Guide til Koh Kood er en detaljeret beskrivelse af øens strande og oplevelser.
Øen bliver også stavet Koh Kut og Ko Kut.
Koh Kood ligger ca. 45 km og 70 min. sejlads fra Trat, Thailands fastland. Øen er den 5. største ø i Thailand og er den ø som ligger tættest på grænsen til Cambodia.
Koh Kood er en af Thailands smukkeste øer og er uden tvivl, stadig en af de mindst udviklede store øer i landet.
Drømmer du om en rigtig bounty ø og vil du opleve hvordan steder som Koh Samui og Phuket var inden turismen tog fat i 80’erne, så er Koh Kood øen.
På Koh Kood får du hurtigt følelsen af at være helt væk fra civilisationen, grundet den isolerede beliggenhed.
Trafikken består primært af nogle få resortbiler og scootere – offentlig transport finder du ikke på Koh Kood.
Koh Kood er en “højsæson” ø.
Du kan sagtens besøge øen i lavsæsonen, men grundet regntid og andre vejrforhold, går der kun båd til øen én gang om dagen fra Trat. Flere resorts kan ligeledes være lukket i lavsæsonen.
Ingen Thailands guide uden en beskrivelse af strandene og her har Koh Kood virkelig noget at byde ind med.
Strandene på Koh Kood
Størstedelen af Koh Kood består af uigennemtrængelig jungle og gummiplantager.
De forholdsvist meget lidt turistede og gudesmukke strande på Koh Kood, løber fra vest og ned mod syd.
Det er på disse strande du finder resorts – østsiden af øen er dækket af regnskov.
Klong Chao Beach
Klong Chao stranden ligger på øens vestside og er en ca. 500 m lang sandstrand.
Klong Chao er Koh Koods populæreste strand, grundet strandens lidt større udvalg af små butikker og restauranter. Dog stadig i et begrænset omfang.
På selve stranden ligger en håndfuld luksus resorts og ca. 5 minutters gang herfra, finder du flere små backpacker bungalows langs floden.
Vandet her er rent, klart og roligt i højsæsonen, hvorimod der i lavsæsonen kan være store bølger.
Det travleste tidspunkt på stranden er om eftermiddagen. Her kommer gæsterne fra de andre strande kørende på scooter, for at sidde i sandet og opleve en fantastisk solnedgang.
Vær opmærksom på, at der fra ca. september til februar er højvande hele dagen og lavvande om natten. Resten af året er det omvendt, lavvande hele dagen og højvande om natten.
At det er lavvandet om dagen kan betyde, at du flere steder må gå flere 100 m for at få dybde i vandet til bare at kunne svømme.
Stranden er ideel for børnefamilier i højsæsonen, grundet det lave vand.
Her kan du bo på Klong Chao Beach › (affiliatelink)
Her boede vi i Klong Chao › (affiliatelink)
Det er også i Klong Chao området du finder vandfaldet Klong Yai Kee.
Bang Bao Bay
Koh Koods bedste og smukkeste strand er Bang Bao Bay. Stranden, som er en bugt, er omgivet af mangrove og palmer.
At Bang Bao er en bugt, gør at strandene ligger godt beskyttet og derfor har usædvanlige gode vand- og vejrforhold.
Hele stranden – som faktisk er 3 sammenhængende strande – er på ca. 800 m fra nord til syd.
Vandet i bugten er meget lavt og dermed ideelt for børnefamilier. Vil du ud på dybere vand, kan du benytte en af de 5 charmerende træbroer som er Bang Baos varetegn. Broerne benyttes også til at sætte nye gæster af til de forskellige resorts.
På grund af det lave vand og sandbunden, er Bang Bao Bay ikke ideelt for hverken snorkling eller dykning – der kan det anbefales at tage på en bådtur til nogle små øer hvor du finder klippeagtige dybder (affiliatelink).
Her boede vi på Bang Bao Bay › (affiliatelink)
Ao Phrao beach
Koh Koods længste strand er den 1 km lange Ao Phrao strand på sydkysten.
Stranden er den mest fjerntliggende strand og beliggende med kokosnød- og gummiplantager i baghaven.
Stranden på Ao Phrao er ideel for børn og soldyrkere, da sandet er fint og det oftest er meget lavvandet.
Der er et begrænset antal resorts på denne strand, men i den nærliggende fiskerlandsby findes også et par pensionater.
Vær opmærksom på, at når det blæser kan der på denne strand godt være store bølger.
Som de fleste strande i den sydlige del af Koh Kood, er der en tendens til at turisterne overvejende er russere på pakkerejse – det er dog aftaget en del efter rublens fald.
Her kan du se hoteller på Ao Prao Beach › (affiliatelink)
Ao Noi beach
Tager du nordpå fra Klong Chao, så ligger der en del helt uberørte strande, som kun kan nåes ad grusveje.
Bla. stranden Ao Noi. En skøn lille bugt med en lille sandstrand og træbro som tilhører strandens eneste resort – Ao Noi beach Resort.
