Asien | Indien
Ja, Indien er stort og støjende og overfyldt og hektisk og varmt og fattigt og.. og…og alt muligt andet du måske har hørt om.
Ja, der er tiggere
Ja, der er krydret mad
Ja, du vil sandsynligvis få en god omgang “Delhi” mave undervejs.
MEN hvorfor skal du lade et par “små detaljer” som disse slå dig ud?
Hvorfor rejse, hvis ikke du vil have eventyr, udfordringer og gøre dig nogle fantastiske opdagelser om den store verden – og især dig selv?
På trods af alle disse “advarsler”, er Indien et land med en usædvanlig skønhed, historie, kultur og kunsthåndværk.
Overalt møder du venlige og snaksalige mennesker, der vil stirre på dig og stille en million spørgsmål. Nogle spørgsmål måske lidt upassende, men mennesker som vil være dig behjælpelige, forklarende og vise dig en venlighed og høflighed, langt ud over dine forventninger og hvad du ellers er vandt til.
Med følgende 8 rejsetips til Indien er vi sikre på at du ikke bare overlever din rejse i Indien, men også vil tilbage og have mere.
8 gode rejsetips til Indien…
1. Medbring en god portion humor
I Indien vil der med sikkerhed, være noget som går galt på et tidspunkt.
Råben og skrigen nytter absolut intet hvis toget ikke kører til tiden, eller en flyvning pludselig blir annulleret – tværtimod.
Det eneste der vil ske, hvis du hidser dig op, er at du gør dig selv til grin og slet ikke kommer nogen vegne.
Hvis du kan grine af de udfordringer du bliver kastet ud i i Indien, så er du allerede godt på vej til en meget mere succesfuld rejse.
Inderne bryder sig IKKE om at deres land bliver kritiseret, så prøv at undlade det. Ok det kan være svært, men forholdene er ikke som herhjemme – men var det ikke også derfor du valgte at rejse? For at se og få noget forandring?
2. Vær fleksibel
I Indien kører de på det de kalder IST = “Indian Stretchable Time” – folk kommer for sent, eller måske dukker de slet ikke op, eller måske kommer de slæbende med hele familien etc.
Drop pylreriet, lad vær med at ærgre dig – bare accepter, at det er den måde det fungerer på!
Prøv dog selv at overholde aftaler – fordi det er høfligt – men trafikken kan være dårlig og bliver du alligevel sent på den, så lad være med at være overdrevent undskyldende. Inderne accepterer det og ser det som en del af livet.
3. Vær åben og neutral
Indien er, på trods af deres noget forbedret økonomi, stadig et 3. verdens land. Holdninger er forskellige og folk reagerer derfor også forskelligt.
Accepter de kulturelle forskelle for hvad de er – nemlig kulturelle forskelle, som du alligevel ikke kan lave om og det er heller ikke derfor du er på besøg.
4. Vær respektfuld
Religion er MEGET vigtigt i Indien, så det er en selvfølge, at besøgende respekterer indernes normer og overbevisninger i landet. Sko efterlades udenfor ved templer og moskeer og ved andre religiøse (bede) steder.
Tøjet skal være respektfuldt. Dæk dine ben når du er i en moské eller et tempel. Kvinder bør altid have et tørklæde med sig, hvis de får brug for at dække hovedet.
Vær altid opmærksom på hvordan inderne opfører og klæder sig – ikke på diskoteker og klubber, men i deres hverdag.
Går du rundt i shorts og kort nederdel, så bliv ikke overrasket over, at blive (ned)stirret.
Og nu, efter alle de opløftede pegefingre, er der lidt rejsetips til Indien af en helt anden art.
Når det kommer til mad & drikke, skal du…
5. Være meget forsigtig
Hygiejne er ikke altid som den burde være i Indien, især ikke hvis du opholder dig på de lidt billigere steder.
Vær fornuftig – vask dine hænder, tør glas og flasker af, inden du drikker af dem.
Spis frugt du kan skrælle såsom bananer, appelsiner m.m. Drik kun kokossaft fra kokosnødder som bliver åbnet foran dig.
Spis ikke salater, medmindre du er sikker på de er blevet ordentligt vasket.
Spis ikke over krydret mad allerede den første dag – start lidt forsigtigt, lad din krop vænne sig til den lækre og krydrede mad.
Vegetarisk mad er normalt det sikreste.
6. Aldrig drikke vand fra hanen – ALDRIG NOGENSINDE
7. Rejs let
Næsten alt hvad du har brug for, kan du få i Indien og sandsynligvis langt billigere end herhjemme. Så lad nu vær med at over-pakke.
Tøj, bøger, toiletartikler, mad, hukommelseskort til dit kamera, batterier, sim-kort etc. I dag kan du få næsten alt i Indien, sådan har det ikke altid været, men i dag er næsten alt tilgængeligt.
8. Slap af
Indien er STORT og du vil ikke være i stand til at se det hele på én rejse. Medmindre du er af sted i månedsvis. Så lad vær med at være for ambitiøs.
Afstandene er store og du vil ende op med at bruge al tiden på vejene, som tager rigtig lang tid, da de oftest er i meget dårlig stand.
Planlæg hellere en kortere rute og tag dig tid til at nyde alle seværdighederne og slappe af.
Indien er indbydende og uendelig fascinerende.
Du vil helt sikkert blive chokeret over fattigdommen, men samtidig blive vildt forblændet af de fabelagtige forter og paladser, deres vilde dyr, silken, kunsthåndværket, vævning, musik og dans.
Dette land er virkelig overvældende i enhver forstand – så slap af og lad dig blive overvældet (bare ikke drik af vandet fra hanen).
Bonus rejsetips til Indien
- Læs altid Udenrigsministeriets rejsevejledning inden du rejser
- Lav en pakkeliste og undgå at slæbe for meget med – en pakkeliste kan downloades HER
- Sørg for at have en rejseforsikring
- Lonely Planet har verdens bedste rejseguides både som e-bog og i paperbacks – også til Indien. Køber du dem via os, tjener vi en lille smule i kommission – på forhånd tak for støtten.
2 Kommentarer
Indsend en kommentar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Super spændende indlæg.
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at rejse til Indien.
En meget anderledes og spændende kultur!!
Ja, Indien er et super spændende land som byder på lidt af det hele 🙂