Kowloon

På den sydlige del af fastlandet ligger halvøen Kowloon. Et området som blev indlemmet i den britiske koloni efter den anden opiumkrig i 1860.

I Kowloon bor der 2,3 millioner mennesker på et område mindre end centrale København og bydelen Mong Kok har den højeste befolkningstæthed i verden.

Hvor Hong Kong Island er vesterlændingenes højborg er Kowloon mere kinesisk.

Guide til Kowloon i Hong Kong

Den sydlige bydel i Kowloon

Den sydligste bydel i Kowloon er Tsim Sha Tsui, i daglig tale bare TST, rummer samme dyre butikker og restauranter som Central. Bevæger man sig bare 10 minutter nordpå bliver det straks mere lokalt og autentisk.

Tsim sha Tsui - Kowloon - Hong Kong
I Tsim Sha Tsui ligger mange af de samme dyre butikker og restauranter som i Central

Jeg har selv boet og arbejdet i TST i en årrække og har derfor et helt specielt forhold til området.

Som vesterlænding er både Central og TST nemme steder at bo, forstået på den måde, at man her finder meget af det man kender hjemmefra.

Her er rent og pænt og der er vestlige supermarkeder, moderne shoppingcentre og eksklusive restauranter.

Og går man i byen en fredag eller lørdag aften, møder man masser af andre vesterlændinge.

Hong Kong supermarket
I de vestlige supermarkeder kan man få mange af de produkter man kender hjemmefra

Men det bliver hurtigt lidt af et parallelsamfund som jeg egentlig ikke finder så fascinerende.

I stedet er det langt mere spændende at komme ud og opleve det ”rigtige” Hong Kong, som jeg kalder det – de lokale bydele, det gamle Hong Kong, de små butikker og restauranter.

Alt det som du ikke kan opleve hjemme – alt det der gør Hong Kong til den spændende by den er.

Og Kowloon rummer en masse af det ”rigtige” Hong Kong.

Hvor i Kowloon skal du bo

Inden vi begiver os på tur rundt i Kowloon skal vi tage et hurtigt kig på hvor man skal bo.

The Prince Hotel i Hong Kong
De centralt placerede hoteller koster lidt ekstra

Tsim Sha Tsui er det mest populære område for turister i Kowloon, men ligesom Central på den anden side af havnen, er det også det dyreste.

Jeg vil tillade mig at springe hurtigt henover de bedste hoteller, The Peninsula, Ritz-Carlton (affiliatelinks) m.fl.

Primært fordi jeg ikke selv vil betale hvad det koster at bo på disse fantastiske hoteller. Mindre kan også gøre det.

På Canton Road i Tsim Sha Tsui ligger bla. Marco Polo Hotel, Prince Hotel og Gateway Hotel (affiliatelinks) som alle er centrale og gode hoteller i den middeldyre klasse (fra 1.500 kr/nat).

Billige hoteller i Hong Kong
Tsim Sha Tsui har hoteller i alle prisklasser

Går vi i den modsatte retning ligger der langs Nathan Road og i gaderne omkring East Tsim Sha Tsui et hav af hoteller (affiliatelink) af varierende pris og kvalitet.

Her kan man være heldig at finde et ok hotel til 800-1.000 kr/nat, men man kan også tage metro’en et par stop ud ad Nathan Road til Mong Kok og få lidt mere for pengene.

Så længe man holder sig i nærheden af en metrostation på den blå Hong Kong Island linie eller den røde Kowloon linie, betyder det knapt så meget hvor i Hong Kong man bor.

Lad os i stedet tage på en rejse rundt i de forskellige områder i Kowloon og se lidt på hvad der er at opleve.

Tsim Sha Tsui

Hvad er mere oplagt end at starte i TST – Tsim Sha Tsui.

TST er ”hovedstaden” på Kowloon halvøen og det er her de fleste turister tilbringer deres tid, hvis de da overhovedet kommer til Kowloon.

