Fra Hiroshima Station går der tog til Miyajimaguchi Station en halv time syd-vest for Hiroshima. Fra stationen er der et par min. gang til færgen, som i løbet af 10-12 min. fragter dig til øen Itsukushima.
Øen går også under navnet Miyajima, men det er faktisk hovedbyen på øen der hedder Miyajima og ikke selve øen. Her får du en guide til Miyajima og de oplevelser som venter.
Fra færgen kan man se Itsukushima templet med bjergene i baggrunden
Guide til Miyajima med skøn natur
På turen over kan man se toppen af de mange østersfarme som ligger spredt ud i bugten.
Efterhånden som man nærmer sig Miyajima begynder den store orange Torii port i vandet ud for Itsukushima templet at tage form.
Ankommer man om formiddagen står Torii porten i 1-2 meters vand, mens man om eftermiddagen kan gå tørskoet ud til den.
I løbet af dagen forsvinder vandet ud under Itsukushima templet og sidst på dagen kan man gå ud til den store Torii port
Sika Hjorte
Det første man lægger mærke til ved ankomsten til øen er de mange Sika-hjorte som går frit omkring.
Ligesom i Nara er Miyajima’s hjorte vant til turister og kan indimellem blive ganske nærgående hvis de forelsker sig i den is eller andet mad man har i hånden.
Det første man lægger mærke til ved ankomst til Miyajima er de mange Sika hjorte som går rundt overalt
Itsukushima Templet
Et par hundrede meter fra færgeterminalen ligger Shinto templet Itsukushima med sine orange bygninger helt ud til vandet – eller i vandet, afhængigt af tidspunktet.
Templet er bygget på pæle og når det er højvande ligger størstedelen af templet i vandet, mens det ved lavvande står på strandens sand.
En “Lion-dog” ved Itsukushima templet beskytter ifølge Shinto traditionerne imod onde ånder
Templet er bedst kendt for den store Torii port som står i vandet ud for templet og som er et yndet motiv.
Begge dele er desuden på Unesco’s verdensarvliste og som et af Japan’s mest berømte templer, er det oftest overrendt af turister.
Five Story Pagoda og Senjokau Templet
Lige oppe bag Itsukushima templet stråler den såkaldte “Five Story Pagoda” som blev bygget i 1407.
Pagoden er et enestående eksempel på smuk japansk arkitektur med sin fine orange-røde lakering og et tag bestående af tusindvis af små skiver cypres træ (shingles).
Den smukke Five Story Pagoda ligger på bakken bag Itsukushima templet
Ved siden af pagoden ligger Senjokau Templet (Toyokuni) som i folkemunde kaldes “Hall of Thousand Tatami Mats”, fordi det er så stort at det kan rumme tusind Tatami måtter.
I Japan opgør man boliger udfra antallet af Tatami måtter det kan rumme, og ikke udfra antallet af kvadratmeter.
Daisho-in Templet
Fortsætter man forbi Itsukushima templet og opad Mount Misen bjerget, kommer man til det spændende Daisho-in tempel.
Templet er fra år 806 og er et af Shingon buddhismens vigtigste templer (se artiklen om Mount Koya) og er en perle i rækken af dejlige japanske templer.
Niomon Gate indgangen til det 1.200 år gamle Daisho-in tempel
Vel igennem den store indgangsport til tempelområdet, mødes man af 500 små Rakan statuer. De står langs en lille sti på venstre hånd, hver især med et individuelt ansigtsudtryk.
Hundredevis af individuelt udseende små Rakan statuer smykker stierne
Længere oppe kommer man til Henjokutsu Cave med 88 buddhist figurer, som symboliserer de 88 templer på pilgrimsruten Shikoku 88.
Her kan man få velsignelse uden at behøve gå de 1.200 km som Shikoku ruten kræver.
Rummet er oplyst af hundredevis af lanterner og vækker minder om et andet af Shindon buddhismens smukke steder: Torodo Hall på Mount Koya hvor 10.000 lanterner lyser op.
Henjukutsu Cave med de 88 figurer som symboliserer de 88 templer på Shikoku pilgrimsruten
Daisho-in templet rummer mange andre spændende bygninger og oplevelser. Sæt et par timer af og gå på opdagelse, og nyd den dejlige ro og fred som stedet rummer.
Øvrige oplevelser på Miyajima
Som jeg har skrevet andetsteds i artiklen kan det anbefales at booke en overnatning på Miyajima.
Det giver ro og fred til at udforske øen og dens smukke natur og fine templer. Det vil også give mulighed for at opleve Itsukushima templet og Torii porten med og uden vand – hvilket giver helt forskellige indtryk.
Selve Miyajima by er lille og hyggelig med små gader og et par restauranter.
Har man vandreskoene med, findes der en del gode vandrestier til toppen af det 500 meter høje Mount Misen, eller man kan tage kabelbanen op og gå turen ned.
Undervejs kan man nyde den smukke natur med udsigt til øens templer.
0 kommentarer