Stranden på Ao Noi er offentlig, men desværre kan man ikke komme til den, uden at bo på Ao Noi beach Resort. De skilter højt og tydeligt med at uvedkommende ikke er velkomne.
Er man i Klong Chao kan man evt. leje en kajak og på ca. 20 min. padle rundt til stranden.
Det er fra Ao Noi at øens administration foregår og hospitalet ligger. Selv en bank finder du her og øens eneste ATM hæveautomat. Og er du er heldig, virker den måske også.
Oplevelser & aktiviteter på Koh Kood
Koh Kood er mest af alt en ø for naturelskere og dem som ønsker fred og ro. Du finder ikke et hav af aktiviteter og store oplevelser, ligesom der heller ikke er et stort udvalg af butikker, restauranter og barer.
Lejer du scooter eller booker en chauffør på dit resort, så får du her inspiration til Koh Kood’s oplevelser på egen hånd.
Klong Chao vandfaldet
De største attraktioner på Koh Kood begrænser sig til et par vandfald. Det mest berømte er Klong Chao vandfaldet på vestkysten.
Når du ankommer til parkeringspladsen, skal du gå ca. 10 min. gennem lidt skov før du er ved selve vandfaldet.
Det kan anbefales at besøge vandfaldet om formiddagen, hvor der er færrest besøgende – de besøgende består dog primært af lokale thai’er.
Vær forsigtig når du går på de glatte sten ud til den lille sø hvori vandfaldet løber ned. Vandet er overraskende køligt og en forfriskende oplevelser i den ellers varme luft. Det er god stil at donere lidt bath til den tilsynsførende.
Af andre vandfald på Koh Kood finder du:
Klong Yai Kee vandfald – et mellemstort vandfald, også med en sø og mulighed for at bade. Ligger lidt nordligt på vestsiden (se kortet).
Huang Nam Keaw vandfald – ligger ca. midt på øen og tilgåes fra parkeringspladsen ad en 100 m stejl sti ned til floden, og herfra med en kort gåtur langs floden. En flot tur mellem klippeblokke.
Ao Salad & Ao Yai – Fiskerlandsbyer
Koh Kood har 2 mindre fiskerlandsbyer, Ao Salad og Ao Yai, som ligger i hhv. den nordøstlige og den sydøstlige ende af øen.
Landsbyerne består af thailandske og cambodianske indbyggere hvor hele familier primært arbejder med fiskeri.
Det er efterhånden et sjældent syn at se en mindre, men stadig funktionel og traditionel fiskerlandsby. Tursimen er dog rykket nærmere, og flere små fiskerestauranter popper op på de gamle træbroer mellem fiskekuttere og -net.
Buddhaen er ca. 20 meter høj og siges at holde øje med fiskerne i landsbyen nedenfor.
Makka Tree – The Big Tree
Midt på øen og inde i regnskoven finder du 2 kæmpe store og flotte træer kaldet “Makka Tree”.
Træerne er hhv. 200 og 500 år gamle og er helt druknet i regnsskoven. Du skal gå tæt på træerne for rigtig at opleve størrelsen af dem.
Alene røddernes kæmpe netværk i skovbunden er et imponerende syn.
Transport på Koh Kood
Fra Laem Sok i Trat (på fastlandet) afgår der dagligt færger til Koh Kood. Færgerne er kun til gående passagere – ikke biler.
I højsæsonen er sidste afgang med båden kl. 15, hvilket du skal være opmærksom på hvis du kommer fra Bangkok hvorfra det tager minimum 5 timer at køre.
Læs mere om transport til Koh Kood ›
På selve Koh Kood er der ikke offentlig transport. Ankommer du med båd til Koh Kood pier, så vil der være biler der kan køre dig til hotellet (og kun når båden ankommer) – og omvendt, når du rejser fra Koh Kood, vil hotellet sørge for at køre dig til båden.
Men skal du køres rundt på øen, skal du lave en aftale med dit resort, da der hverken er biler at leje eller nogen form for taxa’er.
Guide til Koh Kood er opdateret d. 29. april 2022
RejseTips til Koh Kood
- Har du spørgsmål til Koh Kood (eller andet vedr. Thailand), så kan du stille dem i vores RejseForum på Facebook
- Koh Kood er – helt som på Koh Chang og Koh Mak – et meget populært tilløbsstykke for Thai’erne omkring nytår og andre helligdage.
- Det kan anbefales at booke hoteller i forvejen – så bliver du sejlet direkte til dit resort med speedbåden.
- Book hotel via Hotels.com, Booking.com eller Agoda.dk (affiliatelinks) – Jeg anbefaler Hotels.com (affiliatelink) da du med deres Rewards program (affiliatelink) sparer op til gratis overnatninger.
- Bedste søgemaskiner til at søge flybilletter på er Momondo (affiliatelink) – også når det handler om indenrigsbilletter
- Skal du vaccineres får du 10% hos Rejseklinikken (reklamelink) når du bruger koden “Tanker10”
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte
0 kommentarer