TST ligger ned til Victoria Harbour og fra havnen har man en perfekt udsigt til Hong Kong Skyline på den anden side af havnen.

Avenue of Stars - Kowloon - Hong Kong
En lokal helt på ”Avenue of Stars” ved havnen i TST

Hver aften fra 20.00 til 20.15 er der gratis ”lysshow” fra ”Avenue of Stars” – havnepromenaden i TST.

Lysshowet er arrangeret af Hong Kongs turistkontor og startede i 2004 med et mindre lysshow med 18 skyskrabere involveret.

Senere kom flere til, så i dag er der ca. 50 skyskrabere med i showet på begge sider af havnen.

Showet er i dag så populært, at man har bygget en stor ”tribune” ved siden af Star Ferry færgeterminalen i TST.

Herfra har man perfekt udsigt til skyskraberne på Hong Kong Island, ligesom man kan nyde musikken som danner baggrund til lysshowet.

>>  Læs mere om showet her <<

Lysshow i Hong Kong
Hver aften kl. 20.00 er der lysshow på skyskraberne på Hong Kong Island

Havnepromenaden

Tusindvis af turister samles ved havnepromenaden for at overvære lysshowet kl. 20.00. Skal du have en siddeplads på tribunen skal du komme i rigtig god tid.

Et alternativ er at tage turen med Star Ferry fra TST til Central lige efter kl. 20.00. Så får du første parket til lysshowet, omend turen kun varer 5 minutter.

Alternativt kan du booke bord på en af de (dyre) restauranter med udsigt til havnen.

>>  Læs mere i ”Ud at spise i Hong Kong” <<

Aqua Luna - Kowloon - Hong Kong
Man kan også opleve Hong Kong ombord på Aqua Luna som afgår fra havnen i TST

Havnepromenaden ”Avenue of Stars” går fra Star Ferry færgeterminalen i TST og ud forbi Hung Hom bydelen.

Det er en fin tur med en fantastisk udsigt til Hong Kong’s skyline på Hong Kong Island.

Fra Hung Hom kan man tage en færge til North Point og derfra tage sporvognen tilbage til f.eks. Central.

>> Læs mere om ”Hong Kong Island” <<

Det er en rigtig fin tur som tager et par timer og giver et godt indtryk af Hong Kong’s forskellige bydele.

Hong Kongs havnepromenaden
Havnepromenaden går fra Star Ferry færgeterminalen i TST og ud forbi Hung Hom

The Peninsula

Ved havnefronten i TST ligger Hong Kong’s gamle fine hotel The Peninsula (affiliatelink).

Hotellet er en af Hong Kong’s fineste og har bla. en mindre flåde af Rolls Royce biler som kan bringe hotellets gæster rundt i byen eller til/fra lufthavnen.

Hotellet har ligeledes egen helikopter som kan give dig en tur over Hong Kong’s skyline eller bringe dig til dit favorit casino i Macao i løbet af 15 minutter.

For os almindeligt dødelige er Afternoon Tea på The Peninsula det nærmeste vi kommer, men det er faktisk også en fantastisk oplevelse.

Teen serveres i hotellets lobby med tjenere i hvide smokinger, levende musik og ægte malerier på væggene.

Tea for two (te for 2) koster den nette sum af 628 HK$ (2018 priser) og serveres fra 14:00-18:00. Man kan desværre ikke reservere bord så det gælder om at komme tidligt.

Ved siden af The Peninsula ligger 1881 Heritage Hotel (affiliatelink) som altid byder på en fin udsmykning og stråler af luksus.

1881 Heritage Hotel - Hong Kong
1881 Heritage Hotel er altid fint udsmykket

Fra Star Ferry færgeterminalen i TST er der 3 veje ind i TST.

Shopping

Man kan gå direkte ind i Hong Kong’s største shoppingcenter Harbour City.

Centeret er på størrelse med bymidten i en mellemstor dansk provinsby og her kan man godt tilbringe en hel dag uden at kede sig.

Jeg vil dog tillade mig at skynde mig ud af shoppingcenteret, for i stedet at gå en tur op ad Canton Road som løber parallelt med Harbour City.

Her går man langs facaderne til nogle af Harbour City’s dyre forretninger, Louis Vuitton, Prada, Gucci osv.

Kommer man forbi en hverdag lige før kl. 9.00 hvor butikkerne åbner, vil der ofte være en kø af Kina-kinesere som står i kø for at komme ind og købe dyre designer brands, ure og smykker.

Kineserne kommer i tusindvis hver morgen med færgerne fra China Ferry Terminal længere nede ad gaden.

Shopping kø i Hong Kong
Kø fra morgenstunde foran luksusbutikkerne på Canton Road

De kommer primært for at købe dyre varer som de enten ikke kan få i Kina, eller som de ikke vil købe i Kina af frygt for at de er falske.

Herudover køber de mælkepulver og kinesisk medicin, førstnævnte ligeledes pga. af falske produkter hjemme.

Man behøver ikke engang spørge hvad de kommer for at købe – man behøver blot åbne øjnene og kigge sig omkring.

Gaderne i TST vrimler med disse butikker og man kan indimellem undre sig over at der kan sælges så mange Rolex ure eller Louis Vuitton tasker på et så lille område.

Food courts - Hong Kong
Spis frokost i en af Hong Kong’s mange Food Courts

Halvvejs oppe ad Canton Road ligger shoppingcenteret Silvercord på hjørnet ad Haipong Road.

Food Courts

I kælderen ligger et af de mange Food Courts som findes overalt i Hong Kong.

Et stort område med borde og bænke omgivet af 15-20 små madboder som sælger al slags kinesisk, koreansk og japansk mad.

Et måltid mad koster typisk omkring 80-100 HK$ og er populært blandt folk som arbejder i området.

Øverst oppe i Silvercord ligger i øvrigt den Taiwanesiske dumpling restaurant Din Tai Fung som jeg vil anbefale.

Den er med i Michelin’s Bib Gourmand guide, men priserne er fornuftige og deres dumplings er gode.

Man skal komme inden kl. 12 eller efter 14 for at få plads.

Din Tai Fung restaurant - Hong Kong
Taiwanesiske dumplings på Din Tai Fung restauranten

China Ferry Terminal – Færgeterminalen

Fortsætter man op ad Canton Road forbi Harbour City, kommer man til China Ferry Terminal på venstre hånd hvor færgerne til Kina og Macao afgår fra.

Færgeterminalen består af 5 gyldne bygninger med et, traditionen tro, shoppingcenter i de nederste etager.

China Ferry Terminal - Kowloon
China Ferry Terminal bygningen med facade i ”guld”. Kineserne elsker guld…

Færgerne til Macao afgår 1-2 gange i timen og en returbillet koster 350-400 HK$ (2018 pris).

Turen tager ca. en time.

Bemærk at der er 2 færgehavne i Macao

Outer Harbour ligger i gå-afstand til det gamle portugesiske centrum med bla. St. Paul ruinen. Taipa færgeterminalen ligger i det ”nye” Macao ved de store hoteller, Venezian, Wynn, Galaxy m.fl.

Hurtigfærger - Kowloon - Hong Kong
Fra China Ferry Terminal afgår der små hurtigfærger til Macao

På 2. sal i China Ferry Terminal finder man en af Hong Kong’s mange ”bryllupsrestauranter” og kommer man forbi ved frokosttid bør man spise sin frokost her.

Bryllupsrestauranterne anvendes i weekenderne til bryllupsreceptioner og i løbet af ugen fungerer de som almindelige restauranter.

De er ofte overdrevent dekorerede i farverne hvid, rosa, lyserød, og det er lidt som at træde ind i en Askepot eller Tornerose film.

