste type turister vi møder.

Ingen turistede kiosker eller andet tingeltangel. Kun uspoleret natur i fuld styrke. Det varmer mit hjerte, at steder som det her stadig findes.

Syngende-sand-i-marokko-baad Syngende-sand-i-marokko-gaa-i-vand

Nye udfordringer

Vi sidder i Akhfennir og er ved at finde en taxi til Tarfaya. Mohamed spørger, om jeg er ved at være mæt af området. Både og, svarer jeg. Her er virkelig skønt.

Men Mohamed har noget på hjertet, og jeg beder ham om at tale frit.

“Du ved, at jeg er ved at lave et bureau for desert trekking. Jeg gad godt at bruge dig som forsøgskanin. Jeg tænker en 6 dages tid, hvor du ser mest muligt. Vil du det?”

Jeg kigger overrasket på ham og svarer tøvende: “Du har set mig i aktion. Tror du, at jeg kan klare det?” Mohamed smiler stort tilbage.

“Er der én, der kan klare det, så er det dig. Du er en viking!” Vi griner lidt af den bemærkning. For Mohamed har for længst udraderet min viden på vikinge-området. Men beæret over tilliden slår jeg øjeblikkeligt til.

Hvem vil ikke gerne trekke 6 dage i ørkenen?

Farvel Tarfaya

Vi siger vores farvel til Tarfaya med et besøge på Antonio de Saint-Exupery museum.

Vi får adgang til stedet, da vi ringer på telefonnummeret, der er klistret på det store skilt over hoveddøren.

Det er egentlig ikke tilladt at tage billeder på museet. Men igen er vi udenfor nummer.

Vi går rundt og nyder de originale tegninger fra “Den lille prins”. Samt alle fly modellerne, som Antonio både har fløjet med, og for manges vedkommende også styrtet ned med.

Det meste står beskrevet på fransk. Men det gør ikke noget. Jeg bliver nemlig draget af plakaterne.

De viser et kulturmøde mellem Europas fly-teknologi, og nomadernes rolige og observerende gemyt. Det emmer af en indforståethed mellem de to verdener.

En harmoni, som jeg er ret sikker på ikke bare er en romantisk fremstilling. For Antonio levede en årrække blandt nomaderne i Tarfaya, og ser ud til at have nydt det.

Dele af “Den lille prins” blev til efter et flystyrt i vistnok den libyske ørken. Han mødte sin prins under stærk dehydrering, men blev heldigvis fundet og plejet til hægterne igen af nomader.

Det ville i sin egen natur skabe stærke bånd mellem ham og dette folkslag.

Syngende-sand-i-marokko-museum

Antonio de Saint-Exupery museum

Syngende-sand-i-marokko-museum

Vi forlader museet med vores souvenir-postkort i hænderne, og har tid til at guffe endnu et fad sardiner i os. Måske får vi ikke tømt hele byen for fisk. Men vi har da prøvet ihærdigt.

Vi henter vores bagage hos en storgrinende hotelejer, der er glad for at se os. Selv om han gerne vil undvære at blive vækket af politiet en anden gang.

Vi griner hjertelig sammen med ham. Hans hotel er måske så som så. Men han har endnu kun haft åbent i 3 måneder.

Samtidig satser han på at holde det så billigt som muligt for det lokalt rejsende folk. Men hans personlighed er så varm og godmodig, at det i sig selv giver stedet 3 stjerner.

Vi siger farvel og går en sidste aftentur for at nyde solnedgangen ved promenaden. Igen bliver jeg slået af al den hygge, som Tarfaya rummer.

Jeg ved med mig selv, at den følelse vil få mig til at vende tilbage til byen. Men nu er det tid til vores natbus til Agadir.

Derefter går turen til Mhamid og 6 dages trekking i ørkenen.

Andre artikler jeg har skrevet 

Gennem Kenya som solo kvinde

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kan bruge disse HTML tags og attributter:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>