Kenyas svar på det vilde vesten?

Jeg befinder mig i lufthavnen i Eldoret. Hanker op i min rygsæk og går de få meter ud til et lille rutefly. Jeg finder min plads sammen med Alex. Han er – blandt meget andet – en kenyansk rejsevlogger. Vi har en mission. Vi skal til det nordlige Kenya kaldet Turkana, og om cirka en time vil vi lande i hovedbyen Lodwar.

Indflyvning-til-turkana
Hovedbyen Lodwar set fra oven med de karakteristiske bakker

Vi sidder i et fly, fordi der igen er opstået uroligheder mellem to stammer. Turkanerne og Pokoterne. Begge stammer er semi-nomader. De lærer at hade hinanden fra barnsben af og stjæler hinandens dyr. Gerne 100-700 stykker ad gangen. For dyrene skal tit bruges som betaling til kommende brudes familier, og man får ikke en god kone for 2 stykker kvæg. Det betyder, at det ofte er unge mænd der stjæler – med en AK-47 i hånden.

At involvere skydevåben opstod formentlig den gang Italien kolonialiserede Etiopien og ville gøre et indhug i det nordlige Kenya. Helt specifikt havde italienerne øjnene rettet mod Turkana Sø, som en attraktiv naturressource. Men turkanerne ville ikke overgive sig. Derfor gik italienerne til pokoterne og gav dem våben i hånden for at uddrive turkanerne.

Efterfølgende har man forsøgt at stifte fred mellem de to stammer, og for en periode har der endda været fred. Men umiddelbart er rygterne, at ikke alle er lige interesseret i at det lykkes. Samtidig er det hele måske ikke kun op til de to stammer at afgøre.

Turkana-soe-kenya
Turkana Sø anses stadig for at være en livsnerve i Turkana

Nu er urolighederne blusset op igen. Derfor følger jeg de lokale nyheder fra Turkana og omegn tæt, for at lave en relevant risikovurdering. Det er hovedvejen mellem Kitale og Lodwar, der vil volde de største problemer. For vejen krydser ind mellem de to stridende parter. Alle ved hvad der kan ske, når man stiller sig mellem to der slås.

Da jeg læser, at passagerer er blevet gennet ud af busser af landevejsrøvere, er sagen afgjort. Derfor sidder vi nu og kan kigge ned på en storslået semi-ørken.

Kenyansk-semi-oerken
Turkanas ørken betegnes som en semi-ørken, da der stadig er en del træer og buske

At Turkana er væsentlig anderledes end resten af Kenya kan man lige så godt sætte sig ind i fra starten af. Jeg er selv bevidst om, at jeg rejser derop med 100-vis af fordomme, som jeg håber at få nuanceret.

Samtidig er det et sted, hvor alt er hundedyrt. Delvist fordi det koster en del at fragte varer ud til tyndt beboede områder med en udfordrende infrastruktur. Tildels fordi turkanerne forstår sig på købmandskab i et øde område, hvor turisterne er på herrens mark.

Jeg er blevet advaret talrige gange mod at besøge Turkana uden guide. Men efter at have læst Grete Roulunds bog med titlen “Kenya” har der ikke været så meget at gøre.

Hendes rejsebeskrivelse om sin solotur til Turkana er min inspiration, og hendes mål er blev til mine drømme.

Krokodille-soeen-på-Central-Island-kenya
I fodsporene på Grete Roulund ved Krokodille-søen på Central Island

På Lodwars bakketop

Jeg har læst meget om hovedbyen i Turkana og venter mig det værste. Specielt fordi byens primære fremdrift er skabt på baggrund af NGO-virksomheder. De sværmer til Turkana for at redde stedet fra dets årlige hungersnød. Hvilket er en hændelse, der er lige så traditionel som jul og påske er for os andre.

Jeg har mine tanker om, hvorfor Turkana skal reddes gang på gang, i stedet for at finde holdbare løsninger. Derfor har Lodwar ikke fået en høj status i min bevidsthed.

Efter en gåtur bliver jeg dog positivt overrasket over selve byen, hvis lufthavn bogstavelig talt ligger en spytklat fra centrum. Byen fremstår hyggelig og har alle de fornødenheder en rejsende vil kigge efter. Samtidig er det afslappende at gå rundt. For godt nok kigger indbyggerne på mig med stor nysgerrighed, men de passer sig selv, medmindre jeg søger kontakt.