Bryllupsrestaurant - Kowloon
Bryllupsrestauranterne minder om noget fra en Askepot film

Fra China Ferry Terminal går der en lille gangbro over Canton Road til Kowloon Park.

Parken er et dejligt åndehul midt i storbyens stress og larm.

Straks man kommer over broen ligger en lille sø med lyserøde flamingoer og bag søen finder man en lille McDonalds Cafe.

Kowloon park - Hong Kong
Kowloon park er et dejligt åndehul midt i storbyen

På pladsen ved cafe’en samles dagligt folk for at udøve Tai Chi og i weekenden er der ofte forskellige arrangementer, underholdning, musik og lignende.

Søndag er parken, ligesom Hong Kong’s øvrige parker, fuld af kvinder fra Indonesien, Filippinerne osv. Søndag er fridag for de hundrede tusinder af “maids” som tager sig af husholdningen for de mere velstillede indbyggere i Hong Kong.

Maids in Hong Kong
Søndag fyldes byens parker med ”maids” som hygger sig med mad og snak

Hovedgaden Nathan Road

Parallelt med Canton Road løber Nathan Road som er hovedgaden i Kowloon.

Den starter ved havnen i TST og fortsætter ca. 4 km gennem nogle af Hong Kong’s travleste bydele inden den skifter navn til Cheung Sha Wan Road ved Prince Edward bydelen og fortsætter yderligere et par km.

Nathan Road er fuld af energi og liv hele vejen ud, men det mest interessante finder man i de lokale bydele på begge sider.

Heldigvis behøver man ikke at gå hele vejen ud, da den røde metro-linie løber lige under Nathan Road og stopper hele vejen.

Men lad os starte fra starten.

Chungking Mansion

Det første sted man bør gøre et stop, er ved Chungking Mansion i starten af Nathan Road, nærmere bestemt nr. 36-44.

Chungking Mansion - Kowloon
Bag indgangen til Chungking Mansion gemmer sig et lille parallelsamfund

Chungking Mansion er egentlig blot en stor bygning, ligesom så mange andre i Hong Kong, men den adskiller sig ved at være et lille samfund i sig selv.

Stueetagen består af 6-8 små smalle ”gader” fuld af indiske og arabiske butikker og madboder.

Her er en atmosfære som på et lille marked i mellemøsten og man ser ikke mange lokale kinesere.

Etagerne over gadeplan er primært restauranter og små billige hoteller eller hostels samt bittesmå lejligheder i dårlig stand.

Bygningen er bygget til at huse ca. 4.000 mennesker, men det estimeres at der bor op til dobbelt så mange.

Ud over oplevelsen af dette lille parallelsamfund midt i storbyen, kan man i Chungking Mansion faktisk få rigtig god mad til fornuftige penge.

Gå en runde og tag elevatoren op til etagerne oppe i bygningen for en god madoplevelse.

Nathan Road - Kowloon - Hong Kong
Nathan Road – hovedgaden i Kowloon

Fra Chungking Mansion går vi videre op ad Nathan Road.

På venstre side ligger Kowloon Park, mens området på højre side består af en række små travle, men hyggelige gader, fulde af butikker og restauranter.

Et spændende sted at gå på opdagelse

Gemt væk inde bag en række højhuse ligger den lillebitte gade Knutsford Terrace hvor 15-20 restauranter og barer skjuler sig om dagen og kommer til live om aftenen.

Stedet er umuligt at finde hvis ikke man specifikt leder efter det, men gå ned ad Kimberly Road og drej til venstre op ad trappen overfor Carnarvon Road.

Fortsæt op ad trappen og hold til højre. Pludselig vil du kigge ned på den lille gade som ligger klemt inde imellem højhusene.

Et hyggeligt sted at spise lidt mad eller få en drink.

Fortsætter man ned for enden ad Kimberly Road og drejer til højre, kommer man til Hong Kong Museum of History som jeg varmt kan anbefale at besøge.

De har en permanent udstilling som viser og beskriver Hong Kong’s udvikling fra lille landsby til Asiens metropol.

Museum of History - Kowloon - Hong Kong
Et besøg på Hong Kong Museum of History er yderst interessant

Videre ud ad Nathan Road forlader vi nu TST og går ind i Jordan, som på venstre side af Nathan Road rummer et antal spændende gader som hver især har sine specialiteter.

I Shanghai Street finder man f.eks. primært butikker som sælger køkkenudstyr og religiøse rekvisitter, hus-altre, røgelse, figurer osv.

Besøg det store Yau Ma Tei Wholesale Fruit market på Waterloo Road, eller køb billet til en forestilling i det fine gamle Yau Ma Tei teater på den anden side af gaden.

Temple Street - Kowloon - Hong Kong
Temple Street omdannes om aftenen til et livligt marked

Gode markeder

Lidt inde i Jordan finder vi Temple Street som ved mørkets frembrud forvandles til markedsgade og huser Temple Street Night Market.

Udover markedet findes her et hav af små lokale restauranter og området er et yndet spisested for de lokale.

Specielt de små fiskerestauranter er populære og byder på alt hvad hjertet begærer af fisk og skaldyr til gode priser.

Maden indtager man ved små borde og siddende på plastikstole halvvejs ude på gaden – så er man i Hong Kong.

Temple Street shops - Kowloon - Hong Kong
På Temple Street markedet kan man købe alt

Temple Street markedet slutter som udgangspunkt ved Kansu Street, men fortsætter så videre på den anden side af en lille park og ind i den næste bydel Yau Ma Tei.

Har man tiden til det, er sidegaderne i både Jordan og Yau Ma Tei hyggelige områder at gå på opdagelse i. Både i dagtimerne og i aftentimerne når lysene tændes og gadernes indbygger kommer hjem fra arbejde.

Her er ingen smarte mode- eller elektronikbutikker og heller ikke så mange turister som i TST.  I stedet finder man små lokale butikker, restauranter og forskellige markeder.

Hong Kong Hus altre
Hus-altre sælges side om side med køkkenudstyr på Shanghai Street

Travle Mong Kok

Fortsætter man igennem Yau Ma Tei kommer man ind i Mong Kok, og har man ikke allerede lagt mærke til at Hong Kong er tæt befolket, så opdager man det nu.

Mong Kok er med 130.000 indbyggere på mindre end 1 km2 verdens tættest befolkede område.

Hovedgaderne i Mong Kok ligger på højre side af Nathan Road og er proppede med elektronik og kamerabutikker.

På 83 Argyle Street finder man f.eks. Sin Tat Plaza som er et 3 etagers mobiltelefon mekka.

Her ligger ca. 50 små butikker som sælger alt indenfor mobiltelefoner og tilbehør (Mong Kok Station Exit D2).

Mong Kok - Kowloon - Hong Kong
Mong Kok er verdens tættest befolkede område. Det mærker man om aftenen

Ligesom i Jordan og Yau Ma Tei finder man i Mong Kok gader hvor butikkerne næsten alle sælger samme type varer.

Således kaldes Fa Yuen Street for ”Sneakers Street” idet der ligger 20-30 sportssko forretninger på stribe.

Fortsætter man rundt om hjørnet kommer man til Kwong Wa Street med butikker som næsten udelukkende sælger softgun og paintball udstyr.

Et super spændende område.

Sneaker street - Kowloon - Hong Kong
Sneaker street (Fu Yuen Street) i Mong Kok er lutter sportssko

Guldfisk, frøer, skildpadder mm markeder

Tung Choi Street i Mong Kok går under navnet Gold Fish Street. Langs hele gaden sælges guldfisk, skilpadder, frøer osv.

Guldfiskene hænger ud til gaden side om side i små plasticposer og går man indenfor i butikkerne kan man se store akvarier med eksotiske fisk.

Hong Kong GoldFish Street - Kowloon
Guldfisk i tusindvis hænger i små poser langs Gold Fish Street

Fortsætter vi til enden af Gold Fish Street og krydser Prince Edward Road, ligger Flower Market Road lige rundt om hjørnet.

Både denne gade samt gaderne omkring rummer et hav af flotte blomsterbutikker hvoraf nogle er specialiseret i orkideer.

Blomstermarked

Selv har jeg forelsket mig i en lille bonzai butik der ligger for enden af Flower Market Road.

Flower Market Road - Kowloon
Flower Market Road og gaderne omkring er et skønt område at gå på opdagelse i

Lige overfor bonzai butikken, for enden af Flower Market Road, ligger opgangen til Bird Market som egentlig hedder Yuen Po Street og som ligger hævet i niveau over resten af området.

Fuglemarked

Bird Market består af en enkelt lille gade med 15-20 små åbne fugle butikker.

Her finder man i hundredevis af smukke fugle – parakitter, undulater, papegøjer osv.

Når man efter et stykke tid bliver træt af at beundre de smukke fugle, så kig ned i de mange kasser og net som står overalt på butikkernes diske. Her vil du se tusindvis af insekter og larver, som fuglene lever af.

Bird Market - Kowloon
Masser af fine fuglebure på Bird Market

Fra Bird Market går vi tilbage langs spændende blomster og interiør butikker ad Prince Edward Road til Prince Edward Station.

Shim Shui Po – det lokale Hong Kong

Herfra kører vi et stop til Shim Shui Po som er sidste stop på vores Kowloon tur.

Med Shim Shui Po er vi nu kommet ud i den del af Hong Kong hvor der er langt imellem turisterne.

Her bor og lever Hongkierne selv og her finder vi absolut ingen Louis Vuitton tasker eller Cartier ure.

Det skulle da lige være kopier af disse mærker, for en af de ting som kendetegner Sham Shui Po er gademarkederne.

Sham Shui Po - Kowloon - Hong Kong
Sham Shui Po er lokale gader hvor vasketøjet hænger til tørre udenfor vinduerne

På højre side af Sham Shui Po metro-stationen løber 2-3 markedsgader og går vi ned ad Fuk Wa Street, støder vi på et mekka for computer entusiaster.

Én etage under jorden og én etage over jorden er spækket med computere, kameraer, gadgets og tilbehør.

Her findes der ting som man ikke engang vidste eksisterede, og til gode priser.

Øvrige Kowloon

Det var den hurtige tur igennem centrale Kowloon.

Området rummer så meget mere og jeg vil blot nævne et par af disse som jeg finder interessante.

Kowloon Walled City Park

Hele historien om Kowloon Walled City er utrolig interessant. Og selvom Kowloon Walled City blev jævnet med jorden i 1994 og dens 33.000 indbygger spredt ud over Hong Kong, lever lidt af historien videre i den hyggelige Kowloon Walled City Park.

Parken ligger 15 minutters gang fra Lok Fu metro station.

Wallet City - Kowloon - Hong Kong
Ganske få rester står tilbage af det oprindelige Kowloon Wallet City

Inden besøget kan det anbefales at se den interessante udsendelse om det lille lovløse samfund midt i Hong Kong.

Parken er åben fra 6.30 morgen til 23.00 aften. Udstillingen er åben fra 10.00 til 18.00.
Der er gratis adgang til både park og udstilling.

>> Få mere info her <<

Kowloon Station

Lige vest for Canton Road ligger Kowloon Station.

Stationen ligger på Tung Chung og Airport Express linien og ligesom på Hong Kong Station i Central. Man kan på Kowloon Station checke sin bagage ind 24 timer inden ens fly afgår.

Det er super smart da man således kan checke bagagen ind om morgenen, gå ud og opleve byen og derefter tage Airport Express toget til lufthavnen når tiden nærmer sig for hjemrejsen.

Kowloon Station - Hong Kong
Området ovenpå Kowloon Station er som en egen lille by. Området har i mange år ligget omgivet af byggepladser

Men det interessante er ikke så meget Kowloon Station, men derimod den lille by man har bygget ovenpå.

Shoppingcenteret Elements

Fra metrostationen går man direkte op i shoppingcenteret Elements som rummer mere end 100 luksusbutikker, en skøjtebane, en kæmpe biograf m.m.

Fra Elements shoppingcenteret kan man tage en enorm rulletrappe videre op til et stort udendørs område med restauranter, grønne områder, et par veje samt indgang til et par af Hong Kong’s luksus hoteller.

Kowloon Station - Hong Kong
Kowloon Station med ICC bygningen og Ozone bar øverst oppe

Dette lyder måske i sig selv ikke så fantastisk, men hele dette område er bygget ovenpå metro-station, shoppingcenter osv. og ligger hævet 30 meter over byen omgivet af skyskrabere.

Så har man en ledig aften kunne turen gå herop.

Tag metro’en til Kowloon Station, gå en runde i shoppingcenteret og tag rulletrappen op til det store plateau ovenpå.

Spis på en af restauranterne, gå en tur i området og kig udover byen.

Øl i 480 meters højde - Kowloon - Hong Kong
En godnat øl i 480 meters højde på toppen af ICC

Afslut aftenen med et besøg på Asiens højeste bar, Ozone (affiliatelinks). Baren ligger i 480 meters højde på toppen af ICC som er den højeste bygning i Hong Kong.

Fra Ritz-Carlton (affiliatelinks) hotellet tager man elevatoren op til hotellets lobby på 103 etage.

Herfra går en anden elevator de sidste 15 etager og man træder direkte ind i den stilfulde Ozone (affiliatelinks), hvor man mødes af et par søde tjenere som viser jer vej til jeres bord.

Hvis vejret er til det, kan man vælge at sidde udenfor med direkte udsigt over TST og Hong Kong Island.

Bemærk at shorts og sandaler ikke er tilladt og vær forberedt på at en øl koster på den anden side af 100 kr.

Men det er en oplevelse som man bør tage med.

Aften i Kowloon

Min sidste anbefaling inden vi siger farvel til Kowloon, er at huske at opleve byen om aftenen.

1881 Heritage hotel - Kowloon
Udsmykningen foran 1881 Heritage Hotel skiftes ud med jævne mellemrum, men er altid fantastisk flotte

Gå en tur langs havnepromenaden efter mørkets frembrud og oplev hvordan byen lyses op og bliver til et levende fotografi.

Udover selve udsigten til Hong Kong’s skyline på den anden side af Victoria Park, er der mange flotte oplevelser i området langs havnepromenaden i TST. Bla. den skiftende udsmykning foran 1881 Heritage Hotel.

Så på med vandreskoene og kom ud og oplev Hong Kong by night.

Hong Kong by night - Kowloon
Hong Kong by night

Har du spørgsmål til Kowloon er du velkommen til at stille dem i kommentaren herunder.

Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte

Japan ekspert Steen Pipper

Steen Pipper har i en årrække boet og arbejdet i Hong Kong og har et stort og indgående kendskab til lokalområderne, kulturen, traditionerne og menneskene.

På disse sider deler han ud af sine gode insidertips til hvordan du får aller mest ud af en rejse til metropolen Hong Kong.

Har du yderligere brug for hjælp til planlægningen af rejsen, svarer Steen glædeligt på spørgsmål stillet i kommentaren under artiklerne.

Japan ekspert Steen Pipper
Steen Pipper har i en årrække boet og arbejdet i Hong Kong og har et stort og indgående kendskab til lokalområderne, kulturen, traditionerne og menneskene.

På disse sider deler han ud af sine gode insidertips til hvordan du får aller mest ud af en rejse til metropolen Hong Kong. Har du yderligere brug for hjælp til planlægningen af rejsen, svarer Steen glædeligt på spørgsmål stillet i kommentaren under artiklerne.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *