Som nævnt i min artikel “Camino’en – den portugisiske kystrute” er det ikke en nødvendighed at planlægge Caminoturen ned i mindste detalje.
Når det så er sagt, så er der selvfølgelig nogle ting du skal have styr på. Her får du min pakkeliste til Camino’en med gode tips og råd til turen.
√ Flybilletter
Eftersom Camino’en er så populær går der en del busser og tog til og fra de større byer og lufthavne til og fra Santiago de Compostela og de øvrige Camino byer.
Det kan derfor betale sig, at flyve til en af de større lufthavne hvortil flybilletterne (affiliatelink) ofte er billige – Madrid, Porto, Lyon m.fl.
Du kan også flyve til Santiago de Compostela, men billetterne hertil er ofte noget dyrere.
√ Overnatning
Forår og efterår behøver du ikke at booke overnatning undervejs.
Der er masser af overnatningssteder. I højsæsonen kan der være pres på og man risikerer at skulle gå til flere af dem inden man finder plads.
Vandrehjemmene har kun et begrænset antal sengepladser. Typisk er de mere fleksible på de Albergues som drives af kirken og lægger madrasser ud i kirkerum og andre steder hvis der ikke er senge nok.
Det er dog også muligt at booke en seng på de private vandrehjem via f.eks. Booking.com (affiliatelink) ligesom man selvfølgelig også kan tage på hotel.
Nogle af vandrehjemmene er helt nye og med gode faciliteter
√ Transport af bagage
Det er muligt at få transporteret sin bagage fra vandrehjem til vandrehjem.
Det er simpelthen sat i system og man kan booke det fra dag til dag på de enkelte vandrehjem.
Det koster typisk 5-8 € for en transport, og så står ens bagage klar på det næste vandrehjem når man kommer frem sidst på eftermiddagen.
Personligt var jeg dog forbavset over hvor let det var at bære de 8-10 kg jeg havde i rygsæk.
√ Distance
Jeg er i nogenlunde god form, men tilbringer dagligt 8-10 timer på en kontorstol og er derfor ikke i god træning til at gå så langt.
Jeg gik dog de 20-25 km pr. dag uden de store problemer. Efter 3-4 dage var jeg dog godt træt i fødderne og valgte at holde en hviledag hvilket gjordet underværker.
Man går typisk 4 km i timen, hvilket betyder at en distance på 25 km tager 7-8 timer inkl. pauser.
På turen mødte jeg både unge og gamle. Alle gik i det tempo der passede dem bedst og alle nåede frem til det næste vandrehjem inden solen gik ned.
Nogle stier og veje er fine at gå på, mens andre kræver lidt mere koncentration
Husk at give dig selv tid til at nyde alt det smukke du ser undervejs.
Vær nysgerrig og gå ind i de mange kirker undervejs. Spis på den lokale kro og tag et kig på de mange spændende seværdigheder du støder på undervejs.
Jeg kunne sagtens have brugt et par dage mere til at gå på opdagelse i nogle af de vidunderlige gamle byer jeg besøgte. En ting jeg vil sørge for at planlægge tid til næste gang.
√ Pilgrimspas
Som bevis på at du har gået Camino’en kan du i Santiago gå ind på ”Pilgrims reception office” og få et ”Compostela” som er et fint dokument der påføres dit navn samt den rute og distance du har gået.
For at få dette skal du kunne bevise at du rent faktisk har gået ruten.
Til det formål kan du købe et pilgrimspas hvori du hver dag skal have et stempel fra en kirke, cafe, vandrehjem eller lignende. Når du kommer indenfor 100 km fra Santiago, skal du have 2 stempler dagligt.
Du skal hver dag huske at få et stempel i dit pilgrimspas – og 2 stempler dagligt når du er 100 km fra Santiago
√ Finde vej
Inden min afrejse havde jeg læst at det var nemt at finde vej.
Det kan virke lidt uoverskueligt at begive sig ud på en flere hundrede kilometer lang vandretur uden et kort, men det gik fint.
