Oversete oplevelser i New York – De oplevelser som gør rejsen bare lidt sjovere…
Skal du besøge New York for første gang, så er der noget du skal vide. Jo hurtigere du får det at vide, jo bedre…
Du kan ikke nå at se det hele. Det er umuligt!
Men det skal du ikke blive trist eller ærgerlig over, for jeg vil næsten garantere dig . . . Du bliver så vild med byen, at du vender tilbage igen og igen og igen.
Der er SÅ meget at se og opleve i The Big Apple, men også mange oversete oplevelser.
Derfor har jeg skrevet en lille guide over 5 af mine favoritsteder. Steder som jeg mener er “must see” og lidt oversete oplevelser i New York, i stedet for alle de klassiske som;
Frihedsgudinden, 9/11 Memorial, Central Park, The High Line, Brooklyn Bridge, MoMa, Top of The Rock, Empire State Building, Times Square og jeg kunne blive ved. Dem kan du læse om alle steder.
Det fede ved New York er, at uanset hvor mange gange du besøger byen så vil du altid have en ”det skal jeg se næste gang liste” med dig hjem.
Fx. var der lige en der var så venlig at minde mig om, at jeg stadig ikke har været til Gospel i Harlem (selvom det er noget mange gør på deres 1. eller 2. besøg i New York). Så det har jeg stadig på min liste.
5 af mine favorit oplevelser
Lad New York kravle ind under huden på dig og lad den også blive DIN by.
Det vil være fantastisk hvis DU også kunne fortælle om DINE oplevelser og små Hidden Gems du finder på din vej gennem New Yorks gader – skriv endelig i kommentaren forneden.
Roosevelt Island Aerial Tram
– Vel nok den største svævebane jeg har prøvet!
Hvad siger du til en svævebane der fragter dig fra Manhattan til Roosevelt Island – 70 meter over jorden! Vildt ikk’?
Det er overraskende få turister som benytter sig af denne mulighed. Oplevelsen bliver bestemt ikke dårligere af den grund.
Turen tager ca. 10 min og du får en helt spektakulær udsigt, mens du svæver rundt over East River og kigger ned på Manhattan.
Du kan, hvis ikke du lige du gider bruge 30 min. på at gå ned til floden og nyde udsigten og en medbragt kaffe, tage tilbage til Manhattan med det samme.
Det smarte ved denne tur er, at den er ”næsten gratis”.
Når jeg siger næsten, er det fordi du sikkert har købt et 7-day unlimited Pass til Subway’en. Hvis ikke du har, så skulle du overveje at gøre det – også selvom du ikke er i New York i 7 dage kan det godt betale sig.)
Du finder The Tram på 59th st og 2nd
A Firefighter’s Prayer
– Det første offentlige mindesmærke for 9/11.
Foran Emigrant Savings Bank på 43rd st. står denne imponerende statue.
Den forestiller en brandmand som sidder på ét knæ og hviler hovedet i sin hånd.
Han beder en bøn til Gud – en bøn med ønsket om at Gud beskytter hans familie såfremt der skulle ske ham noget mens han passer sit job.
I tiden lige efter terrorangrebet 11. september 2001 blev den opstillet foran Milford Plaza Hotel. Statuen blev stedet hvor pårørende og turister kom for at tænde lys og lægge blomster til ære for dem som mistede livet under 9/11.
Du finder A Firefighter’s Prayer på 43rd st. mellem Madison og 5th.
230Fifth – En Rooftop bar som ingen anden
230Fifth er en super cool Rooftop bar, Club og restaurant.
Uanset om det er en varm sommeraften, en blæsende efterårsaften eller en piv kold vinteraften, så holder baren på taget af 230Fifth åbent.
Du behøver ikke drikke stærke cocktails for at besøge baren. Baren serverer også små lette retter, og både lørdage og søndage er der stor Brunch Buffet.
Tag derop en sen eftermiddag/tidlig aften, nyd en let anretning og se solen gå ned over Empire State Building – man kan sagtens tage børn med!
Du finder 230Fifth på 5th ave mellem 26th og 27th st.
Sally Spa – Just do it!
Mange glemmer at nyde de mange muligheder New York har at byde på. Og det er ærgerligt.
I USA generelt og ikke bare i New York, er det så uhyggeligt billigt at forkæle sig selv fx. med en mani-og pedicure.
Så brug da lige 1½ time på at få livet tilbage i dine mishandlede, trætte fødder. Jeg lover dig, det bliver de efter et par dage i New York.
Jeg slæbte min søn, på 12 år dengang, med ind i min favorit salon. Smækkede ham ned i en stol og bad den flinke kineser om at give ham et fodbad og massage. Han nød det i fulde drag, i hvert fald da han først var kommet sig over det pinlige i at stikke et par sure, svedige fødder op i hovedet på en pæn ung pige!
Du finder min favorit neglesalon v. Sally Spa på 3rd Ave mellem 24th og 25th st.
Ellens Stardust – en anderledes diner
Er du til noget der minder om professionel karaoke, milkshakes og burgers? Så er Ellens Stardust lige noget for dig.
Jeg garanterer dig du bliver helt høj af stemningen der er derinde – eller smadder irriteret fordi du har lidt jetlag. (Ved nærmere eftertanke, gå ikke derind de første par dage!)
Når du træder ind på dineren Ellens Stardust, bliver du overrasket over hvor godt serveringspersonalet optræder. De lever sig ind i musikken og giver den max gas når det er deres tur til at optræde.
Lyder det kliché, hvis jeg siger serveringspersonalet alle er nogle som prøver at gøre sig på de skrå brædder, og de alle håber på at komme med i næste store Broadway forestilling?
Du finder Ellens Stardust på hjørnet af Broadway og 51st street.
Rejsetips til din første New York rejse
Hvordan kommer du fra lufthavnen til dit hotel
Jeg er færdig med Taxi, Air Train og alt det pjat. Jeg har altid arrangeret en form for “car service” hjemmefra.
Skriv til hotellet eller spørg din rejseagent, om at få arrangeret en chauffør som står og “flasher” dit navn på et skilt i lufthavnen. De kører dig direkte til dit hotel.
Det er billigt, nemt og hurtigt.
> Selvfølgelig er der også andre muligheder <
Drikkepenge
Må man, som i Danmark, selv bestemmer om man vil give drikkepenge til fx stuepigen, chaufføren, tjeneren, The Bell Boy osv.
NEJ, det må man ikke. Eller jo det må du i virkeligheden godt, men det er ilde set ikke at give drikkepenge.
Mange steder kommer de med et forslag til hvor meget drikkepengene bør være (15-20%) og hvis du får hjælp til kufferter eller er på bar så giver du $1 pr. drink eller kuffert.
Tal med de lokale
I New York taler alle med alle og bare fordi du er gæst i byen, skal du ikke holde dig tilbage.
New Yorkerne deler gerne ud af deres historier og viden omkring en nyåbnet butik, et sted hvor de har 48 timers sale, ”hemmelige” restauranter osv.
Så hvis du taler med de lokale, så får du en masse god viden som gør dit ophold i New York endnu mere unikt.
Køb dine billetter hjemmefra
Uanset hvad du vil se, så køb dine billetter online (affiliatelink) og spar penge på entré og tid i køen.
BYOB – Bring Your Own Beverage
Jeg elsker det koncept.
Der er en række (oftest nyåbnede) restauranter i New York som kører med dette koncept. Du betaler for den mad du bestiller, men medbringer din egen vin.
Tjek siden Open Table hvor du ved at vælge datoen du vil ud at spise, kan se hvilke restauranter der tillader at du selv medbringer vin.
Nogle tillader det én gang om ugen, andre opkræver et mindre fee for at du må tage din egen vin med.
Så ja, der er rigtig mange lidt oversete oplevelser i New York – oplevelser som ofte kan gøre rejsen bare lidt sjovere.
Artiklen “Oversete oplevelser i New York” er udarbejdet i samarbejde med Tanya fra New York Rejsetips.dk
“Mit forhold til New York er intenst og jeg glemmer aldrig da jeg så byen første gang – skyskraberne.
Jeg havde kun lige sat fødderne på landjorden da jeg så Manhattan Skyline – fra det øjeblik vidste jeg, jeg var forelsket.
Jeg følte, at her hørte jeg hjemme. Det er derfor jeg kommer til New York så ofte lejligheden byder sig. Mindst én gang årligt.
Når jeg er i New York elsker jeg at gå rundt i de små gader – med en kop te i hånden (man skulle jo gerne “blend in”). På dén måde kommer du rundt og ser de mindre kendte sider af New York, og får en lille smule af den der New York feeling med hjem.”
Artiklen er opdateret d. 11. maj 2022
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via vores links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte