Efter et par interessante dage i Nara ventede der nu 2 spændende dage i Koyasan. Jeg tog toget tilbage til Osaka for at mødes med min søde kæreste, som var landet i Kansai lufthavnen om morgenen.

Daimon Gate porten ved indgangen til Koyasan

Namba Station

Vi havde aftalt at mødes på Namba Station hvorfra toget til Koyasan afgår. Planen var at spise lidt frokost på stationen inden turen til Mount Koya.

Det gik dog op for os, at vores plan var en anelse optimistisk, for Namba Station er enorm og består af flere stationer som er forbundet via underjordiske gange og shoppingcentre.

Efter en halv times vandring og en del Whatsapp beskeder og telefonopkald, lykkedes det os dog til sidst at finde hinanden og få lidt frokost.

Osaka Namba Station

Fra Osaka Namba Station tog vi Nankai Limited Express til Gokuakubashi Station. En tur på 1,15 time sydøst for Osaka.

Efter en halv times tid skifter landskabet fra storby til spredt bebyggelse for til sidst på turen at blive helt landligt.

På Gokuakubashi Station skiftede vi til en lille bjergbane hvor togvognene er skrå og med sæder i etager.

Den sidste del af turen foregår med bjergbane

Turen op, tager 10-12 minutter og går igennem smuk granskov med enkelte frie passager og en pragtfuld udsigt.

2 spændende dage i Koyasan

Koyasan dag 1

(Hop direkte til – Dag 2)

Vel fremme på Koyasan Station skiftede vi til en lille bus som tog os de sidste kilometer op til byen.

Eftersom vejen op er ganske smal er det forbudt at gå op langs vejen. Der er dog vandre-stier som kan benyttes hvis man ønsker det. Vi var ganske tilfredse med at blive kørt.

Kongo Sanmai-in templet

Vi stod af midt i byen og via vores medbragte udskrift af et bykort, fandt vi hurtigt frem til Kongo Sanmai-in templet med tilhørende kloster. Her havde vi booket os ind for de kommende 2 nætter.

Koyasan blev i 2004 udpeget til at komme på UNESCO’s verdensarvsliste

Det ligger lidt oppe ad en bakke på en sidevej i Koyasan’s sydlige del og ligger således ganske centralt, ligesom alt andet i den lille by.

Simple, men hyggelige værelser I japansk stil

Ved ankomsten fik vi anvist et simpelt, men fint og efter japanske forhold. Et relativt stort værelse i japansk stil med Tatami måtter på gulvet, Futon madrasser på gulvet og et par Shoji døre ud til en lille japansk have hvor et vandløb rislede.

Herudover fik vi hver udleveret en Yukata Kimono samt et par tøfler til brug når vi skulle bade eller bare slappe af.

Traditionen tro, stod et par andre tøfler klar ved indgangen til toilettet, så man kunne skifte inden man gik ind. Ordnung muss sein!

Hovedgaden I Koyasan

Eftersom det kun var midt på eftermiddagen begav vi os ned til byen og gik en tur langs hovedgaden.

Det første vi kom forbi var et par butikker som solgte tilbehør til templer og buddhistiske ceremonier.

Byen med 100 templer

Det er ikke hver dag at man ser det, men i en by med 100 templer og ikke meget andet, er det vel kun naturligt at halvdelen af byens butikker sælger tempel-tilbehør.

Nysgerrige som vi jo er, gik vi ind for at kigge nærmere på sagerne – forskellig røgelse, skåle, små kiks og kager samt et hav af ting som vi ikke vidste hvad var.

Belært af erfaring om ikke at handle for meget på rejsens første dage, gik vi dog igen uden de store indkøb.

Japansk kagebutik i Koyasan

japanske Daifuku kager

Næste butik handlede udelukkende med søde japanske Daifuku kager lavet på mosede bønner.

En traditionel delikatesse, men for en vesterlænding kan smag og konsistens godt forekomme lidt speciel. Kagen er lidt for sød og anderledes end vi er vant til hjemmefra, men hvis man lige overvinder det første indtryk og i stedet nyder det lille sukkertilskud de giver, så er de faktisk ganske gode.

Japansk Daifuku

De Daifuku de solgte her var flade med næsten transparent dej.

Andre gange vi har fået dem, har de været med sød vanilie-dej som vi kender det fra f.eks. lagkagebunde, runde eller formet som fisk.

Af erfaring ved vi, at en enkelt af disse er tilstrækkeligt idet de er meget søde, så vi nøjedes med at købe 2 styk med ”red bean paste” og gik videre.

En tur igennem Koyasan er som at gå igennem en kulisse

Den gamle by – Koyasan

At gå igennem Koyasan er som at gå igennem Den Gamle By i Århus eller Astrid Lindgrens Verden i Sverige.

Det virker næsten som en kulisse der er sat op for turisternes skyld. Her er det blot ikke kulisser, men smukke levende templer og munke der går rundt i farvede rober i gaderne.

Det er et levende samfund og templerne er hjem for de tusindvis af munke der bor her. Fascinerende!

Lidt atypiske statuer ved Manihouto pagoden

Manihouto pagoden

Lidt nede I byen kom vi forbi Manihouto pagoden som hører til Jofuku-in templet.

Pagoden er lidt speciel i den forstand at en del af udsmykningen og statuerne i pagoden stammer fra den indiske og/eller thailandske buddhisme (jeg er ikke ekspert). Dette ses ikke så tit i Japan hvor det oftest er Zen buddhismens udsmykning der præger templerne.

En anden interessant ting ved pagoden er, at der er en lille underjordisk gang under pagoden.

En trappe fører ned under pagoden og fører een rundt ad en lille mørk gang. Undervejs passerer man en statue – og kort efter er man oppe igen !?  Lidt specielt…

Jeg har forsøgt at finde ud af hvad formålet med denne underjordiske gang er, men uden held.

Okunoin kirkegården

Ved mørkets frembrud var vi fremme ved Okunoin kirkegården.

En tilsyneladende uendelig sti omgivet af traditionelle japanske stenlamper fører ind gennem de mere end 200.000 gravstene…

Man skal ikke have set for mange gyserfilm eller være bange for mørke her, men meget fascinerende og smukt er det.

Middag på Kongo Sanmai-in templet

Vi nåede dog ikke så langt ind på kirkegården, da klokken var blevet mange og det var ved at være tid til middag tilbage i Kongo Sanmai-in templet.

Et farverigt vegansk måltid

Middagen blev serveret af stedets munke i en stor spisesal med Tatami måtter på gulvet og puder til at sidde på. Middagen bestod af et væld af små veganske retter: suppe, tofu, syrnede grøntsager, bønner, tempura samt naturligvis ris.

Alt var fint tilberedt og det smagte dejligt. Trods fraværet af kød og med kun en begrænset mængde fedt, blev vi alligevel pænt mætte.

Andre gæster var bedre til at sidde i Lotus stilling end os

Rent praktisk var det dog et problem for vores stive ben at sidde i Lotus stilling mere end 10 minutter, hvorfor den sidste del af måltidet blev indtaget i diverse alternative stillinger.

Munkene må have troet at vi havde lopper så uroligt vi sad på puderne.

Lille japansk bad

Badetid

Efter middagen iførte vi os vores Yukata Kimono’er og begav os til hvert vores baderum. Et baderum som på traditionel japansk vis, bestod af et vaskerum med en række små håndvaske med håndbrusere og små plasticstole at sidde på, samt et stort fælles nedsænket bad med varmt vand.

Efter en grundig afvaskning tog jeg plads i det store badekar hvor et par af munkene allerede havde taget plads.

Desværre var deres engelske og mine japanske sprogkundskaber meget begrænsede, så jeg havde ikke mulighed for at få stillet min store nysgerrighed omkring deres liv og tanker.

Efter badet var det sengetid. Vi har sovet på Futon madrasser flere gange i Japan og det går fint, så længe det kun er et par dage.

Vækkeuret var sat til kl. 05.45 eftersom morgenens ceremoni i templet skulle starte 06.00. Godnat!

Koyasan dag 2

Vi vågnede ved vækkeurets bippen. Hurtigt i tøjet og afsted til Kongo Sanmai-in’s Main Hall hvor munkene tog imod os.

Munkene i dyb koncentration under morgenceremonien

Kongo Sanmai-in’s Main Hall

Sammen med stedets øvrige gæster, blev vi placeret på et par stolerækker foran en stor opsats af buddhistiske statuer og relieffer.

Vi fik en kort introduktion på japansk af templets ”Head munk” mens en af hans lærlinge gjorde et koncentreret forsøg på at oversætte til engelsk.

Herefter gik ceremonien i gang og de næste 45 minutter genlød rummet af bønner, chanting og stilhed.

Efter ceremonien fik vi en kort rundvisning i templets hellige haller og fik bla. forevist det store skab hvor Kongo Sanmai-in’s ”Hibutsu”, den hellige Buddha statue, opbevares.

Statuen vises kun frem een gang med 500 års mellemrum og det var desværre ikke den dag vi var der.

Faktisk bliver den først vist frem igen i slutningen af 2400 tallet, så chancen for at opleve det er lille.

Templets ”Head munk” fortæller om hvor svært det er at drive et tempel

Jeg tror de fleste nu var klar til morgenmaden, men vores Head Munk havde lige et par ord han ville give os med på vejen.

Donationer og vedligeholdelse af et tempel

Det handlede ikke så meget om Buddhisme eller evig fred, men derimod om hvor dyrt det er at drive et tempel!

Eftersom Koyasan er på UNESCO’s verdensarvliste får får templerne betalt halvdelen af deres udgifter til vedligeholdelse via UNESCO.

Til gengæld må de ikke fælde et træ eller slå et søm i væggen uden at de skriftligt skal ansøge UNESCO’s bevaringseksperter og have det godkendt.

Alt skal udføres i original stil og i originale materialer (templet er opført i år 1211), hvilket betyder at det koster en formue hver gang de vil renovere noget.

Om det var almindelig frustration eller et ønske til os om at donere lidt ekstra penge til templet fandt jeg ikke ud af. På en måde var det lidt synd for den gode buddhist at han nu skulle slås med de samme økonomiske problemer som resten af jordens befolkning.

Det var formentlig ikke det han havde regnet med, da han som ung mand for 60-70 år siden forlod sin familie og sine egendele for at blive munk.

Tid til morgenmad

Tempel morgenmad

Efter et glimrende morgenmåltid bestående af lidt færre, men stort set de samme retter som aftensmaden, ris, suppe, tofu, syrnede grøntsager m.m., gik vi ud i den friske luft og begav os de 200 meter ned til byen.

Første stop var den lokale turistinformation (anbefaling) hvor en ung mand med New Zealandsk accent venligt svarede på alle vores spørgsmål og udstyrede os med et kort over byen.

Han anbefalede at vi startede vores tur ved byens port Daimon Gate og tog turen gennem hele byen og kirkegården ned til Kobo Daishi mausolæet.

Så det gjorde vi.

Simpel frokost

Undervejs besøgte vi en række templer og spiste en dejlig simpel frokost på en lille japansk familierestaurant midt i byen.

Konen tog sig egenhændigt af alle gæsterne, mens manden sprang omkring og adlød ordrer.

Hvorfor skulle det være anderledes her end andre steder?

Smuk tur igennem Danjo Garan tempelområdet

Konpon Daito pagoden

Om eftermiddagen lagde vi vejen forbi Konpon Daito pagoden som ligger i Danjo Garan området. En perle af smukke bygninger, pladser, stier og træer, og altsammen sirligt pænt og rent.

Ved siden af pagoden står Daito klokketårnet som, i skærende kontrast til de evigt brune og orange templer man ser overalt, er helt hvidt.

Eftersom det var oktober måned var flere af træerne begyndt at skifte til deres gule og røde efterårsfarver hvilket kun gjorde indtrykket endnu smukkere.

Kongobuji er Shingon buddhismens hovedsæde

Kongobuji templet

Fra Konpon Daito gik vi videre til Kongobuji templet som er hovedsæde for Shingon buddhismen.

