Guide til Nara – En lille by med fritgående sikahjorte og skønne oplevelser.
Nara var Japans første hovedstad fra år 710 til år 784.
Byen har i dag 360.000 indbyggere og ligger i Kansai regionen en times kørsel syd for Kyoto og øst for Osaka
Sikahjortene præger bybilledet i Nara
Historisk set har Japan’s hovedstad været der hvor kejseren boede. Når han døde mente man, at stedet var ramt af dårlig karma hvorfor man flyttede til en ny by.
Dette var af flere årsager temmelig upraktisk, og med Nara ønskede man derfor at skabe en permanent hovedstad.
Kejser Shomu var en stærk fortaler for buddhismen og lod buddhist templer opføre i byen.
Mere end 2,5 million arbejdere blev sat til at opføre det imponerende Todai-ji tempel. Kejseren udstedte en ordre om at indsamle bronze i hele landet til opførelsen af en stor buddha statue.
Projektet var nær ved at føre landet ud i økonomisk uføre. Men da statuen stod færdig i 752, var der stor fest og 10.000 munke fra hele landet deltog.
Munkeklostrene voksede sig med tiden så magtfulde, at den senere kejser frygtede for sin trone og flyttede derfor hovedstaden til Nagaoka.
Kort tid efter flyttedes hovedstaden til Kyoto hvor et nyt kejserpalads blev opført.
I dag er Nara en moderne by som de fleste andre i Japan.
Det skal du opleve i Nara
Nara er ikke større end at man kan opleve det meste på en dags tid. Byen ligger kun en times tid fra Kyoto og Osaka og er et ideelt udflugtsmål herfra.
Bemærk i den forbindelse at Nara har 2 togstationer:
- Nara Station som er en JR Line station
- Kintetsu Nara Station som hører til Kentetsu line.
Stationerne ligger blot 500 meter fra hinanden.
Fra Nara Station afgår der en Nara Loop Bus et par gange i timen som kører til byens templer og øvrige attraktioner.
Ligeledes går der herfra busser til et par af de templer som ligger udenfor byen.
De fleste templer i Nara by ligger øst for centrum og kan også nås til fods.
Undervejs gennem byens parker og tempelområder, vil man opleve hundredevis af Sikahjorte som går frit og er fuldstændigt tamme.
De er vant til at blive fodret med kiks som kan købes rundt omkring og de kan derfor være ganske påtrængende.
Bevæger man sig fra byens centrum østpå kommer man forbi en række af de mest interessante templer i Nara.
Kofukuji Temple
En af de første templer man støder på er Kofukuji templet, som er fra år 669.
Kohfukuji templet med sin smukke pagode
Selve templet er ikke specielt stort. De fleste vil nok i stedet bemærke den 5 etagers pagode fra år 730, som ligger ved siden af templet og er synlig på god afstand.
Nedenfor Pagoda’en ligger en hyggelig lille sø (Sarusawa Pond) med bænke omkring.
Et perfekt sted til at hvile benene lidt og nyde udsigten.
Hyggelig sø nedenfor Kofukuji templet
Kofukuji templet er et buddhist tempel, men som det var skik tidligere, ligger der også på templets område et Shinto tempel (Nan’en-do).
Åbent: 9:00-17:00.
Entre: 600 Yen (35 kr)
Kofukuji står opført på UNESCOs verdensarvliste.
Fortsætter man østpå kommer man forbi Nara Kokuritsu Museum (Nara Nationalmuseum) som primært udstiller japansk buddhistisk kunst.
Museet er opført i noget der ligner renæssancestil (uden at jeg er ekspert). Ved første øjekast virker det malplaceret i et landskab præget af enten moderne betonbygninger eller 1.000 år gamle templer.
Fortsæt lidt øst igennem Nara Park og nyd naturen og de mange hjorte.
Fra Nara Park går man nord til Todai-ji.
Todai-ji Temple
Hovedattraktionen i Nara er Todai-ji templet som indtil for få år siden var verdens største træbygning. Det til trods for, at den nuværende hovedbygning er en del mindre end den oprindelige som brændte i 1692.
Todai-ji templet er en japans største og vigtigste temple
Templet blev opført i år 752 og rummer en 15 m høj buddha statue i 550 tons bronze og belagt med 150 kg guld.
På vej ind til Todai-ji kommer man igennem Nandaimon porten, som traditionen tro, bevogtes af et par farligt udseende Nio statuer.
Deres opgave er at beskytte imod det onde og både porten og Nio statuerne er et imponerende syn.
En 550 tons buddha
Inde i templets Main Hall står den enorme buddha statue omgivet af et par mindre buddhaer. Som i mange andre templer, findes der en lille bod hvor man kan købe diverse emblemer og lykkeamuletter m.m.
Ved siden af templet ligger et relativt nyt Todai-ji museum hvor en række af templets helligdomme vises frem ligesom templets historie bliver gennemgået i tekst og billeder.
Templet er åbent: 8:00 – 17:00
Entre: 600 Yen (35 kr)
Entre Tempel og Museum: 1.000 Yen
Museet er åbent: 9:30 – 17:00.