Christor-Redentor-Lodwar-kenya
Kopien af Christor Redentor i Lodwar skulle efter sigende vende sit ansigt mod Rio de Janerio

Næste dag finder vi vej til en af Lodwars få turistattraktioner. Nemlig en kopi af  statuen Cristo Redentor, som i original version står i Rio de Janeiro.

Fra toppen af bakken står jeg og nyder den helt formidable udsigt. Jeg lader historiens vingesus bære mig tilbage til de engelske kolonisters tid. Lodwar og Turkana ansås også dengang for en ødemark. Dermed var det oplagt for englænderne at sende den daværende kenyanske præsident i fængsel her. Han måtte gerne gå rundt i dagtimerne. Derfor kunne han hver dag vandre op til netop denne bakketop.

Det fortælles, at han gjorde det for at kunne se sine fjender i øjnene på lang afstand. Det undre mig. Hvorfor se sine pinsler komme på lang afstand, når man ikke kan forsvare sig imod dem?  Men jeg erkender blankt, at han har fundet det perfekt sted til sit formål. Jeg kan se det meste af byen og langt ud i horisonten.

Den udtørrede flod løber ved foden af bakken. Om nogle få uger vil regntiden komme. Regnen vil lade floden løbe over sine bredder og tage biler og uforsigtige godtfolk med sig. Det er også en turkansk tradition.

Landskab-turkana-kenya
Det der kunne ligne en bred vej er i virkeligheden en udtørret flod

Da vi er færdige med vores proviantering, finder vi en probox taxi til Kalokol, en halvstor by tæt på Turkana Sø.

En probox taxi er en almindelig lys stationcar, hvor chaufføren er i stand til at medbringe op til 12 passagerer – da der som bekendt er et stort bagagerum. Vi skrumler ud i ørkenen til en lind strøm af sange fra Tanzania og Uganda. Vores første tegn på, at Turkana ikke føler sig specielt kenyansk.

Karismatisk diplomati

Da vi ankommer til Fimbos campsite, taber jeg mælet. Jeg havde forventet en faldefærdig hytte med tilhørende areal. Men vi kommer til en hyggelig bar der udstråler caribisk strand.

En stor TV-skærm udspyr dagens fodboldkamp i et lydniveau, der får sandet til at vibrere under vores fødder. På taget af baren funkler det ene solcellepanel efter det andet i den lave aftensol.

Campingpladsen er uendelig stor, med tilhørende toiletter og badested. Ikke med bruser, men den klassiske “dyp dig selv i baljen”-version.

Campsite-kenya
Indgangen til Fimbos overraskende store og hyggelige campingplads

Vi sidder og snakker med Fimbo over en kold kenyansk øl. Fimbo indtager ikke alkohol. Istedet drikker han en sodavand fra Uganda. Vi forklarer ham, at vi gerne vil ud til en ø, der ligger små 20 kilometer fra campingpladsen.

Fimbo giver os en sammenlagt pris på 17.000 kenyanske shillings. Som sagt er alt hundedyrt i Turkana. For samme pris kan vi købe et kenyansk standard køleskab. Men det her er utrolig nok billigere end hvad jeg fandt i min research hjemmefra. Så vi konstaterer, at Fimbo er vores mand, og slår straks til.

Fskeleje-udtoerret-kenya
Lejren ligger tæt på et lille fiskeleje, hvor den besøgende kan få et indblik i hverdagslivet

Alex og jeg roser lejeren. “Turkana er slet ikke, som folk har fortalt os”, forklarer vi i munden på hinanden. Vi har begge været overrasket over, at der er strøm, kolde drikkevarer og for at det ikke skal være løgn, så har vi 4G tilgang til internettet. Vi havde forventet at skulle op i et træ og pejle mobilen i den rigtige retning for at presse en SMS gennem netværket. Samtidig har den generelle venlighed overrumplet os.

Fimbo smiler af vores ytringer. “Vi er et fredeligt folk, hvis vi bliver besøgt med fred. Hvis folk kommer med andre hensigter, så er alt hvad I har hørt også rigtigt.” Jeg kigger storsmilende på Fimbo. Han fremstår karismatisk, og nu har han lige udvist diplomatiske evner. Jeg er i sandhed ved at få nuanceret mit syn på Turkana.

Da jeg har lagt mig for natten, er der kun et myggenet mellem mig og resten af verden. Sandet former sig efter min krop og føles varmt og silkeblødt. Da jeg vender mig om på siden, ser jeg silhuetten af en vagt med en AK-47 slænget hen over skulderen. Jeg sukker tilfreds. Jeg vil ikke blive vækket af en hyænes undersøgende snude i nat.

Myggenetstelt-overnatning-kenya Myggenetsteltet bliver lukket for natten ved at grave nettets kanter ned i sandet.

Når naturen slår igen

Vi står på stranden og venter på vores båd. Søen ser rolig ud, så vi får grønt lys til at krydse over til øen, kaldet Central Island. Vi griber vores håndtasker og begynder at vade ud til båden. Alex filmer lidt til sin vlog, og så begynder vores sejlads.

mand-bygger-baad-kenya
Det er afslappet at være på stranden i Kalokol. Alle passer sit.

Jeg sidder forrest i båden, hvilket viser sig at være et spændende valg. For da vi kommer midt ud på søen, banker forstavnen godt og grundigt ned i bølgerne. Jeg griber fat om et reb der er fastgjort til mit sæde, og modtager med fryd nogle solide tæsk af båden.

Jeg er en stor beundrer af naturens kræfter, så jeg overvejer ikke en gang at blive bekymret. Samtidig har vi en erfaren bådfører med os, godkendte redningsveste og en kraftig påhængsmotor. Så kan livet ikke blive meget bedre for en søfarende. Vores bådfører viser sig at være min tillid værdig, for han beslutter, at bølgerne er blevet for høje. Derfor lægger vi til på en ø et sted i Ferguson bugten.

Turkana Sø er 250 kilometer lang og kan te sig som et uregerlig barn i jadegrønne klæder. Så der er intet usædvanligt i, at vi ikke kan krydse over ved første forsøg.

Turkana-soe-baadtur-kenya
En god båd til at krydse over med er vigtigt. Her er vi på det andet forsøg

Vi tager en gåtur på øen. Små landsbyer med stråtækte hytter er bygget med respektfuld afstand til søens bred. Der bliver både røget og tørret fisk rundt om os. Jeg spørger, om de bliver solgt til folk længere inde i Turkanas ørken, hvor naturressourcerne må være mindre. Der er allerede rygter om, at den årlige hungersnød er ved at sætte ind. Men svaret er nej. Fiskene bliver fragtet til Congo, for der betaler de en bedre pris.

fisk-toerrer-kenya
Fisk der er ved at tørres, før de fragtes til Congo eller Rwanda

Jeg går lidt og tygger på svaret. Jeg er lidt forarget. Hvorfor skal NGO-virksomheder hjælpe andre i Turkana, når ressourcerne er lige her til at klare sig selv? Hvorfor er turkanerne ved søen så griske? Jeg stopper op og kigger rundt.

Jeg ser hårdt arbejdende mennesker under en ulidelig varm sol. Derefter mindes jeg min forbløffelse over indretningen i Fimbos camp. Jeg må erkende, at jeg er omgivet af mennesker, hvor tankegangen er styret af at opnå moderne bekvemmeligheder. Hvad der ikke er noget galt i, da det er med til at løfte levestandarden. Samtidig er de omgivet af et barskt landskab, der udfordrer dem i selv simple hverdagsproblemer. Hvis de vil opnå moderne bekvemmeligheder, behøver de at være nytænkende og kapitalstærke. Derfor sælger de ikke deres fisk til den mest sultende, men til den højest bydende.

Som jeg får sat punktum for min tankestrøm, kommer en fisker hen til mig. “Se, hvad den her kan!”, griner han bredt, mens han holder en tynd fisk op i luften. Han begynder at ryste den. Jo mere han ryster fisken, jo mere puster fisken sig op.

vaad-fisk-i-sand-kenya
Luften er ved at gå ud af ballonfisken efter en imponerende opvisning

Sådan foretages et ægte Turkana bad

Det er varmt, så vi vil hoppe ud i søen for at bade. Jeg er lidt betænkelig. Den kenyanske regering er gået ind i et fredningsprojekt af Nilkrokodillen. Det betyder, at der nu er godt og vel 20.000 af dem i søen. Det ville være et oplagt minus for turen, hvis der er nogle rundt om os.

De lokale turkanerne smiler bredt, “bare rolig, krokodillerne spiser kun fisk, du ved, lyst kød.” Jeg kigger ned på min arm, og retter derefter et mildt bebrejdende blik mod turkanerne. De opfatter min ordløse pointe og bryder ud i et hjerteligt grin.

krokodille-kenya
Spørg de lokale, hvor det er fornuftigt at bade for at undgå at bruge din rejseforsikring. Foto: Fimbo

Jeg lurer hurtigt vores bådfører af. Han skrubber sig med sandet. Lader det sidde på huden et stykke tid, og så er han ude at tage sig en dukkert igen. Det vil jeg også prøve.

Da jeg er færdig med badet, er min hud silkeblød. Udover at Turkana Sø er verdens største permanente ørkensø, så er der en del vulkankratere i området. Det betyder, at sandet på bunden af søen er fuld af mineraler. Jeg er med andre ord i nok verdens største naturlige spa.

Naturlig-Turkana-Soe-kenya
En af de mange smukke kratere omkring Turkana Sø

Solen bager stadig ned på os, men søen er ikke faldet til ro endnu. Derfor bliver vi inviteret til at sidde i skyggen af et stort akacietræ. Rundt om os sidder der en større flok turkanere, og snart sidder vi midt i at udveksle spørgsmål og svar. Imens fyldes jeg med en følelse af situationens storslåethed.

Her sidder jeg og deler en hyggestund med en stamme, som de fleste – inklusiv kenyanere – beskriver som krigerisk og uforsonlig. Det føles uvirkeligt. Men måske er det billedet af turkanerne, der ikke er helt virkeligt.

Ø-rangere uden båd

Da vi ankommer til central Island hilser vi pænt på to unge politimænd. Jeg ville dog ikke kunne udpege dem som autoriteter, da de ser helt almindelige ud i tøjet. De fungerer som rangeres på øen.

Vi giver dem en stor tønde vand. De er afhængige af, hvad andre bringer til dem, da de er på øen uden en båd til rådighed. Da jeg spørger, hvorfor de er efterladt uden et fartøj, er svaret simpelt. “Ellers er det jo ikke sikkert, at de bliver på deres vagt.” Jeg nikker. Tillid er en mangelvare i Kenya, og ikke helt uden grund.

Central-Island-kenya
Vandretur på Central Island Vi finder vores campingplads.

Sætter vores bagage fra os, og begiver os ud på en sen eftermiddagstur. Øen består af tre kratersøer. Krokodille-søen, flamingo-søen og Tilapia-søen.

Vi går ned til krokodille-søen. Der er helt stille undtagen når nogle Ibisser flyver hen over hovedet på os. Vores bådfører og Alex mener at spotte krokodiller. Jeg selv står og kigger tvivlende på vandet. “Er det en gren, eller en krokodille”, tænker jeg.

Jeg holder mig tæt på mændene for at højne mine chancer i fødekæden. Med et hører vi et stort plask tæt på os, og en fugl der giver et hjerteskærende skrig fra sig. Vi bliver enige om, at nu er krokodillerne ved at komme for tæt på vores ståsted.

Vi går tilbage til lejren. Slår myggenettet op under et enkeltstående træ, der udgør det perfekte stativ. Det er dejligt, at der ikke skal mere til for at overnatte i naturen i Turkana.

Skyerne er med os, så vi nyder en kort, men smuk solnedgang. Det vil blive endnu en nat med en klar himmel og nattetemperaturer på 23 grader.

mand-solopgang-kenya
Turkana er et paradis for folk der elsker solopgang og solnedgang

På vandretur til de 3 kratersøer

Tidligt næste morgen er vi klar til vores vandretur på øen. Vi genser krokodille-søen. Lige nu er overfladen helt rolig. Alle krokodillerne er svømmet over på den anden side, hvor solen kan varme dem op. Vi kan derfor ubekymret begive os op til  toppen af krateret.

På toppen nyder vi en fantastisk udsigt, før vi går videre mod Flamingo-søen. Her havde jeg forventet at se smukke pink flamingoer mod søens smaragdgrønne vand. Men der er helt tomt for fugle. Ikke engang en enkelt Ibis er kommet for at hilse på os.

kratersoeer-kenya-turkana
Tom for fugle eller ej, så er Flamingo-søen alligevel charmerende

Ved Tilapia-søen får jeg endelig løst mit mysterium. Hvordan er fiskene kommet ind i søen? Det viser sig nemlig, at det ikke er et helt krater. Det ligner mest en vig. Vi opholder os ikke længe på stedet, for der har for nyligt været et flystyrt. Nu vogtes stedet af politibetjente til vragdelene kan fragtes til fastlandet. Ingen grund til at stresse dem i deres arbejde.

vandring-ved-krater-soe-kenya
Med fornuftigt fodtøj er vandreturen ikke udfordrende, derfor kan landskabet nydes i fulde drag

Vores tid er opbrugt, hvis vi vil til fastlandet, før bølgerne igen tager magten over søen. Så vi sætter kurs mod lejren. Pakker vores grej og tager båden tilbage til Kalokol.

På overfarten sidder jeg og tænker lidt på min research. På nettet er der delte meninger om, hvorvidt det er pengene værd at besøge Central Island. Sådan som vores tur udviklede sig, er svaret ja. Men vores ophold blandt turkanerne og vores overnatning på øen bidrog til turens formfuldendthed. Det vil jeg minde mig selv om at anbefale andre, hvis jeg en dag skriver en artikel om stedet.

Erfaring gør mester

Næste dag tager vi motorcykler ind til Kalokol. Vi vil finde en probox taxi til Lobolo. Alle siger nej tak til turen, da terrænet er svært fremkommelig uden en firhjulstrækker. Men vi vil derhen, for jeg hørt om, at der er en flot oase.

Jeg håber, at vi kan bo tæt op ad en luksus camp for at benytte deres sikkerhed. Jeg er blevet dus med tanken om hyæne-frie nætter og har ikke noget imod, hvis det fortsætter sådan. Vi kan desværre nok ikke bo der, da det vil sprænge vores budget.

Oprindeligt skulle vi have vandret fra sted til sted på turen. Men det er alt for varmt. Derfor er vores budget blevet lidt stramt, da en probox i det indre Turkana Land nemt kan koste 4000 kenyanske shillings for små 30 kilometer.

I “Downunder Kenya” ville jeg kunne køre små 100 kilometer i en taxi for den samme pris.

Motorcykeltur-kenya
Vores bagage på vej til Kalokol

Endelig finder vi en chauffør, der er med på vores løjer. Til min undren samler han en ven op, men så er vi næsten parate til at køre afsted. For vi har lige et lille stop mere. Stoppet er langt ude i ingenting ved en stråtækt hytte, der emmer af indbegrebet “Traditionelt Afrika”. Men ved hytten står et køleskab med det højrøde Coca Cola logo og brummer sagte. Den suger strøm fra to enorme solcellepaneler, der er placeret på hver sin side af hytten.

Jeg er ved at læse et skilt om muligheden for telefonopladning, da en mand kommer til syne. Han er iført, hvad der bedst kan beskrives som et gennemført hiphop outfit. Han langer et par flasker benzin over til vores chauffør, der hilser kammeratligt på ham. “Primitiv stamme?!” tænker jeg ved mig selv, imens smilet bare vokser og vokser i begejstring over turkanernes tilpasningsevner.

Midt i at vi nynner med på en ny tanzaniansk sang, sker det uundgåelige. Vi kører fast i sandet. Alle mand, inklusiv jeg, må ud for at skubbe. Trods et bræt foran hjulet, kører vi bare mere fast i sandet. Den eneste belønning er optakten til brandvabler på hænderne ved at røre bilen. Som sagt, det er meget varmt i Turkana.

Jeg kommer til at tænke på en situation i Saharas ørken. Jeg indvier turkanerne i min beduin-finte. Derefter samler vi flest mulige palmeblade sammen. Vi lægger bladene godt ind under forhjulene. Samtidig laver vi et langt fremadrettet spor. Nu kan hjulene få et langt fast greb, der forhåbentlig kan få os over hullerne.

Da det lykkes er armene helt i vejret. Vi er fri af sandet uden en eneste mekanisk skade på bilen.

bil-i-sand-kenya
Vi er på en officiel vej mod Lobolo – og det er derfor, at firhjulstrækkere er et godt valg

Jeg har lige delt min sidste tår flaskevand med chaufførens ven i form af en broderlig skål over vores fælles vellykkede opgave. Nu forstår jeg endelig hans rolle på turen. Chaufføren vil nok gerne hjem igen – og helst i dag. Derfor kørte han ikke ud alene.

At flaskevandet er sluppet op midt ude i en ørken er mindre heldigt. Men jeg har en vandfilterpumpe i rygsækken. Med et velovervejet vaccinationsprogram hjemmefra og pumpen i hånden kan jeg drikke alt, hvad en Turkaner kan. Verden kan sådan set bare komme an med alle dens udfordringer.

Muligvis Edens have

Da vi kommer til Lobolo camp er den lukket ned for sæsonen, og jeg finder aldrig rigtig ud af, om den egentlig er til offentlig brug. Men de vælger at lade os overnatte på campens grund. De er her kun, fordi det var deres kollegaer som var involveret i flystyrtet ved Tilapia-søen, og det tager tid at få flyvraget til fastlandet.

De gen-opsætter en brusekabine og et toilet til os. Vi er helt overrumplet over deres gæstfrihed. De nikker derimod anerkendende af, at vi har gasblus med. For vi skal bo i en palmelund. Et bål ville få fat i rødderne under sandet og nemt brænde hele stedet ned.

Haandvaske-kenya
Jeg har aldrig nogensinde haft så stort og smukt et badeværelse før

brusekabine-kenya
At tage brusebad i kildevand i en palmelund er en af de oplevelser, der slår en hel del.

En ansat hjælper os med at sætte pæle i jorden til et firkantet myggenetstelt. For her må vi ikke bruge træerne som ophæng. De tætstående palmer tilhører dyrene om natten.

Manden fortæller os, at vi altid skal tænde vores lommelygter, når vi går rundt i mørket. Palmelunden er fortryllende smuk, men også et paradis for slanger. Lyset fra lygten vil få dem til at fortrække sig. Han er selv blevet bidt i vandet en sen nat. Da vi ser hans ben, er vi ikke i tvivl om, at hans råd bør følges.

palmelund-camping-kenya
Det ser hyggeligt ud, men pladsen er forbeholdt slanger

Om natten graver vi nettets kant dybere ned i sandet end nogensinde før. Imens spekulerer jeg over præsidenten på bakketoppen i Lodwar. Min konklusion bliver, at han ikke stod der for at se sine pinsler i øjnene på lang afstand.

Nej, han gjorde det for at studere sin fjendes væsen og rutiner for at undgå et konfronterende møde. Lige som vi nu er i stand til at møde natten med ro i sindet, fordi vi har viden om vores fjende.

Research og indhentning af råd fra de lokale vil altid højne sikkerheden betragteligt.

Myggenetstelt-overnatning-kenya2
Nu står teltet ude i det fri, hvad er det rigtige at gøre i en palmelund

Næste morgen nyder vi stedets storslåethed til hen over middag. Et ægte Turkana-bad er nærmest blevet et ritual. Efter badet går vi op til lejren.

Jeg kigger rundt på alt det smukke, der omgiver mig, og lader tankerne vandre. “Hvis Bibelen er autentisk, så ville det ikke overraske mig, hvis vi står i intet mindre end Edens have”, tænker jeg. Hvilket har et smukt sammenfald med, at Turkana anses for at være menneskehedens vugge. Her opstod vi som menneskeart. Herfra vandrede vi videre for at bosætte en hel planet.

“Det er godt nok dybe tanker det her sted vækker”, sukker jeg ved mig selv. Så pakker jeg færdig. Vi skal mødes med nogle medarbejdere fra campen, der vil  give os et lift i deres lastbil. Snart suser vi gennem ørkenen på vej mod Eliyes Springs.

lastbil-semi-oerken-turkana-kenya
Med det her køretøj kommer vi næppe til at sidde fast i sandet igen

Turisternes Mekka

Mens vi skrumler afsted, tænker jeg lidt på vores næste stop. Eliye Springs har ikke været på min ønskeliste. Alle turister, om de er udenlandske eller kenyanske, har det med at valfarte til stedet.

Men det er en oplagt afslutning på vores rejse, da det udgør en naturlig transportrute tilbage til Lodwar. Jeg har trawlet internettet igennem for at finde den mindst turistede campingplads. Kristines camp røg i nettet. Det viser sig at være en rigtig god fangst. Stedet har alt hvad hjertet begærer på en afslappet måde.

Kristines-Camp-turkana-kenya
Et meget lille udsnit af Kristines Camp, der også har toilet, bruser, hytter til leje m.m.

Vi nyder en kold sodavand i restauranten. Personalet underholder os med farverige emner. Som for eksempel at børn lærer at skyde til måls som 3-årige. At turkanerne nemt kan ende i bagholdsangreb, når de kører ind i pokoternes områder, og at der formentlig fuskes med nødhjælpsarbejdet i dele af Turkana.

Jeg har læst om det hele. Men at høre det sagt fra en involveret part er ikke det samme som at læse det på en skærm. Forståelsen nuanceres langt bedre i det personlige møde.

Alex og jeg takker af og spadserer en aftentur. “Du”, siger Alex, “jeg tager tilbage i morgen” Jeg nikker. Jeg har godt lagt mærke til, at han i de sidste timer har talt i telefon uafbrudt. “Helt i orden”, svarer jeg, “men jeg bliver.” Vi går i tavshed resten af turen. Solnedgangen, bølgerne der slår ind mod palmetræerne. Her er for smukt til at tale.

palme-strand-turkana-kenya
Palmer tæt ved vandet bliver brugt som omklædningsrum, når folk er ude at bade. I de tilfælde holder alle respektfuld afstand.

Vimmersvej

Næste morgen siger jeg farvel til Alex og begiver mig ud i det ukendte. Snart mødes jeg af kameler, der bevæger sig ned mod søen i et sindigt tempo. De drikker lidt vand. Derefter spiser de sig mætte, før de forsvinder ind i baglandet igen. Så kommer gederne frem på stranden. De virker energiske og nysgerrige.

Der er noget hyggeligt ved at følge dyrenes vaner ved søbredden. Jeg har fået at vide, at hver dag mellem klokken 14-15 er der op til 100 kameler i vandet. Det må være noget af et syn.

kamelunge-kenya
En kamelunge er ved at spise sig mæt

Jeg nyder stranden i fulde drag. Jeg skal stadig vænne mig til, at jeg er i en ørken, da jeg nemt kommer til at sammenligne det med Sahara. Men ud fra et klimaperspektiv er der gudskelov relativt mange træer her. Samtidig holder de på næringsstofferne i jorden.

Jeg er blevet fortalt, at en mango groet i Turkana skulle være noget helt specielt. “Næste gang”, tænker jeg, “så vil jeg tage en pose “seedballs” med mig”.

Tanken opstår fordi jeg ved, at Kenya kun er dækket af 10% skov. Så behovet for at plante træer er der. Samtidig må jeg indrømme, at min forkærlighed til ørkener er helt i orden. Så længe jeg er bevidst om, at det ikke er holdbart for de lokale.

Vasketoej-kenya
At vaske tøj med en god udsigt gør alt trivielt arbejde meget hyggeligere

Det har været en lang dag. Men da jeg lægger mig til at sove, bruger jeg tid på at nyde en behagelig følelse af tryghed.

Turkanerne er begyndt at bygge huse, som vi andre kender dem. Men de er for varme at sove i om natten. Derfor ligger der en turkaner og sover i hver en palmeklynge rundt om mig. Det føles ikke kun trygt, men også hyggeligt.

Jeg kommer til at tænke på bogen “Kenya”. Grete Roulund fortæller, hvordan hun en nat midt ude i ingenting går alene hjem. For at skræmme dyrene væk begynder hun at synge “Vimmersvej”. Turkanernes stemmer svarer hende igen ved at synge med, og nattens dyr flygter formentlig over hals og hoved.

Jeg overvejer at give hendes fortælling nyt liv, men jeg kan knap huske teksten og er for træt.

Instinktet har sin berettigelse

Turen tilbage til Lodwar giver mig to valg. En taxi til 15.000 Shillings, hvilket svarer til at jeg nu kunne være indehaveren af godt og vel to kenyanske standart køleskabe. Eller jeg kan tage en motorcykeltaxi til 1.500 shillings.

Det bliver motorcyklen, der må fragte mig gennem de 60 kilometer i ørkenen. Vi passerer kameldrivere med 40-50 kameler. Små landsbyer med vinkende børn og et smukt landskab, der hele tiden forandrer sig. Snart har vi Lodwars karakteristiske bakker i syne.

Motorcykel-med-bagage-turkana-kenya
Et kort stop i det udtørrede flodleje nær Lodwar

Jeg vil have bussen tilbage til Kitale, så jeg forhører mig om sikkerheden på vejen. Ikke hos busselskaberne. For de vil sige hvad som helst for at sælge en billet. Men hos lokalbefolkningen. Kort efter beslutter jeg, at det er sikkert nok og køber et sæde.

Turen er lige så smuk, som jeg er blevet fortalt. Vejens kvalitet overrasker mig også, da den ellers beskrives som ulidelig. Den er bestemt ikke god, men heller ikke slem.

Jeg begynder dog at forstå de mange ulykker, når regntiden kommer. For næsten hver gang vi skal krydse en flod, kører vi ned i det udtørrede flodleje, da der ikke er en bro.

Matatu-bus-kenya
Lodwars matatu-holdeplads – klar til ”Downunder-Kenya”

Jeg skal vise mit pas ved 5 forskellige politiposter, hvad der får mig til at smile. For jeg skulle ikke vise det en eneste gang i lufthavnen.

Ved en af posterne går chaufføren og politibetjenten om bag bilen med mit pas. De er der længe. Instinktivt har jeg en følelse af, at noget er galt. Da jeg får passet tilbage, griner betjenten smørret til mig, hvad bestyrker min mistanke.

På grund af de implicerede parter, og at vi er i et område der ikke er fuldstændig sikkert, vælger jeg dog at holde mund. Jeg trækker vejret roligt og vil bare fokusere på at nyde resten af turen. Jeg ser det smukke landskab og landsbyen Kainuk med sin bro. For blot få uger siden var der voldsomme skyderier lige her.

