Drop fordommene om Sydafrika

Jeg elsker Sydafrika. Det er et dejligt rejseland, hvor du kan opleve alt fra savannens utrolige dyreliv, uberørte nationalparker, et festligt byliv, smukke byer og en fantastisk befolkning!

For nogle år siden rejste jeg alene til Sydafrika. Selvom jeg havde rejst nogle måneder i asien, var jeg stadig relativ ny indenfor backpacking og solorejser.

En dårlig start

Min tur i Sydafrika fik ikke den bedste start og jeg var lidt nervøs for min kommende solorejse i landet.

I lufthavnen blev jeg mødt af en sur immigrationsagent, som ikke var så glad for at give mig mit stempel.

På trods af at jeg kunne vise en udrejsebillet og en hostelbooking for de første par nætter, blev han ved med at stille de samme spørgsmål. Til sidst lykkedes det og jeg fik mit visum.

Lufthavn-sydafrika

Jeg nåede ind til bagagebåndet og fandt hurtigt min rygsæk. Som jeg stod der og fik ordnet mine ting, kom en lufthavnshund og reagerede på min taske.

Jeg gik helt i panik og tankerne fór gennem hovedet på mig: ”Har nogen puttet narko i min taske? Kommer jeg nu i fængsel? Åh nej, hvad skal jeg gøre”.

Heldigvis havde den bare reageret på de nødder jeg havde i min taske, så jeg slap med skrækken.

Forfærdelige fordomme om Sydafrika

Jeg ankom til mit hostel og kunne tjekke ind. Jeg faldt i snak med en kvinde på værelset, som fortalte mig at jeg burde farve mit hår, for det var jo tydeligt at jeg ikke var sydafrikaner og det ville blive udnyttet.

Saxofonspiller-sydafrika

En anden sydafrikaner fortalte mig, at det første jeg skulle gøre var at købe en peberspray. Jeg ville helt sikkert blive bestjålet eller overfaldet.

De kunne jo ikke efterlade et vidne, så de ville helt sikkert slå mig ihjel, men hvis jeg havde en peberspray, så kunne jeg jo nå at flygte.

Overalt blev jeg mødt af fordomme i Sydafrika, specielt de hvide afrikanere var gode til at skabe frygt og det lykkedes. I starten var jeg voldsom utryg ved at gå rundt alene, men det var helt uden grund….

Vidunderlige Cape Town

Det kan godt være, at jeg gik og var utryg i starten, men Cape Town vandt hurtigt min kærlighed!

Solen skinnede de fleste dage og omgivelserne var skønne.

Jackass pingviner i Simontown

Cape Town er fyldt med smuk natur. I Simontown mødte jeg de berømte Jackass pingviner på en af de mange kridhvide strande.

Tine Haslam i sydafrika

Jeg vandrede til toppen af Table Mountain og fik udsigten over byen. Cape Town har aldrig været smukkere end derfra.

Jeg besøgte en mørk fortid på Robben Island.

Jeg spiste mig mæt på Neighbourgoods Market og grinte med en flok lokale til jeg fik ondt i maven.

Jeg faldt pladask for Cape Town ved det første møde.

Mødet med de farlige fra dybet

Mit næste stop på rejsen gennem Sydafrika blev Hermanus.

En lille kystby med rig mulighed for lange gåture, men også med mulighed for at komme på et såkaldt cage dive. Den eneste grund til at jeg tog til byen.

Ved et cage dive hopper man frivilligt ned i et bur i vandet og så lokker man ellers hvidhajer til vha. rådden fisk opløst i vand samt nogle fisk på en snor.

Vi gik ombord på båden og stævnede hurtigt ud fra havnen. Bølgerne var høje og kastede båden fra side til side.

Jeg kunne hurtigt mærke kvalmen stige op gennem halsen og jeg måtte lige have hovedet udover rælingen. Da den første mørke skygge gled gennem vandet var jeg allerede klar til at komme ned i buret!

Cage-diving-sydafrika

Jeg kom ned i buret og låget blev lukket over os.

Vi sad med hovedet over vand og ventede på at de begyndte at råbe til os fra båden. Der gik lidt tid, men så råbte en mand: ”Left”.

Med hovedet lige over vandoverfladen havde hajen været usynlig, men da vi dykkede ned og kiggede til venstre gled en fire meter lang haj ufortrødent gennem vandet, blot få meter fra os.

Haj-cage-diving-sydafrika

Vi havde en fornemmelsen af, at den kiggede på os. Efter få sekunder i dens selskab forsvandt den igen ind i mørket.

Vi kom op til overfladen og jublede af begejstring, mens adrenalinen pumpede rundt i kroppen.

De næste par timer fik vi skiftevis lov til at komme ned i buret, hvor vi så den ene haj efter den anden svømme forbi.

Det overgik min vildeste fantasi og var blot en af mange fantastiske oplevelser, som jeg fik i Sydafrika.

Så drop fordommene og tag afsted til vidunderlige Sydafrika!

Artiklen er udarbejdet af Tine Haslam fra A world to Explore

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Translate »