Koh Rong Samloem

Et strandparadis i Cambodia

Koh-Rong-Samloem-topbillede_optimized

Du sejler til Koh Rong og Koh Rong Samloem fra Sihanoukville.

Vi befandt os på stranden i Otres – ca. 15 min. kørsel fra havnen i Sihanoukville. Vi var ikke længe om at slå til, da en “tour sælger” på stranden solgte bådbilletter inkl. pick-up fra hotellet vi boede på.

Køb af bådbilletter

Otres er i dag (2020) jævnet med jorden og opkøbt af kinesere, hvorfor der intet er tilbage af det oprindeligt backpackerliv på stranden. Men måden vi købte vores billetter på, kunne ske fra en hvilken som helst strand.

Koh-Rong-samloem-baadtur

Normalt ville jeg aldrig helt stole på, at en strandsælgers pris er den samme som andre steder. Heldigvis havde jeg lige forinden tjekket priserne på nettet, og prisen på de $50 pr. person var den samme uanset hvor jeg købte billetterne.

Vi fik vores reservation på billetterne, som næste morgen skulle fremvises og betales hos chaufføren som skulle hente os.

Næste morgen, efter en del forsinkelse, dukker vores chauffør op – han rækker mig 2 billetter og opkræver $150 som aftalt.

Jeg spørger ham hvorfor jeg kun får 2 billetter når vi er 3 – og har betalt for 3!

koh-rong-Samloem-topbillede

Med mange og forskellige argumenter, forklarer chaufføren mig at mine 2 børn er lagt sammen i en billet, men koster det samme som en voksen.

Godt, men skal jeg betale fuld pris for mine børn, så skal jeg også have 3 billetter!

Jeg har godt regnet ud at strandsælgeren prøver at snyde mig! Efter en længere diskussion og ringen frem og tilbage til chaufførens chef (som jeg forstiller mig er strandsælgeren) ender prisen med at blive sænket til $100.

Forsøget med at score $50 på bekostning af mine børn (børn er halv pris) gik ikke.

Havnen i Sihanoukville

Vi bliver sat af på havnen i Sihanoukville. Båden skal sejle kl. 11 og vi bliver mødt af et totalt kaos.

Der var vist noget “public holiday” som gjorde at havnen var fyldt med både lokale og turister.

Ingen vidste stort set hvilke både der gik hvortil eller hvornår. Hele tiden kom og gik der både til de forskellige øer.

Det ene øjeblik bliver vi kommanderet ind på havnepladsen, det næste ud på broen. Det eneste vi vidste var, at båden vi skulle med gik fra én bestemt bro.

Derfor besluttede vis os for, at uanset om vi blev kommanderet væk, så blev vi stående midt denne bro, indtil vi blev henvist til båden vi skulle med.

Havnen-i-Sihanoukville

I næsten 4 timer stod vi i 40 graders varme midt på bådbroen og blev skubbet og mast og fejlinformeret om hvilke både vi skulle med.

ENDELIG – og efter at ingen var i tvivl om min utilfredshed (flere kom med koldt vand og is til ungerne for at gøre mig i lidt bedre humør), blev vi lirket ned i en speedbåd. Herfra kunne vi sidde og se hvordan alles bagage blev kastet ombord – flere nåede ikke helt over og endte i vandet.

Da det meste var kommet ombord, skete der det mest fantastiske (ironi kan forekomme) – vi skulle skifte båd, for der var et eller andet galt med den vi sad på!

Speedbaad-til-koh-rong-Samloem

Bådturen tog ca. 45 min. hvorefter vi blev sat af på en meget øde bådebro, men i de mest vidunderlige omgivelser.

koh-rong-Samloem-strand

Ingen veje – kun strand

Jeg havde forudbooket hotellet The One Resort og lavet en aftale om at de skulle hente os ved broen.

Grundet ca. 5 times forsinkelse, var jeg godt klar over at der ingen velkomstkomité ville være. Vi kunne kun håbe på, at hotellet ikke lå alt langt væk fra denne bro – vi var ved at være lidt trætte.

The-One-Resort-cambodia

Koh Rong Samloem er der ikke veje – du går enten langs stranden eller sejler.

Samloem strand er gudesmuk og med helt blødt og hvidt melsand. Men at trække kufferter gennem sandet ned langs stranden var noget af en udfordring.

De ca. 300 meter føltes som 3 km til vi “ramte” vores The One Resort.

The-One-Resort-Bungalows

The One resort

Vi blev taget rigtig fint imod på The One Resort, som havde undret sig meget over hvor vi blev af.

Udover vores forsinkelse, så var vi også ankommet til en anden bro end den man normalt ankommer til.

Men nu var vi fremme, havde fået et glas koldt juice i hånden og blev efterfølgende fulgt til vores bungalow som vi skulle bo i de næste 4 dage.

4 dage i paradis

4 dage i det smukkeste paradis med krystalklart blåt vand, melsand, rent overalt, solop- og nedgange, grill på stranden om aftenen, palmetræer, gynger, kold hvidvin og smoothies, små træbåde etc.

En ø der levede fuldstændig op til drømmen og forventningerne om den perfekte ø.