Jeg nyder solnedgangens farver. Holder vejret i spænding, da vi kører gennem et bjergpas berygtet for landevejsrøvere i pokoternes land. Turen er en lang rejse af indtryk og glæde over naturen.

Landskab-turkana-kenya
Naturen på vej mod Kitale er lige så smuk, som folk har beskrevet den for mig

Da jeg ankommer til Kitale, ligger alle mine ejendele spredt i bussens bagagerum. Nogen har valgt at gennemrode rygsækken. Det må have været en slem skuffelse, for jeg har næsten kun snavsetøj i tasken.

Jeg havde lagt det meste af værdi i min håndbagage. For jeg har hørt rygter om, at det her kan ske i Kenya. Jeg sukker dybt. Men så minder jeg mig selv om, at det her er en biting. Selve rejsen har været fantastisk.

Turkana har formentlig gjort et livsvarigt indtryk på mig. Jeg behøver bare at tænke på den stråtækte hytte, der fungerede som en altmuligbutik, før jeg igen fyldes af beundring og begejstring over Turkana.

Rejsetips

Fimbos campsite ligger nord for Kalokol ved Impreza beach. Den kaldes også Erkanyarit Akicha – ”der på himlen, hvor stjernerne lyser klarest”. Myggenetstelt kan lejes.

Du kan handle i byen 6 kilometer væk. Du kan lave din egen mad over medbragt gasblus, eller få takeaway fra byen. Det vil blive bragt ud af en motorcykeltaxi, som du også skal betale.

En overnatning i eget telt koster 500 kenyanske shillings. Fimbo henter rent vand fra søen. Det fungerer fint som drikkevand. Jeg brugte vandfilterpumpe og kogte det, før jeg anvendte det. Der er toilet, og ”dyp dig selv i baljen”-bad.

Du kan kontakte Fimbo på ekuwomfimbo@gmail.com ved spørgsmål.

Strand-baad-turkana-kenya
Turkanske strande kan sagtens udfordre den kenyanske kyst

Central island campsite ligger i en nationalpark, derfor skal der betales entre til parken.

Der er ingen bademuligheder udover Turkana Sø, og der er ingen toiletter. Du skal medbringe alt gear, mad og drikkevarer selv. Til gengæld får du måske en vulkan-ø helt for dig selv om aftenen, bortset fra de 2 rangere der passer på dig. Krokodillerne kommer dog ikke i nærheden af campen. Samtidig kan du starte vandreturen tidlig om morgenen, hvor temperaturen er langt mere behagelig

Lobolo Camp
Lobolo camp bør kontaktes før du besøger dem. Myggenetstelt kan lejes. Du må kun lave mad over gasblus. Der er ingen handle muligheder, så medmindre du har lavet andre aftaler, skal du medbringe alt selv.

Der bruges kildevand som har en fremragende kvalitet. Jeg valgte dog fortsat at bruge min pumpe og at koge det. Der er brusebad og toiletfaciliteter.

Bibel-citater-turkana-kenya
På vandreturen op ad Lodwars bakketop er det muligt at nyde et par bibel-citater

Kristines camp
Kristines camp finder du 2 kilometer syd for byen ned mod søen.

Det er uvist om myggenetstelt kan lejes. Du kan spise på restauranten mod forudbestilling. Eller du kan handle i byen, og lave din egen mad over gasblus. Vand er fra taphane, og bliver igen brugt som drikkevand efter filtrering og kogning.

Det er også muligt at leje hytter. Der er brusebad og toiletfaciliteter.

Teltplads koster 500 Kenyanske shillings. Du kan finde andre muligheder for overnatning HER.

Turkana har nogle til tider ulidelige temperaturer. Men du kan holde dit drikkevand køligt, ved at putte flasken med vand ned i en våd bomuldsok, og hænge den op i et træ eller lignende. Efter 10 minutter er vandet langt køligere.

Undgå Turkana i regntiden, da der er en del alvorlige oversvømmelser og vejene er begrænset farbare.

Mpesa er brugbart i Turkana, men mest til at hæve penge, da turkanerne værdsætter betaling med kontanter.

Se Alexs vlog i to afsnit HER

Har du spørgsmål til mine rejser, er du velkommen til at stille dem i kommentaren herunder.

Læs flere spændende artikler af Cathrine Thovtrup

Maasai land – En solorejse med vulkansk eventyr i Kenya
I kamelernes fodspor
Syngende sand i Marokko
Gennem Kenya som solo kvinde