Australien | Cairns
Cairns ligger i Australiens tropiske nord.
Byen er bedst kendt for sin tilbagelænet atmosfære, backpackere og mange tropiske oplevelser.
Cairns har en bred vifte af aktiviteter, som ikke bare de mange besøgende har glæde af, men som også bliver flittigt besøgt af de lokale. De fleste aktiviteter er gratis eller koster kun et mindre adgangsgebyr.
Cairns er via esplanadens boardwalk forbundet med både byen, havnen og esplanadens lagune. En by med et utal af restauranter og butikker.
Både i og rundt om Cairns, er der masser af kulturelle faciliteter og spændende oplevelser. Selve byen byder på alt fra biblioteker, botaniske haver og vandland, til legepladser, strande, sportspladser, vandre- og cykelstier og meget andet.
Der er ting du SKAL opleve når du er i Cairns og nogle af højdepunkterne får du her.
Oplevelser i Cairns
Great Barrier Reef
Selvfølgelig skal Great Barrier Reef nævnes som det første.
Tag ud på det fantastiske koralhav enten på en dykker- eller en snorkletur (affiliatelink).
Du kan også sejle ud i en båd med glasbund og med egne øjne se, hvorfor dette fantastiske rev er med på UNESCOs Verdensarvsliste. Du vil med garanti aldrig opleve noget lignende et andet sted i verden.
Daintree Regnskov
Daintree regnskoven er også på Verdensarvslisten og ligger ca. 110 km kørsel nord for Cairns (og 110 km er jo ingenting i Australien).
Daintree er verdens ældste regnskov og hjemsted for 65% af Australiens sommerfuglearter og 30% af Australiens frø-, pungdyr- og krybdyrarter.
Det er en stor fornøjelse og oplevelse, at se alle disse dyr i deres egne omgivelser i stedet for en Zoo rundt om i verdenen.
Port Douglas
Smukke og fashionable Port Douglas, Mission Beach og Lizard Island er steder du også er nødt til at gøre stop ved, på vej til eller fra Cairns (det kan du læse mere om længere nede).
Kør også de ca. 35 km til Kuranda og hop på den historiske togtur (affiliatelink) som tager dig på en rejse gennem Barron Gorge National park. Turen går gennem både bjerge, smukke vandfald, over 40 broer og gennem 15 tunneler.
Følg “The Great Tropical Drive” nordpå og oplev ferskvandsfloder, Cape Tribulation og Savannah Way. Alt sammen i den helt rigtige tropiske “outback”.
Området fra Cairns og opefter, er helt sikkert en af Australiens sande perler, og et område som adskiller sig fra resten af Australien!
Cairns er måske Australiens mest interessante destination, når det handler om oplevelser i tropisk klima, dykning og/eller snorkling på Great Barrier Reef.
Sørg for at tage køreturen langs den fantastiske kystlinie med koralrevet på den ene side og regnskoven på den anden (som begge står på Verdensarvslisten).
Eller bliv i byen og nyd den afslappede stemning med mad, drikke, shopping, natteliv.
Benyt byens mange gratis muligheder hvor du møder lige så mange lokale som besøgende.
Oplevelser i Cairns er der mange af.
Bonus info:
Port Douglas, som ligger ca. 67 km nord fra Cairns (og ca. 1700 km fra Brisbane) ligger langs en af Australiens smukkeste kyststrækninger.
Byen og området er hjemsted for nogle af de mest fantastiske strande og er det nordlige Queenslands mest eksklusive feriested.
Byen som tidligere var en lille fiskerlandsby er karakteristisk og sofistikeret, men med en afslappet atmosfære i det skønne tropiske klima.
Gå en tur langs “Macrossan Street”, byens centrale knudepunkt og nyd de mange forskellige restauranter, barer, caféer, butikker, boghandlere og gallerier.
Et must når du er i Port Douglas er at opleve den helt utrolige solnedgang over den verdensberømte og palmeomkranset “4 Mile Beach” for enden af Macrossan Street.
En anden god oplevelse er at besøge det ugentlige søndagsmarked i Anzac parken ved St. Marys kapel.
Når du ser (affiliatelink) i artiklen, betyder det at hvis du booker flybilletter, hoteller, seværdigheder mv. via disse links, så tjener vi en lille smule i kommission UDEN det kommer til at koste dig ekstra - Tak for din støtte
0 kommentarer