New Territories & Outlying Islands

New Territories & Outlying Islands udgør mere end 85% af Hong Kong’s samlede areal.

New Territories er Hong Kong’s nordligste område som grænser op til Kina. Sammen med de omkringliggende øer udgør New Territories mere end 85% af Hong Kong’s samlede areal.

Størstedelen af området består af bjerge og skov, hvorfor her ”kun” bor 3,9 millioner mennesker. Udover selve fastlandsområdet nord for Kowloon består området af 200 øer hvoraf Lantau, hvor bla. Hong Kong lufthavn ligger, er den absolut største.

Fly til Hong Kong - New Territories & Outlying Islands
Der er ikke mange flade landområder i Hong Kong, så lufthavnen er bygget på en kunstig ø udfor Lantau

Historien bag New Territories

New Territories historie er lidt anderledes end resten af Hong Kongs historie. New Territories området blev lejet og var ikke et resultat af en krig som det er tilfældet med Hong Kong Island og Kowloon.

Efter at englænderne havde fået tildelt Hong Kong Island i 1842 og Kowloon i 1860, lejede de i 1898 New Territories af kineserne. En slags buffer imod Kina og som en modforanstaltning mod franskmændenes øgede tilstedeværelse i det sydlige Kina.

Lejeaftalen udløb i 1997 hvor New Territories blev leveret tilbage til Kina – sammen med Kowloon og Hong Kong Island. Mens en del turister besøger øerne Lantau og Lamma Island, er det yderst sjældent at man møder turister i New Territories.

Det er en skam, for der venter faktisk et par interessante oplevelser som vi vil kigge nærmere på i denne artikel.

New Territories & Outlying Islands – Interessante oplevelser i området

Hvor i New Territories skal du bo

Med mindre du har god tid i Hong Kong eller gerne vil bo så billigt som muligt (affiliatelink), vil jeg faktisk ikke anbefale dig at bo i New Territories.

Ikke fordi der er noget galt i at bo i New Territories, men der er bare lidt langt ind til byen og mange af de andre attraktioner i Hong Kong

Skulle jeg alligevel anbefale et par steder at bo, vil jeg pege på Lamma Island (affiliatelink), som er et hyggeligt lille ø-samfund syd-vest for Hong Kong Island.

Her udlevede Hong Kong’s hippier deres drømme op gennem 60’er og 70’erne og øen har stadigvæk en dejlig laid-back atmosfære.

Lamma Island - Hong Kong
På Lamma Island går tiden lidt langsommere. Her er strand, natur og hygge…

Et andet dejligt sted er Sai Kung. En lille havneby på grænsen til Sai Kung nationalparken i den østlige del af New Territories.

Her er man tæt på havet og naturen og her leves livet også i et mere afslappet tempo end inde i byen.

Sai Kung - New Territories & Outlying Islands - Hong Kong
Sai Kung ligger på grænsen til naturparken af samme navn

Jeg fortæller lidt mere om både Lamma Island og Sai Kung senere i artiklen. Så lad os tage ud og kigge på de mere ukendte områder i Hong Kong…

>> Find overnatning på Lamma Island her << (affiliatelink)

Lantau

Vi starter på Lantau som er den største ø i Hong Kong. Det er også her du lander når du ankommer med fly til Hong Kong.

Eftersom Hong Kong stort set ikke har noget fladt land blev man nødt til at bygge en kunstig ø. I 1998 flyttede man fra Kai Tak lufthavnen, inde i byen, til den nuværende Hong Kong lufthavn.

Hong Kongs lufthavn er med 75 millioner passagerer årligt verdens 8. travleste lufthavn. Samtidig er lufthavnen verdens nummer 1 når det kommer til godstransport.

Hong Kong lufthavn
Hong Kong lufthavn er blandt verdens travleste

Direkte fra lufthavnsterminalen går der færger til Kina og Macao, og i 2018 åbnede den 55 km lange bro fra Hong Kong til Macao.

Et enormt bygningsværk til en pris på knapt 125 milliarder DKK.

Big Buddha

Ved siden af Hong Kong lufthavn ligger den lille by Tung Chung med en metrostation af samme navn.