Det kræver dog at du holder øjnene åbne og kigger efter pile malet på lygtepæl, huse, træer osv. Farven på pilene afhænger af ruten.
På Camino Portugues var pilene gule og på andre ruter har de andre farver. Herudover står der med jævne mellemrum små granitsøjler med en gul muslingeskal samt km angivelse.
Man skal følge retningen på midten af muslingeskallens ”vifte”.
Pile på husmure, lygtepæle etc. viser dig vejen
√ Økonomi
Det er relativt billigt at tage på pilgrimsvandring.
Overnatning på Albergue koster 6-10 € pr. nat. Pilgrimsmenu på restaurant koster typisk 10-12 € og hertil skal lægges lidt morgenmad og frokost.
For mit vedkommende bestod morgenmaden af en friskbagt baguette fra en af de små bagere eller en købmænd på vejen. Til frokost et stort stykke Tortilla som koster et par €. Hertil lidt frugt og vand på flaske.
Flybilletter (affiliatelink) til de større lufthavne kan man typisk finde til 1.000 kr. t/r og hertil skal lægges en busbillet eller to. En 3 ugers pilgrimstur kan gøres for omkring 6.000 kr.
(2018 priser)
√ Udstyr
Sko og rygsæk er det vigtigste!
Sko
Du skal finde et par sko som sidder godt på dine fødder.
Du kommer til at gå meget og på forskelligt underlag så de skal være stabile og give støtte. Sørg for at prøve mange forskellige, gå rundt i dem og lån dem evt. med hjem og går rundt med dem indendørs inden du bestemmer dig.
De skal sidde godt og husk på at dine fødder bliver varme og derfor vokser en skostørrelse.
Et par gode vandresko der passer dine fødder er et forudsætning for en få en god oplevelse. Selv gik jeg i et par Ecco sko med god ventilation
Nogle mennesker foretrækker vandrestøvler idet de giver god støtte til anklerne. Jeg syntes dog at de bliver for tunge og for varme og foretrækker et par gode vandresko.
Jeg gik i et par Ecco vandresko som dem ovenfor, som jeg har haft et par år og som derfor er gået til. De er ventileret i toppen og er meget behagelige, men lidt for bløde i sålen på de mange brostensbelagte veje og stier.
Et godt trick er at holde en kort pause hver time, tage sko og strømper af og tage et par tørre strømper på.
De fugtige strømper hænger du til tørre med et par sikkerhedsnåle bag på rygsækken. På den måde er de tørre når du holder pause næste gang. På denne måde undgår du vabler!
>> Her kan du finde gode vandresko << (affiliatelink)
Rygsæk
Mht. rygsæk skal den være let, behagelig at have på og have et godt bæresystem.
Jeg var i 3-4 friluftbutikker og prøve 12-15 forskellige rygsække.
Osprey laver nogle super gode modeller og jeg endte med at købe en Osprey Stratos 34 liter (kvindemodellen hedder Sirrus).
Efter at have prøvet en masse rygsække valgte jeg denne Osprey Stratos 34 liter med et godt bæresystem og ventilation i ryggen. En fornøjelse at gå med!
Den er tilstrækkelig stor og har et lækkert bæresystem. Gode polstrede skulderstropper samt et godt bæresystem med et ”net” bagpå så rygsækken ikke sidder direkte på ryggen og man derfor ikke sveder så meget.
Derudover har den lommer til småting i hofteremmen samt en lynlås der går halvvejs ned på begge sider, med god adgang til rygsækkens indhold.
>> Her kan du finde gode rygsække << (affiliatelink)
Det vigtigste ved en rygsæk er størrelsen og længden
Den skal hvile på hofterne når man spænder maveremmen og blot støtte på skuldrene. Man skal således bære rygsækkens vægt på hofterne og ikke på skuldrene.
Osprey rygsækkene fås typisk i S/M og M/L og kan derudover indstilles i højden så den passer.
Besøg et par friluftforretninger og prøv dig frem. Sørg for at prøve dem med de 7-9 kg vægt som du kommer til at vandre med.
Rygsækkens indhold luftes og pakkes igen efter en morgen hvor jeg var kommet lidt for hurtigt afsted fra vandrehjemmet
√ Væggelus
Der har været meget snak om væggelus på de mange Albergues og vandrehjem på Camino ruterne.
Der gøres meget på overnatningsstederne for at undgå væggelus. Men med mange millioner Camino overnatninger årligt, kan det ikke undgås at nogle vandrehjem bliver inficeret og at folk bringer både lus og deres æg med sig fra sted til sted.
Der er mange gode forslag til hvordan du kan undgå væggelus, fra at anvende specielle lagner, smøre dig med Eucalyptus olie, spise B vitamin osv… Hvorvidt det hjælper ved jeg ikke.
Vigtigst er det dog at du ikke får dem eller deres æg med hjem. De er utroligt svære at slippe af med igen og det kan blive en lang og dyr kamp at slippe af med dem igen.
Jeg gør derfor altid det når jeg kommer hjem fra en rejse, at jeg efterlader bagagen udenfor, tager alt mit tøj af udenfor og direkte ind og tager et varmt bad.
Derefter putter jeg alt mit tøj i vaskemaskinen og vasker det ved 60 grader (væggelus dør ved >50 grader).
Det der ikke kan vaskes, sko, rygsæk osv. putter jeg i fryseren i 2 døgn.
√ Pakkeliste
Jeg har nedenfor lavet en pakkeliste med de ting jeg selv medbragte. Det virker måske ikke af så meget, men eftersom jeg gik turen i slutningen af september var vejret godt og behovet for varmt tøj derfor lille.
Der er mulighed for at vaske tøj (og lave mad) på stort set alle Albergues og vandrehjem så du behøver ikke medbringe tøj til mere end 2-3 dage.
Jeg gik i et par quick-dry zip-off bukser som var shorts om dagen og lange bukser om aftenen.
Det var typisk koldt om morgenen og jeg havde derfor en hættetrøje på fra morgenstunden og tog den af ved 9-10 tiden når solens stråler begyndte at varme.
Om aftenen skiftede jeg vandreskoene ud med et par løse sandaler hvilket mine fødder elskede.
Mit daglige vandre-tøj: Zip-off bukser og quick-dry t-shirt samt mine evigt trofaste Ecco sko
Min pakkeliste til Camino’en så således ud:
3 par strømper (uden syninger). Skift hver time og vask om aftenen
1 par zip-off vandrebukser
3 stk. quick-dry t-shirt. Lette at vaske – tørrer hurtigt
1 stk. hættetrøje til de kølige morgener/aftener
1 par lette sandaler til om aftenen når fødderne er trætte (vigtigt!)
1 stk. regn-poncho som også dækker rygsækken
1 stk. kasket og solbriller – solen kan være meget kraftig
1 stk. plastik-madkasse til at spise af samt et 3-i-en bestik-sæt
1 stk. lagen som jeg et par gange brugte som ”dyne” i mangel af bedre
1 stk. hovedpudebetræk
1 stk. quick-dry håndklæde
1 stk. toilettaske
3 stk. pakke-poser til at holde styr på rygsækkens indhold.
Herudover havde jeg lidt småting såsom en pandelampe, Compeed plaster, sikkerhedsnåle, vaskepulver, lidt toiletpapir…
Og glem ikke 2-3 sæt ørepropper – der snorkes!
Rejsetips:
Besøg evt. følgende butikker hvor du kan får god og super kompetent rådgivning og vejledning. RejseTanker.dk har et mindre samarbejde med hver af butikkerne, hvorfor alle links er affiliatelinks.
Har du spørgsmål til caminorejsen, planlægningen og/eller pakkelisten, så er du velkommen til at skrive i kommentaren herunder.
Guide til kystruten Portugues Costa
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte
0 kommentarer