De fleste turister som kommer til Hong Kong første gang, har et billede af Hong Kong som en ø fuld af skyskrabere.
De bliver derfor overraskede når de begynder at begive sig rundt i Hong Kong, og opdager at øen og skyskraberne på billedet blot er en lille del af Hong Kong. På den anden side af havnen findes et langt større Hong Kong.
Hong Kong består af 3 hovedområder
- Hong Kong Island
- Kowloon
- New Territories og Outlying Islands
Hvert område er yderligere inddelt i byer eller bydele som beskrives lidt nærmere i de enkelte afsnit sammen med forslag til hvad du bør se og opleve.
Her får du den første ud af 3 guides om områder i Hong Kong. Jeg vil tage dig med rundt, og fortælle lidt om de enkelte områder, deres historie og deres særpræg.
Så kan du i ro og mag tilrettelægge en interessant ferie i Hong Kong.
Hong Kong Island
Sydligst i Hong Kong ligger Hong Kong Island.
Briterne fik overdraget Hong Kong Island af kineserne efter den første opium krig i 1842, hvilket gav dem en beskyttet havn til brug for deres handelsskibe.
På det tidspunkt bestod øen blot af en række små landsbyer med under 10.000 indbyggere.
Hong Kong Island ligger syd for fastlandet adskilt af Victoria Harbour. På øens nordside ligger Hong Kong’s centrale distrikt og området med den fine skyline man ser på billeder.
Hong Kong’s skyline er i øvrigt ikke blot verdens mest berømte, men også den suverænt største.
Mere end 8.000 bygninger i Hong Kong er katagoriseret som skyskrabere, mens New York på andenpladsen har ca. 4.000.
Hovedparten af Hong Kong Island er dækket af bjerge og skove, hvilket man først rigtigt lægger mærke til når man bevæger sig udenfor byen.
Dette er også er årsagen til de mange skyskrabere som præger Hong Kong Islands nordlige del. Der ville simpelthen ikke være plads til øens 1,3 millioner indbyggere hvis de skulle bo i gadeplan alle sammen.
Faktisk er store dele af området langs Victoria Harbour opfyldt land, dvs. man har udvidet øen for at få plads til at bygge endnu flere højhuse og veje.
De fleste turister bevæger sig oftest kun i området fra Central til Causeway Bay, en distance på bare 4 km.
Det er en skam, idet øen rummer mange andre interessante områder hvoraf jeg vil inddrage et par stykker her.
Hvor på Hong Kong Island skal du bo
De centrale områder omkring Central og Admiralty er dyre.
Det er dejligt centralt, men eftersom metro’en kører langs hele den nordlige del af Hong Kong Island, betyder det ikke så meget om du bor i Central eller et par stop længere væk.
Sheung Wan er et glimrende sted at bo på Hong Kong Island
Vil du bo lidt mindre fashionabelt vil jeg anbefale Sheung Wan (affiliatelink) som ligger blot 1 stop vest for Central, men som har lokal charme og er en del billigere.
Her har jeg selv boet et par gange under besøg i Hong Kong og der er ikke længere ind til Central, end at jeg oftest vælger at gå i stedet for at tage metroen.
Er man ude i god tid, dvs. 6-9 måneder inden opholdet, kan man få et udmærket dobbeltværelse i Sheung Wan (affiliatelink) for 800-900 kr. pr. nat, mens det i Central koster 50% mere.
Jeg har også et par gange lejet en lejlighed via AirBnB, men standarden for lejligheder i Hong Kong er dårlig hvilket afspejles i de lejligheder man lejer. Prisen er ikke så meget lavere, at det er noget jeg vil anbefale.
Sheung Wan
Lad os starte turen rundt på Hong Kong Island i Sheung Wan (affiliatelink).
Tidligere var Sheung Wan endestation på den blå metro linie, men for et par år siden forlængende man linien med et par stop. Nu fortsætter den til Kennedy town som også er endestation for sporvognene.
Antik- & medicinbutikker
Sheung Wan er kendt for sine antik forretninger. Specielt på Hollywood Road, som er i den dyre kategori. Upper Lascar Row (Cat Street) er ligeledes en markedsgade med antikbutikker som rummer mange spændende ting og sager.