Tiden på Koh Rong Samloem gik med at slentre ned af stranden, samle muslinger, bade på stranden og i poolen. Smugkigge på andre resorts, læse bøger og små-sludre med personalet og andre lokale vi mødte på vores vej.

koh-rong-samloem-The-One-resort-Pool

Det var meget begrænset hvad vi mødte af andre turister. Vi besøgte øen sidst i maj måned, hvilket nok var lidt udenfor sæson – måske derfor vi havde det hele næsten for os selv.

koh-rong-samloem-borde-paa-strand
Der dækkes op til grill middag på stranden 


Solnedgang på The One Resort

Moonlight Resort – Et miljøvenligt og bæredygtige hotel

Som nabo til The One Resort ligger resortet “Moonlight Resort(affiliatelink). En af dagene besøgte vi hotellet, som så vildt spændende og anderledes ud.

Moonlight-resort-koh-rong-samloem
Moonlight Resort

Moonlight Resort (affiliatelink) bungalows er bygget som igloer rundt om en skøn have og med restauranten liggende som et kæmpe stort og blåt glashus i midten.

Moonlight-resort-restaurant-koh-rong-samloem
Moonlight Resort Restaurant

Moonlight-resort-restaurant-koh-rong-samloem
Moonlight Resort Restaurant & Reception

Efter en lille sludder med personalet, fandt vi ud af, at hotellet er et prisbelønnet resort, bygget på genbrugsmaterialer med ønske om at lave et miljøvenligt og bæredygtige hotel.

I alle bungalows er sengen placeret under “kuplen” hvor du i loftet ser op på stjernehimlen.

miljøvenligt og bæredygtige hotel
Moonlight Resort

Moonlight Resort (affiliatelink) er et meget elegant og specielt resort med en fantastisk baggrund. Et resort vi helt sikkert vil booke et par nætter på, når vi en anden gang kommer tilbage til Koh Rong Samloem.

Tilbage til fastlandet

Efter 4 dage på Koh Rong Samloem var det tid til at sejle tilbage til Sihanoukville.

4 dage med total ø afslapning var vidunderligt. Jeg kunne sagtens havde taget 4 dage mere, men mine børn var klar til lidt mere leben og andre udfordringer end blot at tulle rundt på stranden.

The-one-resort-gynge-koh-rong-samloem

Vores reception bookede bådturen for os og nu bad vi bare til at få en noget mere fredelig tur tilbage til Sihanoukville.

The-one-resort-pool-udsigt-koh-rong-samloem
En tidlig morgen på The One Resort

The One Resort hentede vores bagage i bungalowen og fulgte os ud til en lille træbåd.

Denne gange skulle vi ikke slæbe vores bagage hele vejen langs stranden, nej nu blev vi sejlet til broen.

Turen retur til Sihanoukville gik helt smertefrit og var ligefrem en rigtig hyggelig tur. Vi gjorde stop ved øen Koh Rong for at sætte folk af og samle nye op.

Koh Rong er en noget mere levende ø, ja faktisk bliver den kaldt “festøen”. På den korte tid vi opholdt os i havnen, kunne vi tydeligt fornemme, at øen er en rigtig backpacker ø med alt hvad dertil hører.

Koh-Rong-havnen-koh-rong-samloem
Havnen på Koh Rong

Koh-Rong-munke-koh-rong-samloem
Munke på havnen på Koh Rong


Speedbåd fra Koh Rong Samloem til Koh Rong og Sihanoukville

Havnen vi ankom til i Sihanoukville var en anden end den vi sejlede fra. Inde på kajen stod der busser klar til at fragte os til havnen vi sejlede fra (var med i prisen) hvis vi skulle videre til fx. Otres.

Vi hoppede på bussen og blev sat af ved den “gamle” havn. Herfra tog vi en tuk tuk til $3, og 20 min. senere var vi tilbage i Otres.

Et vidunderligt sted

Koh Rong Samloem var en fantastisk oplevelse og levede helt op til mine forventninger og lidt til.

Øen er gudesmuk og helt ideel hvis man trænger til fred og ro.

Der sker ikke meget – lidt som Maldiverne, men der er masser af muligheder for at dykke & snorkle, sejle rundt, gå på opdagelse og få tygget sig igennem en ordentlig dynge af bøger.

De forskellige resorts er super behjælpelige, så er der noget du har lyst til, så er jeg sikker på at de kan hjælpe dig.

Nyttig viden om Koh Rong Samloem

  • Koh Rong Samloem er ikke billigt i forhold til mange andre øer og resten af Cambodia. Men selvfølgelig stadig langt billigere end i både Europa og på Maldiverne.
  • Resort priserne svinger en del afhængig af standard og et dorm (sovesal) ligger på ca. $8
  • Et måltid mad på The One Resort – hvilket er det sædvanlige vestlige mad – ligger ca. på $6-10
  • Et glas hvidvin eller smoothie ca. $5
  • En retur bådbillet med afhentning på dit resort koster $50
  • Booker du resort i forvejen, så aftal med resortet at blive afhentet ved broen
  • Prøv om du kan sejle dertil med en “slow boat” i stedet for speedboat – det er meget billigere og langt mere charmerende
  • Medbring kontanter – der er ingen by på Samloem og dermed heller ikke mulighed for at hæve penge
  • Husk myggespray
  • Der er flere spændende resorts på Koh Rong  Samloem – tjek nogle af dem HER (affiliatelink) – husk at du med Hotels.com Rewards sparer op til gratis overnatninger

Læs også om vores ophold på Otres – vores første stop i Cambodia og Anmeldelse af “The One Resort

Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker hotel via det anbefalede link, så tjener vi en lille smule i kommission – tak for din støtte.

Artiklen er opdateret d. 7. maj 2020