USA | Hawaii

Hawaii er meget mere end magiske sandstrande

Hawaii er ikke bare smukke sandstrande og surfing, hvilket jeg for alvor fandt ud af da jeg i 1,5 år boede på Hawaii.

Jeg var udstationeret som højskoleleder og -underviser for en dansk højskole, hvor jeg havde grupper af danske og svenske elever, som skulle bo på Hawaii i 2-3 måneder ad gangen.

Da jeg tilbage i 2013 rejste til Hawaii første gang, kendte jeg ikke meget til de tropiske øer inden jeg tog afsted. Mit kendskab til aktiviteterne på Hawaii, var som hos de fleste andre, begrænset til at ligge på stranden og danse hula.

Waipio-Valley-Trail-BigIsland
Waipio Valley Trail på Big Island

Jeg blev derfor meget positivt overrasket da jeg fandt ud af hvor meget mere Hawaii har at byde på. Specielt for en som mig, som elsker natur og godt kan lide at udfordre mig selv.

Med denne blog post vil jeg inspirere dig med nogle af de mange muligheder der findes på Hawaii, udover at bade og ligge på de mange lækre strande.

Blandt de mange aktiviteter på Hawaii, får du her nogle af mine bedste anbefalinger.

Vandreture i alle sværhedsgrader

Jeg elsker at vandre og har vandret i store dele af verden. Til dato har jeg ikke fundet ligeså smukke vandreruter, som dem der findes på Hawaii.

Kalalau-Trail-Kauai-hawaii
Kalalau Trail på Kauai

Der er rigtig mange vandreruter på Hawaii øerne. De findes i næsten alle sværhedsgrader og længder. Uanset om du aldrig har været ude at vandre før, eller du er en garvet vandrer, så findes der ruter hvor alle kan være med.

Lulumahu-Falls-Trail-Oahu
Lulumahu Falls Trail på Oahu

Fælles for de mange ruter er, at du få en fantastisk naturoplevelse med alt fra regnskove og vandfald, til de mest spektakulære udsigter.

Lanikai-Pillbox-Trail-Oahu
Lanikai Pillbox Trail på Oahu

På nogle af ruterne kan der være involveret lettere bjergbestigning og smalle stier langs stejle skrænter. Andre ruter går gennem dale og ender på smukke strande. Og så er der ruter som er koncentreret omkring vulkankratere.

Kilauea-vulkankrater-Big-Island-Hawaii
Kilauea vulkankrater på Big Island

En del af ruterne er ikke særlig godt skiltet og det er ikke altid lige nemt, at finde ud af hvor en rute starter. Det kan derfor være lidt svært for turister på egen hånd at finde hen til ruterne uden at skulle hyre en guide.

Der er dog også fordele ved den dårlige skiltning, nemlig at ruterne ikke er fyldt med turister og du dermed ofte har dem for dig selv.

Vandrerute-skiltning-hawaii

HER kan du se alle Hawaiis vandreruter – hvor du også kan læse om ruternes sværhedsgrad og længde.

Dykning & snorkling i verdensklasse på Hawaii

Dykningen på Hawaii er en fantastisk oplevelse og forskellig fra ø til ø. Men uanset hvilken ø du dykker på, så vil du opleve en ubegribelig smuk verden af farvede koraller og fisk.

Om du er dykker eller snorkler, så er der masser at se på lige under havets overflade. Hver ø har sine egne fantastiske dykker og snorkle steder, som alle har noget forskelligt at byde på.

En af mine store oplevelser har bla. være på Big Island, hvor vi flere gange om aftenen har dykket og snorklet med kæmpe rokker og set dem spise. Hver gang har der været ca. 15-20 rokker, som elegant gled gennem vandet med deres kæmpe ”vinger”. En helt speciel oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

Dykning-hawaii-rokke

En anden god oplevelse er at dykke gennem lava tunneler og opleve den unikke skildring mellem sorte lavasten og farverigt koralrev. Eller at tage til Oahu og vragdykke.

Flere steder vil du kunne komme helt tæt på nysgerrige og meget tillidsfulde havskildpadder.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at uanset hvor tæt du kommer på både koraller og havdyr, så må du ALDRIG røre ved dem. Rør’ du en havskildpadde, som i øvrigt er fredet, så kan du risikere en bøde på 10.000 US Dollars.