Sheung Wan er bla. kendt for sine mange antik-butikker
Herudover er Sheung Wan hjemsted for utallige små ”Chinese medicine” butikker. Her sælges alle former for svampe, urter samt diverse lemmer fra dyr, som kineserne mener kan kurere alskens sygdomme og forbedre deres helbred.
En del af disse butikker findes bla. i gaderne omkring Koh Shing Street, mens den nærliggende Wing Lok Street primært rummer butikker der sælger tørrede skaldyr, slangeskind og lignende delikatesser…
Hajfinnesuppe
Går man blot 15-20 år tilbage blev nogle af gaderne i Sheung Wan spærret af om sommeren og tusindvis af hajfinner blev lagt til tørre i den bagende sol.
Da hajfinnerne på et tidspunkt blev politisk ukorrekt, blev de flyttet op på toppen af hustagene. I dag er de stort set forsvundet fra bybilledet.
De kan dog fortsat købes i de små butikker i Sheung Wan og indgår i den eftertragtede hajfinnesuppe som er populær til bla. bryllupsmiddage.
Hollywood Road
På Hollywood Road i Sheung Wan finder vi også Man Mo templet, en af Hong Kong’s relativt få templer.
Har man rejst meget i Asien vil man dog uvilkårligt blive lidt skuffet, idet templet er lille og tilrøget og uden den ro og skønhed som præger mange andre templer i Asien.
Størstedelen af de besøgende er i vore dage turister. Personligt holder jeg af at gå på opdagelse i de små gader i Sheung Wan.
De små gader i Sheung Wan gør det et interessant område at gå på opdagelse i
Her kan man stadigvæk finde tidslommer hvor tingene ser ud som de har gjort i 20-30 år.
Central
Blot 1,5 km øst for Sheung Wan finder vi Central. Og ja, bydelen hedder sådan fordi den oprindeligt blev regnet for (og stadigvæk er) Hong Kong’s centrum.
Her ligger en lang række af byens største skyskrabere og her holder de store banker og de dyre modebutikker til.
Central rummer alt hvad hjertet begærer af butikker og shoppingcentre
Området ”nede” i Central rummer alt hvad hjertet kan begære af butikker og shoppingcentre. Personligt finder jeg ikke dette område specielt interessant og ville ikke bruge tid på det.
Verdens længste rulletrappe
I stedet vil jeg gå til Jubilee Street/Cochrane Street og stige på verdens længste rulletrappe. Mid-level Escalator trappen som englænderne praktisk nok anlagde tilbage i 1993, så man slap for at gå den stejle, og om sommeren meget varme, tur fra downtown Central op til SoHo området med dets mange restauranter og barer.
Verdens længste rulletrappe tager dig op til SoHo
Rulletrappen kører nedad fra kl. 6.00 til 10.00 så folk kan komme på arbejde i downtown, hvorefter den vender og kører opad resten af dagen.
Halvvejs oppe ad rulletrappen, ved Hollywood Road, kan man gå direkte ind i Hong Kong’s gamle politistation og fængsel. I 2018 åbnede stedet som ny-restaureret museum og kunstgalleri, og er bestemt et besøg værd.
Det tidligere fængsel og politistation i SoHo er fint ombygget til museum og galleri
SoHo
Fra Hollywood Road starter SoHo området, heraf navnet som er en forkortelse for ”South of Hollywood”.
Området rummer et hav af restauranter og barer, og er in-sted for vesterlændinge, turister såvel som expats, som vil ud og more sig eller have lidt god mad.
I området ligger mere end 1.000 restauranter og barer, så det er næsten uoverskueligt at finde rundt i. Download App’en OpenRice som giver et fantastisk overblik over restauranter, priser, reviews osv.
– Eller gør som man gjorde inden vi fik smartphones og kast dig ud i det.
I byen i SoHo
Maden er oftest god idet områdets gæster er forvænte, så restauranter som ikke serverer god mad, overlever ikke længe.
Priserne er lidt i den høje ende sammenlignet med resten af Hong Kong, men der er et stort udvalg og livlig aktivitet torsdag, fredag og lørdag aften. Du bør lægge vejen forbi en aften for at få et indtryk af områdets puls.
Skal det være en vild aften i byen fortsætter man til Lan Kwai Fong, som ligger lige rundt om hjørnet og byder på musik i gaden, barer, clubs osv. som har åbent til langt ud på natten.
Lan Kwai Fong er stedet for en vild aften i byen
Bevæger man sig lidt længere op ad Mid-levels og går lidt østpå finder man Hong Kong zoologiske have og botaniske have.
Haverne udgør et åndehul i storbyen og er et dejligt afbræk fra byens larm.
Gratis éntre – Åbningstid: kl. 9.00 til 16.30
Admiralty
Fra Central går vi ad Queens Road østpå imod Admiralty, der som navnet antyder, har en fortid som hovedkvarter for den engelske flåde.
I Central og Admiralty finder man nogle af Hong Kongs ikoniske bygninger
På vejen passerer vi bla. de 2 fantastiske bygninger der rummer henholdsvis HSBC bank og Bank of China.
HSBC bygningen
HSBC bygningen er unik idet den er bygget af stål og i teorien kan skilles ad igen og flyttes. HSBC bygningen består af 5 enorme stålkonstruktioner på tilsammen 30.000 tons som blev bygget i Glasgow og sejlet til Hong Kong.
HSBC bygningen i baggrunden
Da bygningen stod færdig i 1985 var det verdens dyreste bygning.
Bygningen hviler kun på de 4 hjørner og derfor opleves det som om den svæver henover hovedet på en, når man går under den.
Via 2 store rulletrapper kan man komme op til bankens enorme lobby som ligger hævet 10-15 meter over gadeplan. Her får man udsyn til det 50 meter høje og imponerende hulrum som udgør bygningen indre.
Bygningen er et besøg værd.
Besøger du bygningen, så læg mærke til de 2 fine løve-statuer der står ved indgangen. Det siges at de bringer lykke hvis man rør ved dem, hvilket de generelt overtroiske kinesere derfor gør hele tiden.
Bank of China bygningen har fået meget kritik for sin manglende Feng Shui
Bank of China
Uden at det skal handle for meget om arkitektur, som jeg ved alt for lidt om, vil jeg også nævne Bank of China bygningen. Med sine enorme trekanter på facaden er bygningen en af de mest ikoniske bygninger i Hong Kong.
Bygningen har været stærkt kritiseret for, med sine skarpe kanter, at være ”dårlig Feng Shui”, men personligt syntes jeg at den er fascinerende.
Admiralty kan umiddelbart virke som lidt af en beton-jungle. Her ligger et hav af skyskrabere og ikke så mange hyggelige små områder.
Det gamle Peak Tram
Jeg vil derfor fortsætte til Garden Road hvor det gamle Peak Tram tog kører op til Victoria Peak, eller bare The Peak, på toppen af Hong Kong.
Ved siden af Peak Tram terminalen ligger i øvrigt den fine gamle St. Johns Cathedral som er et besøg værd.
Her er messe dagligt og kirken er åben fra 6.00 til 17.00 (12.00 i weekenden)
Fra Garden Road i Admiralty kører Peak Tram op til Victoria Peak på toppen af Hong Kong Island
Det kan absolut anbefales at tage turen op med Peak Tram, men jeg vil advare om, at der kan være laaang kø for at købe billet.
Så kom enten tidligt (eller sent) og hav god tålmodighed og evt. en flaske vand med.
Octopus kort
Hvis man har Octopus kort kan man ofte få lov at slippe for noget af køen, idet man således ikke behøver at købe billet. Spørg en af kontrollørerne.
Turen koster 52 HK$ for en returnbillet (2018 pris), men jeg vil faktisk anbefale at nøjes med at købe en enkeltbillet og i stedet tage turen ned til fods.
Det er en fin tur som kan gøres på 30-40 minutter og undervejs har man et flot udsyn over byen.