Templet er velbesøgt af munke og buddhister fra hele verden og er derfor indrettet med en stor moderne bedesal hvortil der er fri adgang og serveres gratis the med en riskiks til.

Fine malede paneler

Templet er interessant i den forstand at det er et levende museum.

Overalt ser man munke i gang med dagens gøremål samtidig med at man kan gå rundt og se de gamle panelmalerier, den fine stenhave samt det originale gamle køkken.

En munk holder foredrag for et hold japanske pilgrimme

Fra Kongobuji gik vi lidt omkring i sidegaderne og beundrede de mange smukke templer inden vi begav os videre gennem byen til Okunoin kirkegården.

Turen igennem Okunoin kirkegården er 2 km

Okunoin kirkegården

Kirkegården ligger delvist inde i en skov og er betagende smuk.

Vi gik langsomt langs stien gennem kirkegården og beundrede de smukke gravsteder, de mange figurer og de enorme cedertræer som er flere hundrede år gamle.

Stedets atmosfære er fortryllende og man kan ikke lade være med at blive betaget af dette smukke sted.

Smukke gravsteder

Undervejs stoppede vi op for at beundre nogle af gravene som naturen langsomt er ved at overtage.

Af en eller anden grund var vi næsten alene på den store kirkegård og mødte kun ganske få mennesker på den 2 km lange tur.

Orkanen som havde hærget Japan blot et par dage tidligere, mens jeg var i Nara, havde væltet et par store træer hvilket desværre var gået ud over nogle af gravstederne.

Gobyo stenbroen med Kobo Daishi’s mausoleum i baggrunden

Efter en halv times vandring kom vi frem til Gobyo-broen som er en lille stenbro der markerer indgangen til Gobyo – Kobo Daishi’s mausoleum.

Det siges at Kobo Daishi tager imod alle sine gæster her, hvorfor man ifølge etiketten skal bukke inden man går over den, men det erfarede vi først senere.

Kobo Daishi’s mausoleum

Iøvrigt er det forbudt at fotografere i området efter broen, hvilket vi heller ikke blev klar over før senere! Respektløse turister siger jeg bare…

Bag Kobo Daishi’s mausoleum

Ved mausoleum’et var der langt flere mennesker end inde på selve kirkegården. En del af dem sad i bøn foran indgangen til mausoleum’et, hvor Kobo Daishi ligger begravet, mens andre gik om på bagsiden.

Jeg fulgte nysgerrigt efter og gik med om bagved. Her fandt her endnu flere mennesker i bøn og enkelte i gang med ”chanting”- rytmisk fremsigelse af hellige bønner.

Sagnet om Kobo Daishi

Ifølge sagnet er, at Kobo Daishi ikke er død, men siges at sidde i evig meditation bag mausoleum’et, hvorfor dette sted er det mest hellige på Mount Koya.

Vi blev siddende et stykke tid og iagttog i stilhed alt hvad der foregik omkring os.

Spændende og samtidig lidt uforståeligt for en hedning som mig, at folk valfarter til et fjerntliggende bjerg for at tilbede de jordiske rester af en for længst afdød person.

Men omvendt sker det jo hver eneste dag overalt på kloden…

Indgangen til Toroda Hall

Torodo Hall – de 10.000 lanterner

Fra Kobo Daishi gik vi videre til Torodo Hall, de 10.000 lanterners pavilion.

Bygningen består af 2 etager med lanterner fra gulv til loft. Det er fascinerende og et flot syn at gå rundt i de små gange helt omsluttet af lanterner.

I baggrunden kunne man høre en svag brummen som fra et ventilationsanlæg, hvilket formentlig er nødvendigt for at kontrollere varmen fra 10.000 lanterner.

Omgivet af 10.000 lanterner

I vore dage ville de lokale myndigheder af miljømæssige hensyn formentlig ikke have tilladt at man fyrede op under 10.000 lanterner inde i en træbygning. Men for 1.000 år siden var hverken brandreglement eller global opvarmning emner på dagsordenen og man havde andre og vigtigere ting at tænke på.

I ”kælder-etagen” nedenunder Torodo står 50.000 små statuer som blev skænket til Okunion i 1984.

Desværre var der lukket da vi endelig var færdige med at udforske de spændende omgivelser, hvorfor vi ikke nåede at se dem.

Lokale ærer deres afdøde slægtninge

Hele området omkring mausoleum’et og Torodo er interessant.

Jizu statuer

Her finder man bla. en lille grotte samt en række Jizu statuer med små vandposter foran.

Her udfører de lokale en ceremoni hvor de hælder vand på statuerne og fremsiger bønner til ære for deres afdøde slægtninge.

Ved siden af Torodo hall findes et par ”pyramider” bygget op af små Jizu statuer med hagesmæk. Jizu figurerne er beskyttere af de døde børns sjæl.

Tusindvis af sjæle

Det er på en gang et smukt og et trist syn. Pyramiderne er for ”sjæle uden familie” og rummer tusindvis af små figurer.

En Jizu statue med hagesmæk og hue

Vi kunne formentlig have brugt et par timer mere på kirkegården, men det var ved at blive aften og vi begav os derfor tilbage til vores tempel for at nyde endnu et farverigt vegansk måltid.

Efter mørkets frembrud tændes stenlamperne

Selvom vi egentlig var godt trætte efter en lang dag valgte vi efter middagen at begive os ud i den friske oktober-luft.

Dels fordi vi havde lyst til lidt dessert ovenpå alt det sunde mad og dels fordi vi havde hørt at Koyasan er noget helt specielt efter mørkets frembrud.

Søde sager

Første stop var en lille købmand et par hundrede meter nede ad vejen fra vores tempel.

Favorit sodavandsis med chokoladesmag

Vi købte hver en af vores (mine) favorit-is, som er noget så sjældent som en sodavands-is med chokolade smag.

Og ja, nu tænker du nok ”hvordan kan en sodavands-is med chokoladesmag smage godt?” Men det kan den!

Jeg har efterhånden spist en ikke ringe mængde af dem og bliver lige begejstret hver gang.

Nå, men det sjove ved vores is-køb var egentlig at et par af munkene tilsyneladende heller ikke var blevet helt mætte af den veganske kost. Også de var i gang med at handle lidt til den søde tand.

Vi er jo alle kun mennesker når det kommer til stykket.

Daito klokketårnet oplyst om natten

Danjo Garan tempel

Fra købmanden begav vi os til Danjo Garan tempelområdet.

Porten ind til området samt en række af templerne var badet i lys og gjorde nat til dag.

Fantastisk smukt.

Begav man sig ud af projektørernes lys, kunne man se en række af de mindre tempelbygninger som lå og gemte sig som mørke skygger.

Det var både fascinerende og hyggeligt at gå rundt i området mellem de smukke gamle bygninger.

Indimellem mødte vi et par turister, men ellers var området helt tomt og stille.

Egentlig var det planen at gå til Okunoin kirkegården, men vi måtte overgive os til trætheden og finde tilbage til vores tempel og vores Futon madrasser.

Afslutningsvis

Dag 3 var rejsedag. 2 spændende dage i Koyasan var ved at være slut. Check ud klokken 11.00, men først skulle vi lige et smut ned i byen for at hæve penge til betalingen af vores ophold.

Bare fordi man er munk er man ikke nødvendigvis ordensmenneske…

Munkene har endnu ikke taget den moderne teknologi til sig, så alt skal betales kontant.

På mit Visa/Dankort kan jeg ”kun” hæve 30.000 Yen pr. dag, hvilket svarer til ca. 1.750 DKK. Det var dog ikke nok til at betale for 2 overnatninger, så vi måtte have gang i endnu et kreditkort for at kunne indfri vores gæld

Rejsetip: Medbring altid 2 kreditkort.

Tilbage på templet fandt vi frem til ”kontoret” som lignede et sted der godt kunne bruge en ordentlig omgang oprydning – eller endnu bedre en PC med et regnskabsprogram.

På vej tilbage til civilisationen

Således gældsfri begav vi os ud på de 4,5 timers rejse mod Kyoto’s Shijo område, hvor vi skulle tilbringe de næste 4 nætter af vores eventyr…