USA har noget for alle

9. december 2016 Nordamerika   RejseBlog   USA

Mærk stemningen i de hektiske storbyer, eller find ro i de storslåede nationalparker. Shop i millioner af butikker, og slap af på flotte strande..

Oplev eventyret i mange forlystelsesparker, og kom tæt på den oprindelige indianske befolkning. Eller spænd sikkerhedsselen, skru op for radioen og kast dig ud i et ægte road trip mellem eroderede orange klipper og spredte kaktusser. 

USA har det hele, og det er let tilgængeligt.

Guide til USA – hvad skal du se

USA-Bryce-Canyon

Bryce Canyon

Men det er ikke kun de mange seværdigheder, der gør USA spændende. Det er i lige så høj grad mødet med de gæstfrie amerikanere og den amerikanske kultur, som vi kender fra film og tv-serier.

Pift efter en taxa i New Yorks travle gader, eller hold ind ved en lokal diner langs Route 66, hvor kaffen simrer på kanden og de lokale kigger forundret op, når fremmede træder ind ad døren.

Allerede inden ankomsten til USA, føler vi, at vi kender landet. Men det gør kun oplevelsen større, når man oplever det rigtige USA ved selvsyn.

USA-New-York

New York

Californien

Californien fanger alt det bedste ved USA. Fantastiske nationalparker, spændende storbyer og en venlig befolkning, der med rette er stolte af deres smukke stat. Læg dertil shopping i verdensklasse, nogle af verdens bedste forlystelsesparker, glimrende strande og et vidunderligt klima, og det er ikke så underligt, at Californien for mange er blevet indbegrebet af den amerikanske drøm.

USA-San-Francisco-Golden-Gate

San Francisco Golden Gate

Med sin særlige stemning og smukke beliggenhed på en række bakker ned mod Stillehavet er det ualmindelig let at forelske sig i San Francisco.

Ikoniske Golden Gate og fængselsøen Alcatraz er blandt byens mest berømte højdepunkter. Men det er også værd at udforske de mange spændende etniske kvarterer til fods.

USA-Highway-1-Big-Sur

Highway 1 Big Sur

Syd for San Francisco snor Highway 1 sig langs Stillehavskysten. Det er en fantastisk køretur gennem dramatiske landskaber, hyggelige småbyer og glimrende vinområder. Målet er filmbyen Los Angeles, der også byder på berømte strande samt forlystelsesparkerne Disneyland og Universal Studios.

Naturelskere har også meget at glæde sig til i Californien. I Death Valleys strækker rå, solbagte landskaber sig mod bjergene i horisonten, mens kæmpetræer hæver sig mod himlen i Sequoia nationalparken.

USA-Yostemite

Yostemite

Kronjuvelen blandt alle Californiens nationalparker er dog Yosemite, der ikke kan undgå at imponere med sine brusende vandfald, afrundede granitklipper, rige dyreliv og spejlblanke bjergsøer.

Det vestlige USA

Det er oplagt at kombinere en rejse til Californien med oplevelser i det øvrige vestlige USA. Her er det først og fremmest naturen, der trækker. Ikke mindst følelsen af at stå på kanten af Grand Canyon og kigge ned i den mægtige kløft, der ligger badet i morgensolens bløde lys.

South Rim er mest populær, men besøg også den unikke skywalk i de vestlige del af kløften.

USA-Grand-Canyon

Grand Canyon

Mange flere naturoplevelser venter i det vestlige USA. Nyd synet af det naturlige amfiteater i Bryce nationalparken, og se Colorado-floden næsten slå krølle på sig selv nær byen Page.

Det er også herfra, du kan besøge Antelope Canyon, hvor rindende vand gennem millioner af år har forvandlet en smal kløft til surrealistiske skulpturer. Eller fyld drikkedunken op og udforsk Zion nationalparken, der byder på nogle af de bedste vandreture i Det Vestlige USA.

USA-Antelope-Canyon

Antelope Canyon

Det er dog ikke natur det hele. Midt i ørkenen ligger spillebyen Las Vegas som et neonoplyst fatamorgana. Selv hvis du ikke ønsker at spille, kan du sagtens bruge et par dage på at udforske byens fantasifulde kasinoer, store shoppingcentre og utallige restauranter.

USA-las-vegas

Las Vegas

Florida

Florida er USA’s ubetingede solskinsstat. Her leves livet udendørs på de dejlige strande, hvor slanke palmer kaster skygger på det hvide sand til lyden af sagte bølgeskvulp.

Stranden ved den hyggelige by Fort Myers er lang og bred, og det kridhvide sand er fint som talkum.

Den berømte strand ved Miami er også god, og det er her, du finder de farvede livredderhuse, de smukke art deco-bygninger og den strandstemning, der gør Florida så dragende.

USA-Miami

Miami

Men der er meget mere til Florida end strande. Orlando bugner af oplevelser for både store og små i sine utallige forlystelsesparker.

Mød alle de elskede figurer i Disney World, oplev filmens verden i Universal Studios, og hjælp Harry og hans venner på troldmandskolen Hogwards i Wizarding World of Harry.

Trænger du til at køle lidt af ovenpå eventyrerne, byder Orlando også på adskillige vilde vandland. Eller tag turen til Kennedy Space Centre, hvor du kommer tæt på de store rumekspeditioner.

USA-Kennedy-Space-Centre

Kennedy Space Centre

Helt andre oplevelser venter langs vestkysten, hvor du kan opleve cubansk stemning i Tampa, kunst i verdensklasse i St. Petersburg og en vidunderlig afslappet caribisk atmosfære i Key West på Floridas sydspids.

Glem heller ikke det rige dyreliv i vådområdet Everglades, snorkling ved Key Largo samt muligheden for at svømme med delfiner.

New York

Der er noget særligt over New York. En stemning eller en puls, der adskiller denne multikulturelle myretue fra andre storbyer rundt om i verden.

Du mærker det med det samme, når du træder ud af den gule taxa og blander dig med menneskemylderet mellem skoven af slanke skyskraber, der hæver sig mod himlen.

USA-new-york-skyline

New York Skyline

New York har naturligvis et væld af seværdigheder. Sejl ud til frihedsguiden, nyd udsigten fra toppen af Empire State Building og besøg nogle af de mange fantastiske museer om alt mellem himmel og jord.

Du kan også høre gospel i Harlem, nyde en picnic i Central Park og mærke travlheden på Wall Street.

Også shopping i New York er et kapitel for sig selv. Her er alt fra fine mærkevare-butikker langs 5th Avenue til stormagasiner, lagersalg, loppemarkeder og trendy genbrugsbutikker fyldt med gode fund.

USA-Times-Square-by-night

Times Square by night

Særlig smuk er New York om aftenen, når millioner af lys tændes i storbyen, og Times Square ligger badet i skæret fra blinkende neon.

Det østlige USA og New England

Det østlige USA har meget mere at byde på end New York. I Bostons brolagte gader er stemningen næsten europæisk, og historier fra tiden som britisk koloni og ikke mindst uafhængighedskrigen fylder de gamle bygninger.

Men Boston er også fuld af traditionsrige uddannelsesinstitutioner såsom Harvard University og MIT, og de mange studerende sætter deres præg på byens gadeliv.

Det er også i denne del af landet, at du kan mærke suset ved Niagara Falls og nyde New Englands berømte efterårsfarver, der får bjergene til at se ud som om, de står i lys lue.

Eller besøg amish-folket, der af religiøse årsager vælger at leve, som man gjorde det i 1800-tallet.

USA-amish

Amish folket

Længere mod syd byder USA’s hovedstad, Washington DC., på et væld af ikoniske bygninger, du uden tvivl kender fra film og TV.

Det hvide Hus, US Capitol, Lincoln Memorial og Arlington Kirkegården vidner alle om, at dette er nationens magtcentrum. Men ikke alt i Washington D.C. handler om politik.

Byen byder også på fantastiske museer, og den hyggelige bydel Georgetown bugner af små caféer og spændende specialbutikker.

USA-Washington-DC

Washington DC

Route 66

Der findes både længere og ældre veje end Route 66. Der findes måske nok også smukkere veje. Men ingen andre amerikanske veje har som Route 66 påvirket den amerikanske kultur og stået som symbol på den amerikanske drøm.

Selvom vejen officielt blev erstattet af en ny motorvej i 1970erne, er turen fra Chicago til Santa Monica ad Route 66 stadig USA’s ultimative road trip.

USA-route-66

Route 66

Undervejs passeres hyggelige småbyer fyldt af nostalgi fra vejens guldalder i 1950erne og 60erne. Men turen byder også på store naturoplevelser ved Grand Canyon, cowboyer i Texas samt indiansk og spansk kultur i Santa Fe, inden du triller de sidste meter mod målstregen ved molen i Santa Monica.

Yellowstone og Midtvesten Yellowstone nationalparken var ikke blot verdens første nationalpark. Det er stadig en af de smukkeste.

Her kan du vandre mellem spruttede gejsere, multifarvede søer og vandfald, der væltet ned i en dramatisk kløft. Men det er nok først og fremmest dyrelivet, der gør Yellowstone så fantastisk.

Bisonokser ses ofte græsse langs vejen side om side med kronhjorte og rådyr. Mellem træerne lurer bjørne, og ulve jager på de åbne enge.

USA-Yellowstone-bjørne

Yellowstone bjørne

Flere store naturoplevelser venter i nationalparken Badlands, der har fået sit navn efter de eroderede klippeformationer. Herfra er der heller ikke langt til Mount Rushmore, hvor portrættet af fire præsidenter er skåret ud af klippen.

Du er nu for alvor på den amerikanske prærie, hvor cowboykulturen lever i byer som Cody og Deadwood. Men det er og så her, du kan opleve skyggesiden af Det Vilde Vesten ved de gamle slagmarker fra indianerkrigene.

USA-cowboy

Cowboy

Denver er det oplagte udgangspunkt for rejser i Midtvesten. Beliggenheden er perfekt i hjertet af Rocky Mountains, og byen bugner af kulturliv, restauranter og glimrende museer.

Her er du aldrig langt fra naturen, og efter blot en kort køretur er bylivet udskiftet med elge og takkede bjerge i Rocky Mountains National Park.

USA-Rocky-Mountains-National-Park

Rocky Mountains National Park

Det nordvestlige USA

Seattle er en både spændende og smuk by med en flot beliggenhed ud til Puget Sound med udsigt til vulkaner i horisonten.

Byens historie går tilbage til 1850erne, da nybyggerne søgte lykken i tømmerindustrien eller som guldgravere længere nordpå i Alaska.

I dag er byen bedst kendt for sit vartegn Space Needle samt for sin rige musik-scene, der blandt andet har talt Jimi Hendrix og bandet Nirvana.

Også økonomisk er byen førende, og både Boeing, Starbucks og Amazon har rødder i byen.

USA-Seattle

Seattle

Uden for Seattle venter nogle af USAs vildeste og mest storslåede landskaber på at blive udforsket. De tempererede regnskove ved Mount Rainer samt vulkanen St. Helens er blot to af de mange højdepunkter.

Et andet er Glacier National Park, hvor mægtige gletsjere glider ned ad bjerg-siderne for at kælve i smukke smeltevandssøer.

Dyrelivet i parken er særdeles rigt, og med held kan du både se grizzlybjørne, de sjældne hvide bjerggeder og hvidhovedede havørne samt et væld af andre dyr og fugle. Glacier er desuden glimrende til white water rafting.

USA-Glacier-National-Park

Glacier National Park

Det nordvestlige USA er et område fyldt med overraskelser. Kig eksempelvis forbi Museum of the Rockies i Bozeman, der har en af de største dinosaursamlinger i verden. Eller gå en tur under jorden i Lewis og Clark Caverns State Park, hvis hulesystem er prydet med fantastiske drypsten og klippeformationer.

En anden mulighed er at tage den dramatiske kystvej langs Stillehavet sydpå fra Seattle mod Californien. En tur forbi øde strande, klippekyster og dybe skove med høje, slanke redwood-træer.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med USAdventures.dk – specialister i rejser til USA

Læs flere gode rejsebeskrivelser fra Nordamerika HER

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du kan bruge disse HTML tags og attributter:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>