Første tog kører kl. 10.00 og sidste tur ned er kl. 23.00
Victoria Peak
I typisk Hong Kong stil, så ender togturen op til The Peak i en ”turistfælde” i form af en betonklods med udseende som en gigantisk wok.
Selv på en gråvejrsdag er udsigten fra Victoria Peak fantastisk
Wok’en indeholder diverse souvenir og fastfood butikker og for yderligere 50 HK$, kan du herfra få adgang til en ”Sky Terrace” hvor der er fint udsyn over Hong Kong.
Med mindre du er foto entusiast vil jeg dog spare pengene og i stedet gå ud af bygningen og dreje til venstre.
Herfra har du et næsten lige så godt udsyn – helt gratis. Fortsæt samme vej hvis du ønsker at tage turen ned til byen til fods.
Gåturen fra The Peak og ned går ad små snoede stier med fin udsigt ud over byen
På The Peak ligger iøvrigt nogle af Hong Kong’s dyreste lejligheder.
Lejligheder er solgt til over 500 millioner HK$ (410 millioner DKK) og har du tiden til det, kan det være interessant at gå en runde i området ovenfor terminalbygningen og kigge lidt på huse og biler.
Desværre ligger en del af dem gemt væk bag store mure.
Fortsætter du lidt op ad Mount Austin Road kommer du til Victoria Peak park. Stræk benene og nyd et par udsigtspunkter med kig til bagsiden af bjerget og den vestlige del af Hong Kong Island
Wan Chai bydelen
En af de mest interessante bydele på Hong Kong Island er, efter min mening, Wan Chai.
Jeg elsker at gå rundt i de små gader og suge atmosfæren til mig, betragte folk og se hvordan livet går sin gang i en verden der er meget anderledes en hjemme.
Ligesom mange andre af Hong Kong’s gamle lokalsamfund er Wan Chai desværre ved at blive omdannet til kedelige beton skyskrabere, men der er dog stadigvæk en del at komme efter.
Bevæger man sig ned ad de små sidegader finder man markeder hvor de lokale handler. Her hænger kødet på kroge foran slagterbutikkerne og der er liv og larm til langt ud på aftenen.
Spørger du mig er dette det rigtige Hong Kong…
Wan Chai har stadigvæk et strejf af det gamle Hong Kong
Hong Kong’s gamle Red Light Districts
Wan Chai er samtidig en af Hong Kong’s gamle Red Light Districts.
Her gik de engelske sømænd ud for at more sig. Går man en tur ad f.eks. Lockhart Road, efter mørkets frembrud, vil der være liv i gaden og larm fra de mange barer.
Og kan du lide engelske folkesange, er det bare at gå ind på en af de lokale barer og købe en omgang øl til stamgæsterne, så er festen i gang.
Området rummer samtidig mange gode og prisvenlige restauranter.
Husk at de fleste restauranter i Hong Kong ligger gemt væk oppe i bygningerne, så man skal holde øje med skiltene ved bygningernes indgang.
Causeway Bay
Fra Wan Chai fortsætter vi østpå ad Hennesy Road til Causeway Bay og Hong Kong’s travleste fodgængerovergang ud for shoppingcenteret SOGO.
Hvis man ikke allerede har bemærket at man er i en storby så sker det her.
Efter mørkets frembrud liver området op med et hav af mennesker og farverige reklameskilte. De omkringliggende gader er det perfekte sted for en shoppingtur.
Om aftenen vækkes Causeway Bay til live og neonlysene bliver tændt
Gå f.eks. ned ad ”Fashion Walk” på Kingston Street og Gloucester Street, eller gå en tur forbi markedet omkring Jardine’s Crescent.
Sørg for at besøge Causeway Bay om aftenen hvor området virkelig kommer til live og lyser op.
Butikkerne i Hong Kong er oftest åbne til 22.00 og nogle til 23.00.
På Great George Street i Causeway Bay ligger også den ene af Hong Kong’s 3 Ikea butikker. Det er dog ikke som hjemme hvor Ikea ligger som en kæmpe gul og blå skotøjsæske midt på en mark.
På grund af manglen på plads midt i storbyen har man flyttet de 4.600 m2 et par etager under jorden. Det eneste der på gadeplan indikerer at der ligger en Ikea, er et stort skilt!
Det er dog stadigvæk samme møbler der sælges og den lille restaurant serverer naturligvis köttbullar.
I Causeway bay ligger Ikea gemt væk et par etager under jorden
Fortsætter man forbi Ikea kommer man til Victoria Park, hvor der er aktivitet til langt ud på aftenen – tennis, basketball, Tai Chi osv.
Hong Kongs mange maids
Kommer du forbi om søndagen vrimler parken med tusindvis af ”maids” fra Filippinerne, Indonesien og Malaysia. Her tilbringer de deres ugentlige fridag med at spise og snakke indtil solnedgang.
Ved hjørnet af Victoria Park på Causeway Road ligger et buddhist center som tilbyder halv-dags introduktionskurser i buddhisme.
Det lyder måske som en underlig aktivitet at begive sig ud på i sin ferie, men hvis man har tiden kan det klart anbefales.
Det føles lidt mere autentisk at lære om buddhisme her, end på et aftenskolehold hjemme på den lokale folkeskole…
Happy Valley Racecourse
Lidt oppe ad bakkerne fra Causeway Bay ligger Happy Valley Racecourse, den ene af Hong Kong’s 2 galopbaner.
Happy Valley Racecourse omgivet af skyskrabere
Her er løb hver onsdag og selvom man ikke er heste-entusiast er det besøget værd. Der er plads til 55.000 tilskuere og stemningen er i top.
Første løb starter kl. 19.15 og typisk er der 8-10 løb på en aften.
Entre’en koster blot 10 HK$ og du kan betale med dit Octopus kort .
Glem ikke at gå ind og spil på en af hestene! Ikke at du skal formøble hele feriebudgettet, men sæt en 20’er på ”top 3” eller lignende. Pludselig bliver det langt mere interessant at følge hestene på banen 🙂
Med plads til 55.000 tilskuere er der livlig aktivitet hver onsdag aften
Kineserne er vilde med at spille og der er store penge i omløb
På en almindelig onsdag spilles der for mere end hundrede millioner HK$ og for hele 2017 beløb det sig til 115 millarder HK$ (ca. 100 milliard DKK).
Hong Kong Jockey Club som driver både Happy Valley banen og galopbanen i Sha Tin omsætter for 230 milliarder HK$ årligt.
Væddeløbsbanen i Sha Tin er i øvrigt endnu større med plads til 85.000 tilskuere.
North Point
Fra Causeway Bay og ud til endestationen Chai Wan (ikke at forveksle med Wan Chai) på den blå metro linie, ligger yderligere 7-8 stationer og bydele. Jeg vil her nøjes med at nævne North Point, hvor der ligger et par gamle lokale markedsgader og hvorfra der går færge til Hung Hom på den anden side af Victoria Harbour.
Og hvorfor så tage til North Point?
Først og fremmest fordi bydelen stadigvæk rummer lidt af det gamle autentiske Hong Kong. Her lever lokalbefolkningen som den har gjort i generationer, i et helt andet tempo end inde i Central eller Causeway Bay.
Fisk, kød, ænder… I North Point kan man købe alt hos gadehandlerne
Tag f.eks. sporvognen fra Causeway Bay, stå af ved North Point Road og gå ned ad Chun Yueng Street som løber parallelt med Kings Road hvor sporvognen kører.
Her finder du et par interessante gamle gader med alt hvad hjertet kan begære af grønt, fisk, kød osv.
For enden af Chun Yueng Street kan du gå til venstre og tage færgen til Hung Hom. Herfra kan du gå langs kajen hele vejen ind til Tsim Sha Tsui.
En rigtig fin gåtur på 2,5 kilometer med en fantastisk udsigt over Hong Kong’s skyline.
Fra North Point kan man tage færgen til Hung Hom på den anden side af Victoria Bay og gå langs havnen ind til Tsim Sha Tsui
Bemærk den lange terminalbygning på den anden side af Victoria Harbour.
