Nora Beach Resort er intet mindre end fantastisk! Resort er med smukke villaer, stor lagune pool med swim-up bar, et spa område og en beliggenhed langt væk fra fest og larm
Nora Beach Resort & Spa (affilialtelink) er et lille paradis beliggende i det nordligste Chaweng på Koh Samui.
Beliggenheden er i en lille bugt og er derfor væk fra turismen og larmen på Chaweng Beach.
At dette resort er 4-stjernet er mig en gåde, for hotellet er bestemt 5 stjerner værdigt.
Vi var inviteret til at bo på Nora Beach Resort i 3 dage, for at sætte fokus på deres fantastiske pool villaer som især er ideelle for familier.
Pool Villa
Det var første gang vi skulle bo i en pool villa og vi var spændte på, om vi overhovedet kunne se ideen i at have egen pool, når nu hotellet også havde en kæmpe, stor fælles pool ved stranden.
Efter hurtigt check-in og en forfriskning blev vi fulgt til vores villa.
En skøn villa beliggende fredfyldt i smuk og velholdt tropisk have. Villaen var omgivet af en træterrasse med grønne planter, blomster og træer, solsenge og en bruseområde så man kunne skylle sig før og efter poolen.
Villaen lå fuldstændig ugenert og med indgang gennem en charmerende lille træ “port”.
I villaens stue havde min søn fået en flot queen size opredning, som på ingen måde var i vejen eller optog for meget plads.
Stuen havde direkte adgang til terrassen på den ene side og poolen på til den anden side. Indretningen var smagfuldt med møbler, TV, minibar, Te-og kaffe faciliteter, skrivebord med informationer om Samui seværdigheder og god skabsplads
Soveværelset, som ligeledes havde dør ud til terrassen, var med egen a/c, TV og en skøn stor seng med behagelig madras og lækkert blødt sengetøj.
Gangen ud til badeværelset var én stor skabsvæg med masser af plads til dem som ønsker at lægger alt sit tøj på hylder, i skuffer eller hænge på bøjler.
Herudover var der selvfølgelig både morgenkåber, slippers og en bankboks. På en lille bænk stod der en kurv fyldt med badehåndklæder til terrassen.
Badeværelset var bestemt også i en klasse for sig. Hele bagvæggen var store vinduer ud til den grønne og ugenerte have. Et stort badekar i midten med bruseniche på den ene side og toilet på den anden side.
Især det lille make-up bord var en god detalje som flittigt blev brugt.
Pool området
Når man går langs de små stier ned mod stranden kommer man til Nora Beach Resort’s store lagune pool. Når man kommer fra de små stier og ned af nogle få trappetrin, bliver mødt af den smukkeste udsigt over poolen, stranden og palmerne.
En flot pool med swim-up bar, et lille område til børn samt en lille spa-pool. Hele vejen rundt er der solsenge med madrasser og parasoller. I den lille biks ved poolen kan man låne kajakker og evt. ro over til den lille ø, som ligger maks 5-10 min fra stranden.
En flot og næsten øde sandstrand ligger op til poolen. Kun et par 100 m. fra stranden er der rev. Jeg forestiller mig at når der er rev, så vil der også være noget at se på. Desværre havde vi ikke medbragt vores eget snorkleudstyr og kom derfor ikke ud at snorkle.
Jeg har forslået Nora Beach Resort (affilialtelink) at anskaffe noget snorkleudstyr som kan lånes/lejes i den lille biks.
Prasuthon Restaurant
Nora Beach Resort’s restaurant, kaldet Prasuthon, er beliggende lige ud til stranden.
Vores første aften på Nora Beach Resort startede med en drink i baren, for herefter at spise aftensmad i restauranten. Vi bestilte 4-5 forskellige retter som vi alle 3 skulle dele.
Jeg var spændt på kvaliteten af maden, da min erfaring desværre ofte er, at maden på de især bedre hoteller ikke altid lever op til forventningerne. Heller ikke her blev vi skuffede. Det var en uventet god oplevelse at spise på Prasuthon.
Hver en ret var yderst smagfuld, delikat og flot anrettet. Der var ikke sparet på hverken friske råvarer eller krydderier, og maden var tilpas krydret så hver en lille detalje kunne smages.
Morgenmadsbuffeten var ligeledes meget lækker med et stort udvalg af både frugt, brød, æg som du ønsker dem og asiatiske retter etc.
Hele dagen kunne der bestilles retter fra menukortet og til et helt almindeligt prisniveau.
Floating Lunch
Hvorfor rejse sig fra solvognen, klæde sig på og lukke af, for at gå den laaaange vej (ca. 1-200 m) ned til Prasuthon restauranten, når du kan få din frokost serveret i poolen i din villa?
Vi bestilte vores “Floating Lunch” – mad og drikkevarer allerede ved aftensmaden. Den kan også bestilles fra “roomservice” kortet i villaen. Som aftalt kl. 14 ringede vores “port klokke” og 2 søde tjenere kom med bakke til poolen hvori de flot arrangerede vores frokost.
Det er bestemt ikke sidste gange vi har prøvet det. Det var super fedt og en fornøjelse at opleve hvordan der var kræset for detaljerne med is-spand, citroner, parasoller til pynt etc.
Det var virkelig en skønt bare at være os 3 og ikke skulle forlade villaen for at gå et andet sted hen for at spise. Maden var som på restauranten, velsmagende og flot anrettet.
Det hele blev leveret i en lille bil, så de varme retter kunne holde sig varme og de kølige drikkevarer kunne forblive kolde.
Et par timer senere blev bakken hentet igen.
Jeg kan ikke sige andet end, prøv det – men for at stå i vandet og spise, skal man altså være højere end 1,60 m.
Anodas Spa oplevelser
Når nu man bor på et Spa resort, så er det jo et must også at få en behandling. På vores sidste dag på Nora Beach Resort besøgte jeg Spa’en. Valgmulighederne var mange, jeg valgte en top til tå relax olie massage inkl. yoghurt scrub & honey facial behandling.
Wauw det var helt fantastisk. Først blev hele kroppen skrubbet grundigt i yoghurt – det kan anbefales at få behandlingen INDEN du er blevet stegt i solen. Efterfølgende blev jeg fulgt til et udendørs bruseområde for at skylle alle de døde hudceller og scrub’en af.
Med baby-hud over hele kroppen, fik jeg en skøn top til tå massage og slutteligt en honey facial behandling.
Ca. 90 min. senere kunne jeg forlade spa’en som en genfødt – i hvert fald psykisk og hud-mæssigt. En absolut vidunderlig behandling, udført yderst kompetent og med lækre naturlige produkter.
Und dig selv et par timers selv-forkælelse, din hud og psyke vil elske det.
> Her kan du læse om deres forskellige behandlinger og se tilbud (reklame link)
Beliggenheden af Nora Beach Resort & Spa
Med sin beliggenhed i det nordligste Chaweng og i en lille bugt ligger Nora Beach Resort & Spa dejligt fredelig og kun med nogle få andre resorts som naboer.
På gaden som Nora Beach Resort ligger ud til, findes der nogle få supermarkeder og restauranter. Men det er bestemt ikke en shoppinggade.
Nora Beach Resort tilbyder en gratis shuttlebus til Chaweng Beach, ellers kan du tage en taxa eller en songthaew (de røde pick-up taxaer) til de mere turistede områder, hvor udvalget af restauranter og butikker er langt større.
Har man glæde af en pool villa?
Der er store fordele ved at bo i villa med egen pool – begrebet med “vi skal jo kun lige sove her” forsvinder med en pool villa. Vi brugte i hvert fald langt mere tid sammen i villaen, end vi normalt ville gøre på et hotelværelse.
Det er fantastisk bare at kunne være sig selv og have det hele for sig selv. Vores terrasse og pool blev flittigt brugt og på alle tider af døgnet.
Kun nogle få gange benyttede vi den store fælles pool, da vi meget hellere ville bruge vores egen.
Er man en familie er en pool villa helt perfekt. Jeg mindes tydeligt da mine børn var små og skulle sove til middag. Så var man nødt til at sidde på sit værelse og bare vente. Her kan man lige lægge dem ind i sengen, og selv nyde et par timers stilhed på en solvogn eller i poolen.
Jeg er blevet stor fan af pool villaer, da jeg synes man virkelig får noget for pengene.
Vores Anmeldelse af Nora Beach Resort & Spa
Vores anmeldelse af Nora Beach Resort er nok en af de bedste vi har skrevet – og det er ikke fordi vi var inviteret (vores anmeldelser er altid baseret på vores personlige oplevelser).
Resortet er oprigtig skønt med velholdte smukke villaer og en flot tropisk have. Overalt er der rent inkl. alle pools, stranden og havet. Personalet er yderst servicemindede og smilende. Og så er det jo fantastisk stadig at kunne finde så uspoleret steder på Koh Samui.
Vi oplevede intet på Nora Beach Resort & Spa (affiliatelink) som vi mener kunne være bedre eller anderledes.
Faciliteter på Nora Beach Resort & Spa
- Stor lagune pool med swim-up bar
- Restaurant & Bar
- Fitness center
- Spa
- Gratis shuttlebus til Chaweng Beach
- Gratis WiFi over hele området
- Lufthavnstransfer (mod betaling)
- Møde- og konferencefaciliteter samt bryllup
- etc.
RejseTips
- Nora Beach Resort er helt ideelt hvis du leder efter et stille paradis. En pool villa især er bare en ekstra luksus som man slet ikke kan forestille sig før man bor i en.
- Medbring snorkleudstyr, jeg er sikker på at der vil være lidt at se på ude på revet.
- Nora Beach Resort har selvfølgelig også andre overnatningsmuligheder end pool villaer såsom villaer uden pool og deluxe værelser. Vi boede i Private Pool Villa og vores anmeldelse er derfor baseret på denne.
- Spa’en er vidunderlig – book endelig en behandling.
- Nora Beach Resort tilbyder også thai kokkeskole – vi så et hold være igang og det så virkelig godt ud.
- Prismæssigt er Nora Beach Resort faktisk billigere end mange resort af ringere og/eller samme standard.
Kontakt Nora Beach Resort
Adresse: 222 Moo 2, Chaweng Beach, Bophut, Koh Samui, Suratthani 84320
Email: reservation@norabeachresort.com
Tlf.: +66 (0) 7742 9400
Hjemmeside: Nora Beach Resort & Spa
» Book direkte og se special offers her «
» Book via Hotels.com og optjen Rewards her «
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte
0 kommentarer