Kommer man inde fra byen er Tung Chung endestation på den orange metro linie.

Fra Tung Chung går der svævebane op til Ngong Ping 360 og Big Buddha, som er en af Hong Kong’s store turist attraktioner.

Personligt syntes jeg at Big Buddha er lidt opreklameret. Men den er med på top-10 over Hong Kong’s turistattraktioner, derfor har jeg valgt at tage den med her.

Går man lidt udenfor guidebogen er der faktisk et par spændende oplevelser på turen.

Svævebane i Hong Kong
Tag svævebanen op til Big Buddha og nyd den fantastiske udsigt undervejs

Svævebanen i til Ngong Ping 360

Turen med svævebane fra Tung Chung til Ngong Ping 360 (affiliatelink) tager ca. 25 minutter. Billetterne koster fra ca. 160 HK$ for en enkelt-billet og ca. 209 HK$ for en retur-billet.

Svævebanen kører dagligt fra 10.00 til 18.00 i hverdage og 9.00 til 18.00 i weekender.

Svævebane med glas gulv i Hong Kong
Det er muligt at booke en kabine med glas-gulv, så man bedre kan se terrænet under sig

Der findes et hav af pakker og kombi-billetter, men følger du min guidede tur nedenfor, skal du blot købe en enkelt-billet til svævebanen og intet andet.

Du kan evt. vælge at købe en enkelt-billet til en ”Crystal Cabin” til 215 HK$ hvis du er den eventyrlystne type.

Dette vil give dig plads i en kabine med glas-bund, således at du kan kigge ned på bjerget gennem gulvet, mens du langsomt svæver henover landskabet.

Udsigt fra svævebane - Hong Kong
Undervejs op til Big Buddha passerer man henover vandrestien som går på tværs af Lantau Island

Undervejs på turen er der en fantastisk udsigt over Hong Kong lufthavn, den nye bro til Macao samt landskabet omkring det sydlige Lantau og havet omkring.

Kigger man ned vil man undervejs kunne skimte dele af den 70 km lange vandresti som går rundt på den sydlige del af øen.

Det kan være en god ide at booke sin billet online (affiliatelink), idet der i weekender og højsæsonen kan være lange køer til billetlugen.

Big Buddha - New Territories & Outlying Islands - Hong Kong
Efter 25 minutters svævetur kommer Big Buddha til syne i det fjerne

Efter 25 minutters tur lander du i den lille by Ngong Ping 360 som er bygget udelukkende til os turister.

Trappen med de 268 trappetrin

Byen rummer en håndfuld restauranter samt en lille ”gågade” med souvenirbutikker. Her finder du samtidig et pænt offentligt toilet som kan være en god ide at benytte inden man begiver sig videre.

Fra Ngong Ping 360 går man ad en promenade omgivet af statuer op til en stor plads nedenfor Big Buddha.

Turen op går via 268 trappetrin. Det ved jeg meget præcist idet mine 3 børn satte sig for at tælle dem engang vi var deroppe.

Da vi nåede toppen var de ikke helt enige om resultatet, og så var der jo ikke andet at gøre end at gå ned og starte forfra ?

De 268 trappetrin op til buddha - New Territories & Outlying Islands
Der er 268 trappetrin op til Big Buddha

Fra toppen er der en fantastisk udsigt udover den sydlige del af Lantau, ligesom man kan kigge ned til Po Lin templet som ligger nær ved.

Big Buddha blev opført 1993, er 34 meter høj og vejer 250 tons. Den er bygget med udgangspunkt i en buddha fra “Temple of Heaven” i Beijing, og sidder i midten af en lotusblomst ovenpå 3 platforme.

Foran buddha’en står 6 statuer som symboliserer de 6 perfektioner:  Visdom, Moral, Tålmodighed, Generøsitet, Meditation og Dedikation.

Trappen op til Big Buddha er åben fra 10.00 til 17.30

Po Lin templet

I min artikel om Hong Kong Island nævner jeg, at jeg ikke er specielt imponeret af Man Mo templet i Sheung Wan.

Det skyldes primært at jeg er fuldstændig forgabt i de smukke og stilrene japanske templer og derfor finder de kinesiske templer for farverige og pyntede. Men det er jo en smagssag og jeg må tilstå at Po Lin templet er en af de pænere kinesiske templer.

Po Lin templet er fra 1906 hvilket jo er ganske nyt sammenlignet med mange andre templer. Det har de senere år gennemgået en omfattende renovering og fremstår nu i fineste stand.

Templet er åbent fra 8.00 til 18.00

Po Lin templet - Hong Kong

Stedets lille kloster som ligger til højre for templet, huser fortsat et antal munke som dagligt kan opleves i bøn i templet.

På den venstre side findes en lille restaurant som serverer lokale retter til en rimelig pris.

På vej ind til templet kommer man forbi et område til afbrænding af røgelsespinde. Som ved de fleste templer i Asien står der et par store udsmykkede og overdækkede jernkrukker, hvor man kan placere sin røgelsespind.

Som med så meget andet i Hong Kong er der gået inflation i projektet. Overalt ses folk med meter-høje og arm-tykke røgelsespinde der udspyder røg som fra et gammelt kulfyret damplokomotiv…

Røgelse i Hong Kong
Røgelse afbrændes i store mængder…

Tai O

I stedet for at tage svævebanen tilbage til Tung Chung, vil jeg anbefale at gå tilbage til Ngong Ping 360 og tage bus 21 til Tai O.

Turen tager ca. 20 minutter og du kan betale med dit Octopus kort.

Tai O er en gammel fiskerby og er en af de ganske få steder i Hong Kong, som (næsten) er helt fri for moderne betonbyggeri.

Byen har stadigvæk en del aktive fiskerbåde, men størstedelen af byens indbyggere lever af at sælge tørrede fisk og skaldyr. Og af de mange besøgende turister som har opdaget den lille hyggelige by på Lantau’s vestkyst.

Lyserøde delfiner

Fra busstoppestedet går man ind i selve byen over en lille bro. Her mødes man af en skarp lugt af tørrede fisk, og af et par ivrige kinesere som sælger bådture ud i bugten hvor man kan være heldig at se lyserøde delfiner.

Jeg har selv ladet mig lokke med på en sådan tur en enkelt gang og vil på det kraftigste opfordre til at man siger nej tak.

Dels fordi det er synd for de stakkels delfiner, som bliver generet af de nærgående turistbåde. Dels fordi vandet omkring Hong Kong er ret grumset og det derfor er svært at se delfinerne. Dels fordi der faktisk ikke er så meget andet at se på turen.

Tai-O - New Territories & Outlying Islands
Tai O er en gammel fiskerby på den vestlige kyst af Lamma Island

Fra broen kan man kigge ned ad den lille flod som løber gennem byen og beundre de gamle huse som er bygget på pæle halvvejs ude i floden.

Byen er af den slags hvor man skal sætte god tid af til at gå på opdagelse og lade sig føre ind ad de små gader og stier. Holder man til venstre kommer man ud langs havnen, forbi bittesmå fiskerhuse bygget i grå metalplader.

Gamle fiskelandsbyer og rejse-pasta

Fortsætter man videre forbi fiskerhusene, kommer man til et område hvor der produceres reje-pasta (til sauce, suppe m.m.).

Bortset fra at lugten kan være lidt kras, er det interessant at se de store kar med reje-pasta og indimellem kan man få lov at kigge med når de producerer pastaen.

Rejepasta - Hong Kong
Rejepasta tørres i solen

Forbi området med reje-sauce ligger den gamle Tai O politistation, som er blevet fint renoveret og nu rummer Tai O Heritage Hotel.

Turen herud tager ca. en halv time med lidt stop undervejs.

På vej tilbage kan man gå ind forbi Hung Shing templet som ligger lidt oppe ad bakken.

Tilbage i byen skal man gå ind og få en kop kaffe på en af de små hyggelige cafe’er med terrasse ud mod floden. Herfra kan man nyde udsigten og livet på floden.

Huse på stolper

Fortsætter man gennem byen langs floden, kommer man ned ad små gader og gyder mellem de små primitive huse på stolper. Her bor folk som de har gjort i 100vis af år hvilket virker helt fantastisk, når man tænker på at vi er i en af verdens største og rigeste metropoler.

Lokale Cafeer - New Territories & Outlying Islands
Besøg en af de små lokale cafe’er med terrasse ud til floden og nyd den afslappede atmosfære

Fra Tai O går bus 11 tilbage til Chung Tung metro station.

Turen tager 45 minutter og går henover bjerget med fantastisk udsigt undervejs. Er det en dobbeltdækkerbus (affiliatelink) kan det anbefales at sætte sig på øverste dæk.

Undervejs passerer man på afstand Shek Pik Reservoir. Et kæmpe drikkevandsreservoir bygget i starten af 60’erne, for at sikre drikkevandsforsyningen i Hong Kong for den kraftigt stigende befolkning.

Vel fremme i Chung Tung er der mulighed for at få stillet både sult og tørst i Citigate – endnu et af Hong Kong’s mange shoppingcentre. Her ligger et stort Food Court med alt hvad man kan ønske sig af mad.

Fra Chung Tung forlader vi Lantau Island og tager ud på landet

Walled Cities

Tilbage i tiden omkring Ming dynastiet hvor Hong Kong blot var en fjern udpost i det store kinesiske kejserrige, var New Territories et farligt sted at leve.

Klaner kæmpede om magt og land, banditter og pirater hærgede. I området levede også tigre som kunne finde på at angribe hvis de blev sultne eller følte sig truede.

Kat-Hing-Wai
Kat Hing Wai er en af Hong Kong’s få tilbageværende Walled Cities

På den tid byggedes derfor såkaldte ”Walled Cities” rundt omkring i landdistrikterne i Kina, dvs. små samfund med mure omkring.

Vi kender det fra både danske og europæiske byer omend i større skala.

I det lille samfund Kam Tin, i det nordvestlige Northern Territories, ligger stadigvæk et par stykker af disse små Walled Cities eller Walled Villages. Navne de har fået på grund af deres mindre størrelse.

En af de bedst bevarede er:

Kat Hing Wai walled village

Kat Hing Wai walled village er opført i 1500 tallet af medlemmer af Tang klanen.

Byen måler 100 x 90 meter og har vagttårne i hjørnerne. Murene er 5 meter tykke og byen var i sin tid omgivet af en voldgrav hvoraf kun en del er tilbage.

Her bor i dag ca. 400 indbyggere og en del af husene er erstattet af nye bygninger, men murene og et par hjørne-tårne står tilbage.

Det er muligt at gå indenfor og kigge sig omkring. Møder man en af de lokale beboere kan man være heldig, at de vil fortælle lidt om historien bag den lille by.

Kat Hing Wai vagttårn - Hong Kong
Der var oprindeligt et vagttårn i hvert hjørne af muren

Kat Hing Wai walled village ligger i dag klemt inde i den lille by Kam Tin. Med lidt god vilje kan man godt forestille sig hvordan den har set ud for 500 år siden som en lille fæstning midt i ødemarken.

Sådan kommer du til Kat Hing Wai

For at komme til Kat Hing Wai, skal man med den lilla West Rail metro line til Kam Sheung Road Station:

  • Fra Admiralty eller TST skal man først med den røde linie til Mei Foo Station
  • Herfra skift til den lilla linie

Turen tager en god times tid.

Fra Kam Sheung Road Station:

  • Gå henover en lille bro lige nord for stationen og fortsætter ligeud ad en sti til Kam Sheung Road og videre til Kam Tin Road.

Turen tager ca. 10 minutter til fods. Indgangsporten ligger på den østlige side, men gå evt. en runde for at få et indtryk af den lille by.

Citrustræer - New Territories & Outlying Islands
I byen sælges store mængder citrustræer

Kam Tin som Kat Hing Wai ligger i er en lille doven soveby. Men der ligger et par hyggelige små gader med butikker og restauranter og stedet er tilsyneladende centrum for handel med små citrus træer som sælges overalt.

Hong Kong Heritage Museum

Næste stop er Hong Kong Heritage Museum.

Ikke fordi at jeg er den store fan a museer, men på dette museum har de siden 2013 haft en permanent Bruce Lee udstilling. Hvem har som dreng, født i 60’erne eller 70’erne, ikke været fan af Bruce Lee?

Bruce Lee - New Territories & Outlying Islands

Bruce Lee

Bruce Lee blev født i Chinatown i San Francisco, men hans forældre var fra Hong Kong. Da han i San Francisco havde svært ved at slå igennem på den amerikanske film-scene, flyttede han til Hong Kong og blev en kæmpe stjerne.

Den dag i dag er han fortsat en stjerne i Hong Kong og selvom Hong Kong har andre stjerner, bla. bor Jackie Chan i Hong Kong, så er Bruce Lee Hongkiernes favorit.

Paradoksalt er det dog, at Bruce og Linda Lee’s hus i Hong Kong, efter hans død, blev solgt og omdannet til bordel for senere at blive revet ned.

Der har derfor ikke været et sted i Hong Kong dedikeret til de mange Bruce Lee fans.

Så udstillingen på Hong Kong Heritage Museum var kærkommen omend den er ganske lille og museet ligger lidt langt fra centrum.

Bruce Lee Museum - New Territories & Outlying Islands
Udstillingen er ikke så stor, men et besøg værd for inkarnerede Bruce Lee fans

Udstillingen består blot af et par relativt små rum med udstilling af Bruce Lee’s træningsredskaber samt en række af hans private ejendele.

Personligt havde jeg ventet mig mere af udstillingen, men er man Bruce Lee fan er dette et must-see.

Sådan kommer du til Hong Kong Heritage Museum

Hong Kong Heritage Museum ligger lidt ude på landet i New Territories, nær ved Che Chung Temple Station.

  • Tag den røde linie til Mong Kok
  • Skift til den grønne linie og stå af ved Kowloon Tong
  • Skift til den lyseblå linie og stå af ved Tai Wai Station
  • Skift en sidste gang til den limegrønne linie og stå af ved Che Chung Temple Station
  • Fra Che Chung Temple Station går du over Shing Mun floden som ligger lige ved siden af stationen

Museet ligger lige til venstre efter broen.

Efter besøget på museet kan du gå tilbage til stationen og fortsætte 400 meter videre ad Che Kung Miu Road og besøge Che Chung templet.

Museum - New Territories & Outlying Islands - Hong Kong
Museet ligger lige på den anden side af Shing Mun floden

Er du virkelig inkarneret Bruce Lee fan vil det sikkert interessere dig, at hans læremester Ip Man ligger begravet ved Fanling templet lidt længere nordpå.

Tag den lyseblå linie til Fanling Station på den lyseblå linie. På kirkegården findes skiltning til hans gravsted.

Sai Kung

Sai Kung er en lille fiskerby kendt for sine fiskerestauranter og afslappede atmosfære.

Byen ligger i den østlige del af New Territories på kanten til nationalparken af samme navn.

Sai Kung rummer en række populære fiskerestauranter hvoraf en del af dem ligger direkte ud til havnen. En enkelt af Sai Kung’s fiskerestauranter, Loaf On, har en Michelin stjerne.

Går man ned ad de små gader i den lille by, finder man en række hyggelige små restauranter og cafe’er.

Et anderledes tempo

Sai Kung er et perfekt sted at tage hen for at slappe af. Tempoet er helt anderledes end inde i centrum, og stedet er perfekt hvis man bare vil nyde en kop kaffe og læse en avis.

Sai Kung havn - New Territories & Outlying Islands - Hong Kong
Om eftermiddagen kommer fiskerne ind til havnen i Sai Kung og sælger levende fisk og skaldyr direkte fra små baljer ombord på bådene

Besøger man byen om dagen, kan det anbefales at gå en tur langs strandpromenaden og ud på nogle af bådebroerne.

I løbet af dagen kommer små fiskerbåde ind for at sælge levende fisk og skaldyr direkte fra plastikspande og kar i deres både.

Flydende landsbyer, fiskerestauranter & nationalpark

Herfra kan man også tage på sejltur ud i bugten og omkring de mange små øer i nationalparken hvilket er en rigtig fin oplevelse.

På vej ud af fjorden passerer man en række små flydende landsbyer med huse bygget på tømmerflåder ovenpå store fiskefarme.

Her lever hundredevis af familier deres liv, imens de opdrætter fisk og skaldyr som de så sælger på havnen i Sai Kung.

Fiskerestauranter - New Territories & Outlying Islands
De mange fiskerestauranter har et enormt udvalg af friske fisk og skalddyr. Man vælger blot lidt forskelligt og 15 min. senere ligger det tilberedt på tallerkenen

Kommer man til Sai Kung om aftenen vil havnepromenaden ofte være fuld af folk som går tur. Af en eller anden grund er det et utroligt populært sted for folk med (små) hunde?

Et must at besøge

Et besøg på en af fiskerestauranterne på havnen er et must. Her går man sammen med tjeneren op til nogle store akvarier og vælger de fisk og skaldyr man vil spise.

Der er et kæmpe udvalg af fisk og skaldyr som man formentlig aldrig har hørt om. Tjeneren kan give god vejledning til smag og pris.

Sai Kung nationalparken - New Territories & Outlying Islands - Hong Kong
Sai Kung nationalparken byder på flotte naturoplevelser

Fra Sai Kung kan man fortsætte ud i nationalparken hvor der er en række fantastisk flotte vandreruter og strande.

>> Læs mere om parken i ”Hong Kong – off the beaten track” <<

Sådan kommer du til nationalparken

Kommer man fra Central:

  • Tag den blå Island metrolinie til North Point
  • Skift til den lilla Tseung Kwan O linie og køre til Hang Hau
  • Gå ud af Exit B og gå til busterminalen til venstre.
  • Tag grøn minibus 101 til Sai Kung.

Busturen tager ca. 30 minutter og koster 10 HK$ som kan betales med Octopus kort.

Kommer man fra TST:

  • Tag den røde Tsuen Wan metrolinie til Mong Kok
  • Skift til den grønne Kwun Tong linie
  • Står af på Choi Hung Station
  • Gå ud af Exit C
  • Tag grøn minibus 1A eller 1S til Sai Kung med 10 minutters frekvens.

Turen tager ca. 30 minutter og koster 8,5 HK$ som kan betales med Octopus kort.

Har man ikke tålmodighed til at vente på bussen, er der altid en taxa i nærheden.

Outlying Islands

Ordet Outlying Islands betyder på engelsk ”ydre øer” eller ”omkringliggende øer” og betegner de mere end 200 øer som ligger omkring Hong Kong.

Lantau Island, som jeg beskrev i starten af artiklen, er med sine knapt 150 km2 den absolut største ø.

Her ligger bla. Hong Kong’s lufthavn og Disneyland og her bor ca. 100.000 mennesker på et areal næsten dobbelt så stort som Hong Kong Island, hvor der bor 1,3 millioner mennesker.

Øer i Hong Kong
Rundt omkring Hong Kong ligger mere end 200 øer med en smuk natur

Størstedelen af Hong Kong’s øer er ikke beboede, men nogle af dem er og et par af dem er ganske interessante at besøge hvis man har en dag til overs.

Lamma Island

En af de mere hyggelige øer er Lamma Island. I 60’erne og 70’erne højborg for Hong Kong’s hippier og med en atmosfæren som fortsat er meget afslappet og hyggelig.

Byen har 2 primære byer, Sok Kwu Wan som er en lille fiskerlandsby med et par hundrede indbyggere og Yung Shue Wan som er noget større og bla. rummer et par hoteller.

Lamma Island har kun ganske få veje og stort set ingen biler. Det meste af øen er bundet sammen af stier, hvilket gør det til et dejligt sted at bevæge sig rundt.

Yung Shue Wan er ”hovedstaden” på Lamma Island - Hong Kong
Yung Shue Wan er ”hovedstaden” på Lamma Island – en lille hyggelig fiskerlandsby

Yung Shue Wan – et gammelt hippie område

Har du kun et par timer til rådighed er sidstnævnte et godt udflugtsmål.

Her findes en lille hyggelig gågade med lidt butikker, barer, cafe’er og restauranter – en del af dem er fiskerestauranter med terrasse ud til havnen.

Ved Yung Shue Wan er også en lille strand hvor man kan bade, omend mange af øens andre strande er langt bedre.

Sidst jeg var på Lamma Island fandt vi et lille hyggeligt gademarked lidt nord for Yung Shue Wan, men jeg må tilstå at jeg ikke husker vejen derhen. Spørg evt. de lokale om vej.

En smuk vandrerute

Har man en hel dag til rådighed vil jeg anbefale at tage færgen til Sok Kwu Wan og derfra vandre til Yung Shue Wan.

Turen er ca. 4,5 km lang og undervejs passerer man smukke strande, skovklædte bjerge og spredte huse.

På en varm dag kan man evt. gøre stop ved Hung Shing Ye stranden og tage en svømmetur.

Her er offentlige toiletter og små boder som sælger snacks og drikkevarer.

Lamma Island sign - New Territories & Outlying Islands
Lamma Island var op igennem 60’erne og 70’erne base for Hong Kong’s hippier og man møder fortsat den alternative livsstil overalt på øen

Ruten er en del af ”Lamma Island Family Trail” som er en længere vandrerute på tværs af Lamma Island.

Som navnet antyder, er ruten ganske familievenlig og kræver ikke større forudsætninger.

Vær dog opmærksom på, at Hong Kong kan være ulidelig varm om sommeren og der er ikke meget skygge på ruten.

Er der mulighed for det, så planlæg turen på en hverdag hvor der ikke er så mange mennesker på ruten.

I Yung Shue Wan er der rig lejlighed til at gå og ose lidt i de små butikker som, lidt i hippiernes ånd, sælger helsekost, kunsthåndværk osv.

Besøg ”Bookworm Cafe” 

Gå også en tur ind på ”Bookworm Cafe” (bogorm cafe), som ligger midt på Yung Shue Wan Main Street. En hyggelig lille cafe, med bogreoler langs den ene væg.

Her kan man i ro og mag sidde og læse, mens man nyder en friskpresset spinat-juice eller en kop Fairtrade kaffe…

Hovedgaden i Yung Shue Wan - New Territories & Outlying Islands - Hong Kong

Vandreturen kan naturligvis også gøres den modsatte vej, således at man ender i Sok Kwu Wan og spiser sin frokost eller middag her.

Gør man det, bør man spise på Rainbow Seafood Restaurant som er berømt i Hong Kong for sin gode mad og kreative retter.

Man kan komme til både Yung Shue Wan og Sok Kwu Wan fra færgeterminalen i Central eller fra Aberdeen.

Billetter koster 15-20 HK$ afhængigt af hvilken af byerne man sejler til samt afhængigt af ugedag – det er dyrest i weekenden.

Færgerne sejler med 20-30 min. interval til og fra Yung Shue Wan og med 90 minutters interval til og fra Sok Kwu Wan.

Det kan derfor være en fordel at starte i Sok Kwu Wan og slutte i Yung Shue Wan idet det er nemmere at få en færge hjem derfra.

Et besøg i New Territories & Outlying Islands kan varmt anbefales.

Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte

Japan ekspert Steen Pipper

Steen Pipper har i en årrække boet og arbejdet i Hong Kong og har et stort og indgående kendskab til lokalområderne, kulturen, traditionerne og menneskene.

På disse sider deler han ud af sine gode insidertips til hvordan du får aller mest ud af en rejse til metropolen Hong Kong.

Har du yderligere brug for hjælp til planlægningen af rejsen, svarer Steen glædeligt på spørgsmål stillet i kommentaren under artiklerne.

Japan ekspert Steen Pipper
Steen Pipper har i en årrække boet og arbejdet i Hong Kong og har et stort og indgående kendskab til lokalområderne, kulturen, traditionerne og menneskene.

På disse sider deler han ud af sine gode insidertips til hvordan du får aller mest ud af en rejse til metropolen Hong Kong. Har du yderligere brug for hjælp til planlægningen af rejsen, svarer Steen glædeligt på spørgsmål stillet i kommentaren under artiklerne.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Translate »