Kai Tak – Hong Kongs gamle fly landingsbane
Den ligger på landingsbanen for Hong Kongs gamle Kai Tak lufthavn og er bygget til de mange cruiseskibe som anløber Hong Kong.
Jeg er desværre aldrig selv landet i Kai Tak, men tilsyneladende var det en skræmmende oplevelse idet indflyvningen foregik tæt henover byens skyskrabere. Efter sigende kan man kigge lige ind i folks dagligstuer under den sidste del af indflyvningen.
Google evt. ”Kai Tak landing” og se nogle af de fantastiske billeder.
Der findes så meget mere spændende at opleve på nordsiden af Hong Kong Island, men nu vil vi i stedet begive os ned på sydsiden for en kort bemærkning.
Aberdeen
Tag den grøn/gule metro linie fra Admiralty og stå af ved Wong Chuk Hang Station. Herfra er der 5 minutters gang ad Heung Yip Street ned til havnen som er Aberdeen’s livsnerve.
Læg mærke til vægmalerierne som pryder nogle af husenes facader.
Havnen ligger godt beskyttet for efterårets orkaner og her ligger mange både i alle størrelser og prisklasser.
Aberdeen havn ligger godt beskyttet og her lever stadigvæk nogle af Hong Kongs oprindelige Tanka bådfolk i små flydende landsbyer
Fremme ved havnen kan man gå ad den fine havnepromenade til Aberdeen fiskemarked, som er åbent fra tidlig morgen til sidst på formiddagen.
Her handles fisk til størstedelen af Hong Kong’s restauranter og markeder.
Fiskerestauranter
I området omkring findes en række fiskerestauranter. De færreste ved dog, at fiskerne har deres egen lille restaurant hvor alle er velkomne og hvor man kan få et udsøgt måltid for en billig penge.
Restauranten var oprindeligt blot kantine for fiskerne og medarbejderne på fiskemarket, men efterhånden har den fået lidt kult-status pga. dens gode mad og billige priser.
Det interessante er, at de ikke har noget menu-kort. Man spørger simpelthen hvad de har og får oplyst de forskellige retter samt pris.
Restauranten har heller ikke noget skilt, så man skal kigge efter en gul bygning med grønt tag.
Adressen er 102 Shek Pai Wan Road, lige bagved fiskemarkedet.
Tag på sejltur med Tanka kvinderne
Undervejs til fiskemarkedet vil man helt sikkert blive mødt af lokale Tanka kvinder som gerne vil sælge en sejltur rundt i havnen i en lille traditionel Sampan.
Igennem generationer har Tanka folket (båd folket) boet på deres både i havnen og ernæret sig som fiskere.
Havnen er interessant med sit mix af fiskerbåde, Tanka husbåde og store luksus yachts.
Den kæmpestore Jumbo Floating Restaurant vækkes først til live efter mørkets frembrud
Jumbo Floating Restaurant
I havnen ligger også en af Hong Kong’s største restauranter, Jumbo Floating Restaurant med plads til 2.000 gæster.
Kommer man om aftenen er det et imponerende syn med sine tusindvis af lamper. Selvom maden ikke er den bedste i Hong Kong, er alene størrelsen og den overdrevne dekoration ind- og udvendigt en oplevelse værd.
Indvendigt findes 7-8 forskellige restauranter som bla. serverer Dim Sum, Peking Duck og selvfølgelig en masse Sea Food.
Tag en tur rundt i havnen med en af de mange Sampan både
Det kan i øvrigt anbefales at tage imod tilbuddet fra en af de mange Tanka kvinder på havnen og købe en sejltur rundt i havnen.
Sørg dog for at prutte om prisen først og få et par alternative tilbud. Sørg også for at aftale turens varighed inden afgang.
Sidst, men ikke mindst, vil det jo være dejligt hvis hun vil fortælle lidt om området undervejs.
De fleste ture varer blot 10-15 minutter og omfatter kun lige det inderste af havnen, men det er interessant at se mere af området fra vand-siden. Prøv evt. at forhandle en god pris for en 30 minutters tur.
