Mexico | Yucatan
I midten af marts rejste jeg med en god kammerat til Yucatan halvøen i Mexico
Vi havde bevidst ingen planer hjemmefra – vi ville tage tingene som de kom. Vi havde derfor ikke booket andet end flybilletter.
Isla Mujeres
Vi landede, efter en godt 12 timers flyvetur, i Cancún. Fluks tog vi en taxa til havnen, da vi ville til øen Isla Mujeres (Kvindernes ø) så hurtigt som muligt.
Vi mødte flere andre danskere på havnen som havde fået samme ide. Muligvis fordi Cancún har ry for at være meget turistet og dyrt at bo i.
Ved ankomsten til Isla Mujeres begyndte jagten på et værelse. Noget vi med fordel skulle have booket på forhånd (affiliatelink) for det var højsæson, hvilket betød meget få værelser tilbage.
Det lykkes dog heldigvis til sidst.
Total strandparadis
Med øens smukke hvide palmestrande, turkise vand og rolige atmosfære, så gik der ikke mange timer før vi begge var meget glade for øen.
Dagens vigtigste beslutninger var centreret om, hvor vi skulle spise og hvornår vi skulle på stranden.
Specielt Playa Norte besøgte vi hver dag, hvortil jeg varmt kan anbefale at drikke en kold Pacifico øl til solnedgangene.
Da vi begge er dykkerentusiaster, skulle muligheden for at dykke ikke passeres.
Første dyk – vragdyk
Vi bestilte dyk ved tour-boden ved siden af vores hostel. Første dyk var på C-55. Et dive site, der kun kunne nås ved 35 minutters sejlads.
Der var mange bølger og stærk strøm den dag, men det var det hele værd.
Vi skulle kæmpe os igennem strømmen, men ved bunden tonede et velbevaret vrag frem. Der gik ikke mere en 2 min. før diveguiden signalere haj, hvorefter vi så en 2,5 m nursehaj svømme forbi.
Over vraget svævede 4-5 ørnerokker rolig. Vi så også en stor grøn skildpadde samt en stor stringray svømme forbi – alt i alt et helt fantastisk dyk.
Lokale badboder på byens torv
Mange af aftenerne på Isla Mujeres spiste vi ved de lokale boder på byens torv. Til måltiderne udgjorde de lokale basketballkampe en fremragende underholdning.
Playa del Carmen
Næste stop efter 5 dage på Isla Mujeres, blev byen Playa del Carmen. Beliggende nede af den mexicanske østkyst på Yucatan halvøen.
Ved første øjekast er byen meget turistet og befolket, og stod derfor i stor kontrast til Isla Mujeres.
Vi bestilte lige efter ankomsten 4 dyk ved det danskejet dykkercenter, Dive Mike, 2 dyk i cenote og tilsvarede 2 dyk i havet.
Cenotedyk – cave diving
De to cenote dyk var meget anderledes og helt og aldeles fantastiske. Det var cave dives, da vi hele tiden kunne se lys fra de mange loftshuller, hvilket lavede smukke lysspil i vandet.
Vores dyk i havet var desværre ikke noget særligt pga. svære vindforhold, som medvirkede til en dårlig sigtbarhed.
Nattliv
Playa del Carmen er kendt for sit vilde natteliv, hvilket vi i den grad fik bekræftet. Hvis man ønsker fest og gang i den, så kan det varmt anbefales at bo på hostel med sovesale.
Det er vores erfaring, at på hostels kommer man nemt i kontakt med andre rejsende. På vores hostel var der mange snakkesaglige mennesker fra hele verden, og som festede hver aften og nat på bygningens tagterrasse.
Akumal
Denne lille by ligger mellem Playa del Carmen og Tulum.
Bynavnet betyder “Skildpaddernes sted” på mayasprog. Det er ingen underdrivelse.
Områdets strand består af bugter som ligger godt i læ. Dette gør, at havbunden under vandets overflade består af grønne søgræsmarker, hvilket er de ideelle betingelser for grønne skildpadder.
Vi tog ud til stranden med en colectivo (lokal) bus fra Tulum. Blev sat af ved hovedvejen og skulle så gå det sidste stykke vej ud til stranden.
Vi kom hurtigt i vandet og der gik ikke mange øjeblikke før den første grønne havskildpadde var spottet.
Inden for 2 timer havde vi set 25 skildpadder i forskellige størrelser.
De rolige dyr er pragtfulde at betragte, når de svæver igennem vandet eller ligger og nipper af søgræsset på havbunden. Når de trækker luft i overfladen, så lader de snorklerne komme helt tæt på.
Det eneste irritationsmoment på stranden, var de store tourgrupper som af deres tour-guide fik hjælp til at spotte dyrene.
Grupperne kan virke meget overvældende og kvælende, hvis man selv ligger og kigger på en skildpadde.
Tulum
Selve byen og stranden er adskilt, hvorfor man enten er nødsaget til at tage en taxa til stranden eller leje en cykel.
Vi oplevede nogle dage med dårligt vejr, hvilket nok desværre har farvet mit syn på denne by. Jeg synes ikke, at den var noget særligt.
Der ligger dog en del cenoter (huler) uden for byen, som er nemme at komme til med taxa.
Jeg besøgte “Cenote Carwash” tidligt om morgenen, så jeg var den første til at tage en snorkeltur.
Da de første dykkere ankom spurgte de, om jeg var stødt på cenoten’s krokodille. Først antog jeg det for at være en vittighed. Men nej, den lokale krokodille på en god meter lå og solede sig på søbredden.
Anbefalinger til Yucatan halvøen
Isla Mujeres
- Fantastisk afslappende ø
- Playa Norte med solnedgang
- Dyk ved C-55
- Spis lokalt på torvet og se lokale basketballkampe
Playa del Carmen
- Cenote dyk i de omkringliggende cenoter
- Feste i byens kendte party street
Akumal
- En hel dag ved stranden, hvor man kun er på udkig efter grønne havskildpadder
Tulum
- Gode muligheder for udflugter til Chitzen Itza samt omkringliggende cenoter
Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Stine Gørup Sørensen
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte
0 kommentarer