Entre: 600 Yen (35 kr)
Todai-ji templet står opført på UNESCOs verdensarvliste.
Øvrige Todai-ji templer
Fortsætter man mod øst forbi Todai-ji kommer man op til Nigatsuddo Hall, Kannon-do og en række andre templer som hører ind under Todai-ji.
De ligger smukt på bakkeskråningen med en fin udsigt og er et besøg værd.
På vej op (eller ned) kommer man også forbi Todai-ji klokketårnet med den 26 tons store klokke.
Det smukke klokketårn med den 26 tons tunge klokke
Kasuga Taisha Shrine
Fra Todai-ji templerne går turen videre sydpå opad til shinto templet Kasagu Taisha som ligger i skoven lidt oppe ad bjerget.
Smukt Shinto templet ligger oppe i skoven lidt øst for Nara
Turen er ca. 1,5 km lang og det sidste stykke er utroligt smukt.
Templet er fra år 768 og er på Unesco’s verdenarvsliste.
Dets bygninger ligger lidt spredt i skoven hvilket giver en hyggelig stemning.
Langs stien op til Kasuga Taisha templet står 100vis af lanterner – og hjorte
Rundt omkring på templets udvendige gange hænger flere hundrede lanterner. Langs vejen op til templet står ligeledes flere hundrede sten-lanterner.
Jeg har aldrig været der om aftenen, men kan tænke mig at det må være et imponerende syn.
Åbent: 8:30-16:00
Entre: 500 Yen (30 kr)
Der er gratis adgang til dele af templet.
Kasagu Taisha templet står opført på UNESCOs verdensarvliste.
Horyu-ji Temple
Jeg har desværre ikke selv været der, men har ladet mig fortælle at Horyu-ji templet skulle være et besøg værd.
Templet er fra det 5. århundrede og dermed en af de ældste i Japan.
Templet ligger en halv times kørsel med bus fra Nara Station.
Horyu-ji templet står opført på UNESCOs verdensarvsliste
Heijo Imperial Palace
Som førstegangsbesøgende i Nara, vil man gerne besøge det gamle kejserpalads.
Desværre er der stort set ingenting tilbage.
Genopbygning af det gamle kejserpalads – Audience Hall
Paladsområdet, som måler ca. 1 x 1 km, eksisterer stadigvæk og ligger et par kilometer udenfor byen, men er i dag blot en eng.
De seneste år er de japanske myndigheder dog begyndt at opføre nogle af de gamle bygninger. Man kan derfor nu kan se en kopi af den oprindelige Audience Hall og Suzuka Gate – den gamle hovedport til paladset.
I den østlige del af området finder man et lille museum med kort, billeder og enkelte objekter fra det gamle palads.
East Palace Garden
Går man lidt sydpå kommer man til East Palace Garden, som er en rekonstruktion af en del af den oprindelige kejserlige have.
Personligt fandt jeg besøget lidt skuffende, men det skyldes primært at man som turist i Japan hurtigt bliver forvænt med imponerende og flotte oplevelser.
Man mærker dog lidt af historiens vingesus ved at bevæge sig rundt i det store område. Er tiden til det, så tag toget ud og gå en tur i området.
Tag toget fra Kintetsu Nara Station – 2. stop til Yamato-Saidaiji Station eller tag en bus fra Nara Station.
Fra Yamato-Saidaiji er der ca. 15 minutters gang til paladsområdet og der er god skiltning hele vejen.
Museet er åbent: fra 9:00-16:00
Der er gratis adgang.
Heijo Imperial Palace står opført på UNESCOs verdensarvsliste
Gravpladser
Er man interesseret i gamle gravpladser, findes der en del i området omkring det gamle kejserpalads.
Lidt nordøst for kejserpaladset ligger 3 gamle gravpladser:
- Konabe Kofun
- Uwanabe Kofun
- Hishiage Kofun (Kofun betyder oltids grav).
De er synlige på Google Maps, men der findes stort set ingen information om dem og ingen ved hvem der ligger begravet der.
Jeg har ikke selv besøgt dem og der er efter sigende ikke meget at se.
Lige nord for kejserpaladset findes yderligere 2 gravpladser. De tilhører kejserinden Seimu og kejserinden Jingu, og lige sydvest for kejserpaladset findes yderligere en (anonym) gravplads.
Nara by
Selve Nara by er ikke så stor.
Sikahjortene færdes hjemmevant overalt i Nara
Der findes et par mindre arkader med butikker og restauranter, en af dem starter ved Kintetsu Station og går sydover.
Området Naramachi lige syd-vest for Sarusawa søen, er ganske hyggeligt med gamle traditionelle huse og små butikker.
Har man en time til overs og bare vil nyde lidt fred og ro, kan et besøg i Isuien Garden anbefales.
En fin lille japansk have lige syd for Todai-ji templet.
Små ”kager” med søde mosede bønner produceres og sælges direkte ud til gaden
Byen kan med fordel udforskes på cykel omend det kan være en lidt hård tur op ad bakkerne.
Som i alle andre japanske byer afholdes der årligt en række festivaler så check kalendere inden turen til Nara bookes.
0 kommentarer