Asien  Ι  Japan Ι  Kyoto

Inspiration til Kyoto

Tag med til det billedskønne Kyoto…

Japan er den opstigende sols land og Kyoto er der hvor regnbuen ender. Og har man kun tid eller mulighed for at opleve én by i Japan skal det være denne.

Kyoto er en skattekiste af smukke templer og hyggelige gamle gader. Atmosfæren er afslappet og overalt bliver man mindet om den fine japanske kulturhistorie og de gamle traditioner.

Igennem Heian periodens mere end 1.000 år var Kyoto Japan’s hovedstad og hjemby for den japanske kejser. Først i årene efter den japanske borgerkrigs slutning i 1868 flyttede kejseren og dermed hovedstaden til Edo. Hovedstaden blev i den forbindelse omdøbt til Tokyo som betyder den østlige hovedstad.

Det gamle kejserpalads - Inspiration til Kyoto
En af de 6 porte der fører ind til det gamle kejserpalads

Oprindeligt var Kyoto nummer 2 på listen over byer som skulle atombombes under 2. verdenskrig. Men et par uger inden den planlagte bombning anbefalede den amerikanske Secretary of War Henry Stimson, i et møde med præsident Truman, at byen blev fjernet fra listen. Stimson havde besøgt Kyoto et par gange i 20’erne og var en stor beundrer af japansk kultur.

Kyoto blev således fjernet fra listen hvilket vi kan glæde os over den dag i dag når vi besøger den smukke by med de mange fine templer.

Templer - Inspiration til Kyoto
De mange smukke templer vidner om byens storhedstid som Japans centrum

Rejse til Kyoto

Kyoto ligger stort set midt i Japan og fra regionens lufthavn Kansai Airport som ligger lige syd for Osaka tager turen til Kyoto en time og tyve minutter med Kansai Airport Express toget.

Et bedre alternativ fra Danmark er SAS’ direkte afgang fra København til Tokyo. Herfra kan man tage Shinkansen hurtigtoget til Kyoto – en behagelig tur på blot 2 timer og 20 minutter.

Shinkansen hurtigtog - Inspiration til Kyoto
Fra Tokyo kører Shinkansen hurtigtoget til Kyoto og Japans øvrige storbyer flere gange i timen

Fra Kyoto er der iøvrigt gode forbindelser til det øvrige Japan. Osaka, Kobe, Nara ligger alle indenfor en times togtur og Hiroshima ligger knapt 2 timer væk hvilket gør det muligt at tage på dagsture til disse byer.

Områder i Kyoto

Kyoto ligger i en stor dal med bjerge på 3 sider og med Kamo floden løbende igennem centrum. En stor del af de mange smukke templer ligger langs bjergene, mens Kyoto centrum ligger cirka midt i dalen.

Bjergudsigt - Inspiration til Kyoto
Kyoto ligger i en dal med bjerge på 3 sider og virker trods sine 1,5 millioner indbyggere ikke som en storby

Byen er ganske nem at orientere sig i, idet størstedelen af gaderne går nord-syd og øst-vest.

Kigger man på et kort er byen ligeledes nem at få overblik over. Det gamle kejserpalads ligger som et stort kvadratisk område nord for centrum. Kyoto Station ligger i den sydlige del af centrum 3,5 km syd for kejserpaladset.

I den østlige del af centrum ligger 2 af Kyoto’s 4 Geisha områder (Pontocho og Gion).

Kamo floden - Inspiration til Kyoto
Kamo floden skærer sig direkte igennem byen fra nord til syd og gør det lettere at orientere sig

Så har man blot et par dage i Kyoto behøver man ikke at bevæge sig meget udenfor centrum for at opleve mange af Kyoto’s fine templer. Er man lidt frisk kan det meste opleves til fods.

Har man lidt bedre tid kan det anbefales at besøge de mange fine templer. Templerne ligger lidt udenfor centrum bla. langs foden til bjergene både øst og vest for Kyoto

Kyoto by - Inspiration til Kyoto
Byen rummer så mange smukke bygninger og steder at man uvilkårligt stopper op og bare nyder…

Værd at opleve i Kyoto

At lave en hurtig liste over hvad man bør opleve i og omkring Kyoto er en næsten umulig opgave. Byen rummer simpelthen så mange skønne perler.

Jeg har derfor delt byen op i områder og giver mit bud på en række dagsture fyldt med seværdigheder og oplevelser, som gennem årene har gjort indtryk på mig.

Gamle huse - Inspiration til Kyoto
Overalt i byen støder man på smukke gamle bygninger og templer

De fleste af turene kan gøres på 1 dag hvis man er ung og frisk. Jeg vil dog anbefale at man sætter 2 dage af og tager sig tid til at nyde og fordybe sig.

Turene er lige til at printe ud og tage med.

Læs mere om områderne i Kyoto her:

Centrale Kyoto (1-2 dage)

  • Kyoto Station
  • Toji templet og Kobo San markedet
  • Nishiki Marked og Teramachi shopping
  • Kejserpaladset
  • Niro Castle
  • Pontocho og Kami floden

>> Læs om Centrale Kyoto her <<

Østlige Kyoto (1-2 dage)

  • Gion – Geisha’er og smukke gader
  • Keninji og dragerne i loftet
  • Shoren-in og Chion-in – munkenes tempel
  • Kiyomizu-dera og små snoede gader
  • Nanzenji og Philosopher’s Path

>> Læs om Østlige Kyoto her <<

Sydlige Kyoto (1-2 dage)

  • Fushimi Inara – templet med de 10.000 Torii porte
  • Fusmimi – Sake området
  • Uji – Japans fine te distrikt
  • Tofuku templet – skønhed og meditation

>> Læs om Sydlige Kyoto her <<

Vestlige Kyoto (1-2 dage)

  • Kinkaku-ji – Den Gyldne Pavilion
  • Daitoku-ji – Tempelområde
  • Shunku-in – Tempelområde og meditation
  • Kitano-Temmangü – De studerendes tempel
  • Ryöan-ji – Stenhave og azalier

Dagture fra Kyoto

Transport i Kyoto

Centrale Kyoto er ikke større end at man kan gå rundt. Vil man ud og se de mange smukke templer i byens udkant kan man med fordel leje en cykel eller tage bus eller metro.

Gaderne i centrale Kyoto går direkte nord/syd og øst/vest og metrolinierne følger i de fleste tilfælde denne struktur. Busserne kører mere på kryds og tværs.

Det kan anbefales at købe et Icoca kort som kan anvendes til betaling af tog, metro og busser.

Metro - Inspiration til Kyoto
Kyoto er perfekt at gå på opdagelse i, til fods, på cykel, med bus eller metro

Kyoto er ideel for cykling, bortset fra at der ikke findes deciderede cykelstier. Enkelte steder er der afmærkede cykelbaner på fortovet og ellers cykler man i vejkanten. Trafikanterne er generelt meget opmærksomme og i de små gader er der som regel ikke så meget trafik.

Man skal dog være opmærksom på hvor man parkerer sin cykel. I centrale Kyoto findes der parkeringsstativer til cykler. Parkerer man sin cykel udenfor disse, risikerer man at den bliver fjernet og må afhentes på en plads lidt udenfor byen imod betaling.

Rickshaw - Inspiration til Kyoto
En tur med rickshaw igennem Gion er en perfekt måde at opleve den fine gamle by

Translate »