Fra promenaden ved Aberdeen fiskemarked kan man gå over broen til Ap Lei Chau, som ligger på den lille ø der ligger på den anden side af havnen.
Ocean Park
Rejser man med børn er et besøg i Ocean Park et must og selv uden børn er parken et besøg værd.
Hong Kong har godt nok også et Disneyland, men det halter tilsyneladende en del efter sine søskende i USA og Paris. Mine Hong Kong venner anbefalede Ocean Park fremfor Disneyland – og jeg blev ikke skuffet.
Ocean Parks zoologiske have rummer bla. et par søvnige Panda bjørne
Parken er opdelt i 2 områder – og når jeg skriver opdelt, så er det i bogstaveligste forstand.
Fra indgangen kommer man til et områder med en række forlystelser samt en zoologisk have som bla. rummer et par nuttede, men evigt søvnige Panda bjørne.
Svævebanen
Her kan man godt tilbringe en times tid eller to inden man tager svævebanen op til den anden og større del af parken. Parken heroppe ligger mere end 100 meter over havets overflade og har en fantastisk udsigt over den sydlige del af Hong Kong Island og havet omkring.
Ocean Park ligger flot med udsigt over det sydlige Hong Kong Island
Heroppe finder man et væld af forlystelser, store rutchebaner samt et par områder med restauranter og små madboder.
Her findes også et antal bassiner med bla. sæler, hajer m.m.
Udsigten og de mange forskellige områder i parken gør den til et udflugtsmål for både store og små, og har man børn med, går der hurtigt en hel dag.
Ocean Park lukker kl. 19.00 og så er alle godt trætte
Parken er åben fra 10.00 til 19.00.
Entre 480 HK$ for voksne og 240 HK$ for børn under 12 år (2018 priser).
Parken har sin egen metro station på den gul/grønne linie som kører imellem Admiralty og Aberdeen.
Stanley
På den sydligste del af Hong Kong Island ligger Stanley.
En lille fredelig by på en halvø omgivet af skov og strand. Her er både livsstil og tempo’et er et andet end inde i byen.
Stanley ligger på en lille halvø på den sydligste del af Hong Kong Island
Gennemsnitsindkomsten er væsentligt højere i det sydlige. Det får man syn for når man med bus eller taxa kører ad de små snoede veje.
Her kommer man forbi store flotte villaer på skrænterne ud til vandet, hvor store lyst-yachts ligger ude i bugten. Eller når man passerer den evigt travle Ferrari forhandler ved Repulse Bay stranden.
Langs havnepromenaden i Stanley ligger en masse små restauranter
Et dejligt afbræk
Som turist er Stanley et dejligt afbræk fra storbyen. Restauranterne på den hyggelige strandpromenade er et perfekt sted at nyde en frokost. Efter frokost kan du besøge det lille Stanley Market, hvor udvalget af varer er af lidt bedre kvalitet end på gademarkederne inde i byen.
Stanley er et godt sted at tilbringe en varm dag. Her er ofte en svalende brise fra havet og på begge sider af Stanley, findes badestrande hvor man kan bade eller f.eks. leje et surfbræt og padle ud i bølgen blå.
Stanley Market er hyggeligt og udbudet er lidt anderledes end inde i byen
Hong Kong Island rummer desuden flere naturskønne vandreruter, som jeg vil beskrive i et særskilt afsnit.
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte
Steen Pipper har i en årrække boet og arbejdet i Hong Kong og har et stort og indgående kendskab til lokalområderne, kulturen, traditionerne og menneskene.
På disse sider deler han ud af sine gode insidertips til hvordan du får aller mest ud af en rejse til metropolen Hong Kong.
Har du yderligere brug for hjælp til planlægningen af rejsen, svarer Steen glædeligt på spørgsmål stillet i kommentaren under artiklerne.
På disse sider deler han ud af sine gode insidertips til hvordan du får aller mest ud af en rejse til metropolen Hong Kong. Har du yderligere brug for hjælp til planlægningen af rejsen, svarer Steen glædeligt på spørgsmål stillet i kommentaren under artiklerne.
0 kommentarer