Dykning-skildpadde-hawaii

På Maui kan du tage ud til Molokini øerne, hvor dyrelivet er i top. Eller du kan tage til Lanai, hvor du kan opleve 2 lava katedraler.

På Kauai får du en blanding af det hele, samtidig med at du kan komme tæt på den ”forbudte ø” Ni’ihau. Den eneste ø som stadig er 100% hawaiiansk, og som kun kan besøges med tilladelse fra folket der bor der.

Haleakala Nationalpark – Mauis største vulkan

En anden stor oplevelse er at køre til toppen af Haleakala på Maui. Haleakala er Mauis højeste punkt og største vulkan. Tag derop og oplev en fantastisk solopgang, for herefter at vandre ned gennem et område, som mest af alt ligner planeten Mars.

Det er en meget kold, men uovertruffen oplevelse, som du helt sikkert ikke må være foruden hvis du befinder dig på Maui. Vær opmærksom på at du skal reservere plads, og ikke som tidligere bare kan køre op og se solopgangen.

Der er begrænset parkeringsmuligheder og da det er blevet et meget populært sted blandt turister, så er det derfor nu nødvendigt at reservere en parkeringsplads.

Man kan højest reservere plads til en bil 2 måneder forinden og desuden skal man betale adgang til nationalparken.

Adgangsbilletten er gyldig i 3 dage og kan købes ved indgangen til parken.

Solopgang-Haleakala
Solopgang fra Haleakala

Der er en del forskellige vandreruter gennem krateret. Den længste af dem på 21 km. Keonehe’ehe’e Trail, også kaldet Sliding Sands, er klart den mest anbefalelsesværdige.

Du skal være forberedt på, at det går pænt op ad bakke flere steder på Keonehe’ehe’e Trail.

Vandretur-Haleakala-krateret-hawaii
Vandretur gennem Haleakala krateret

Road to Hana på Maui – en af de største naturoplevelser

“The Road to Hana” på Maui er en strækning på ca. 100 km som er en kæmpe oplevelse. Turen byder på både vandfald, små vandreruter, fantastiske strande, tide pools og meget meget mere.

Road-to-hana-hawaii

Kør i god tid om morgenen for ikke at sidde for meget i kø. En stor del af turen er kun med ét spor, vejene er smalle og der er rigtig mange ét sporsbroer. Det er derfor en god idé at køre tidligt – også så du får mulighed for, flere steder, at holde ind til siden og tage billeder.

Desuden kan det være en god idé at tage køresygepiller med. Jeg har aldrig været køresyg før jeg var passager i en bil på denne strækning. Der er vanvittig mange hårnålesving.

Faldskærmsudspring

Er du vild med spænding og skal du have et adrenalinsus, så skal du springe i faldskærm.

Faldskærmsudspring sker (kun) fra North Shore af Oahu. Jeg har selv sprunget i faldskærm 5 gange på Hawaii og det er en helt ubeskrivelig følelse.

At springe ud af flyet og være i frit fald med flere hundrede kilometer i timen, for derefter at svæve gennem luften og nyde udsigten udover North Shores smukke kystlinje fra faldskærmen, er en helt uforglemmelig oplevelse.

Faldskaermsudspring-hawaii
Mit første faldskærmsudspring på Oahu

Surfing

Noget man klart forbinder med Hawaii er surfing. Det er helt sikkert også meget udbredt og når bølgerne er gode, så er rigtig mange ude at surfe. På Waikiki Beach ser du altid en del turister med deres surfinstruktører.

Jeg fik selv et par surflektioner på Waikiki Beach, men udover at det er sjovt, så er det også mega hårdt og bestemt ikke nemt. Med en god portion tålmodighed og et ukendt antal forsøg, fik jeg det endelig lært. Jeg er dog på absolut ingen måde prof.

Surfing-hawaii

Om vinteren kan du opleve verdens største surfkonkurrence på North Shore af Oahu. Helt sikkert et must see, hvis du er der på det tidspunkt. Det er skrækslagende at se hvor høje bølgerne er, og respekten for surferne vil inden ende tage.

Surf-konkurrence-hawaii

SUP boarding

Udover surfing, så er der også mange der SUP boarder (stand up paddle boarding).

Det er en del nemmere at lære SUP boarding end surfing, men samtidig er det hårdt og man får virkelig brugt alle kroppens muskler.

Jeg vil helt sikkert anbefale at prøve det, men har du ikke prøvet det før, så gør det et sted hvor der ikke er bølger. At SUP boarde kræver en del balance og kontrol for at blive stående på boardet. I sær når der er bølger.

Et godt sted at prøve det af, er i Haleiwa på North Shore af Oahu eller på Wailua River på Kauai. Begge steder er der små floder, hvor vandet er helt stille og det kan øves i dit helt eget tempo. Samtidig kan du nyde en meget smuk natur.

SUB-boarding-hawaii
SUP boarding i Haleiwa på North Shore

Kajakroning

En del steder kan du leje kajakker som er en hyggelig aktivitet for alle aldre, og som ikke kræver særlige skills.

Skal jeg anbefale nogle gode kajaksteder, så vil det bla. være på Mokulua øerne ved Lanikai Beach. Det er en fantastisk smuk kystlinje med udsigt til Lanikai og Waimanalo strandparker og med bjergene i baggrunden. Det kan næsten ikke blive meget bedre.

kajak-hawaii

Helikoptertur – den ultimative udsigt

Af andre aktiviteter jeg varmt kan anbefale, er helikopterturene over øerne Big Island og Kauai. Disse 2 øer er særlig unikke og smukke på hver deres måde.

Big Island pga. den aktive vulkan, hvor de fantastiske kontraster mellem den store mængde lava og det frodige landskab er enorm og helt unik.

Kilauea-vulkanen-Big-Island
Kilauea vulkanen på Big Island

Kauai fordi øen er den frodigste af alle øerne, og besidder Stillehavets svar på Grand Canyon, nemlig Waimea Canyon og Na Pali-kysten, som er ubeskrivelig smuk.

Na-Pali-kysten-Kauai
Na Pali-kysten på Kauai 

Bådture med mulighed for at spotte delfiner

En bådtur til Napali-kysten på Kauai kan jeg på det kraftigste også anbefale – hvis altså du springer Kalalau vandreruten over. Du skal helt tæt på for virkelig at nyde dette helt spektakulære syn af klipper, dale, vandfald og strande. Det er som taget lige ud af en eventyrbog, så smukt og storslået er det hele.

Na-Pali-kysten-Kauai-baadtur
Na Pali-kysten på Kauai

Både på Big Island, på Kona siden, og på Oahu ved Waimea kan man tage på bådture. Her kan man være heldig at se og svømme med delfiner, samt snorkle med havskildpadder.

Alle gangene jeg har været på denne tur, har jeg set og svømmet med delfiner. Det er ren magi at se og opleve dem svømme, hoppe og lege i vandet, og ikke mindst at lytte til dem snakke under vandet.

delfiner-hawaii
Delfiner på en snorkeltur på Oahu

Der findes masser af oplevelser på Hawaii og mange flere end dem jeg her har beskrevet. Èn ting er helt sikkert, du kommer ikke til at kede dig på en rejse til Hawaii.

Vil du vide mere om Hawaii

Hvis du kunne tænke dig at læse mere om Hawaii eller har spørgsmål til hvad som helst vedrørende Hawaii, så er du meget velkommen til hoppe ind på “Group Adventure“. Et rejsebureau med blog som jeg i starten af 2019 lancerede.

Udover at arrangere aktive grupperejser til Hawaii, så skriver jeg også rejseblogs om alt hvad der er værd at vide om Hawaii.

Hawaii er for mig så meget mere end et almindeligt rejsemål. For at forstå hvilket paradis Hawaii er, så er du nødt til at besøge øerne, for Hawaii er langt mere end bare strande.

Hawaii er smuk natur, aktiviteter og ikke mindst en kultur som er helt særlig på øerne. Og kaldes derfor også ”The Aloha Spirit” – som virkelig er sandt og som skal opleves.

the-road-to-hana-hawaii

Mit navn er Anna Kristensen

Jeg har boet, arbejdet, studeret og rejst i omkring 10 år og har besøgt mere end 60 lande. Jeg er en meget passioneret og eventyrlysten person, som elsker natur, mødet med de lokale og adventure. Jeg flyttede hjem til Danmark og nærmere bestemt København for 4 år siden og er nu faldet godt til herhjemme igen, men tager så ofte jeg kan, afsted på eventyr ude i den store verden.

Aloha og Mahalo 🙂

“Hawaii er meget mere end magiske sandstrande” er opdateret d. 12. maj 2022.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *