Australien | St. Kilda

St. Kilda – En lille perle syd for Melbourne

Når du rejser meget sker det indimellem, at du kommer til at dejligt sted eller område hvor du tænker “her kunne jeg godt bo og leve” – og så er det jo bare om at suge til sig og nyde…

For mit eget vedkommende er det ofte den skønne natur der lokker – skov, strand, hav, frisk luft osv.

Ikke sjældent har jeg stået på en klippe i Norge, en lille havn i Sverige eller en bjergtop i Schweitz og tænkt at det ville være et skønt sted at slå sig ned.

Desværre ligger disse skønne steder ofte langt væk fra “civilisation” i form af større byer, hvorfor det vil være relativt svært at gøre drøm til virkelighed med tanke på job-muligheder osv.

St. Kilda – En lille perle syd for Melbourne

Men så var det at jeg kom til Melbourne – eller nærmere betegnet den lille by St. Kilda sydøst for Melbourne i Australien.

Strandpromenaden i St. Kilda - Australien
Skøn stemning på strandpromenaden

I forbindelse med et 2 ugers job-relateret besøg i Melbourne, havde jeg en friweekend til at tage på lidt opdagelse rundt om Melbourne.

Lørdag havde en kollega arrangeret vinsmagning på en række af de lokale vingårde (kan iøvrigt anbefales), men søndagen var ledig.

Jeg havde egentlig bare tænkt at køre en tur i området, men på opfordring af en kollega planlagde jeg at køre til den lille by St. Kilda hvor der hver søndag er marked.

Marked i St. Kilda - Australien
Marked og skønne caféer overalt i St. Kilda

Søndag formiddag pakkede jeg derfor bilen med badebukser, drikkedunk, GPS og kamera, og så gik turen sydover – i den “forkerte” side af vejen!

Efter 30-40 minutters kørsel kom jeg til St. Kilda. Her blev jeg mødt af hyggelige gader med fine små huse inspireret af den viktorianske stil – og som man bla. også ser i San Francisco – dog i mindre skala.

En skøn lille by

Efter 10 minutter fandt jeg byens centrum og en parkeringsplads og begav mig på opdagelse.

Præcis som jeg havde fået beskrevet var der hyggeligt. Små gader med en masse “non-chain” butikker og caféer, parker og sporvogne og et Tivoli. Herfra kun ca. 300 m ned til stranden med strandpromenade, klart vand og søndagens marked.

Papegøjer i St. Kilda - Australien
Næsten tamme papegøjer på en tilfældig terrasse

Hjemme er man efterhånden blevet vant til det sterile og kedelige udbud af butikker og varer som findes i samtlige byer og indkøbscentre.

Det var en ren fornøjelse at gå rundt og kigge på de mange spændende butikker og varer som fandtes i St. Kilda.

Overalt var der udendørs caféer, folk og god stemning.

Stranden 

Efter en god tur rundt i byen gik turen til stranden – og i vandet. Jeg må tilstå at det var lidt koldt – vel omkring de 10-12 grader – det var jo midt i april måned hvilket betyder efterår i Australien. Men solen skinnede og luften var 25 grader, så jeg endte med at hoppe i et par gange.

Stranden i St. Kilda - Australien
Strandområdet

Efter en lang vinter hjemme i Sverige og 6 uger i Hong Kong var det skønt at komme i vandet igen.

Marked

Efter et par timer på stranden – og i vandet – var det på tide at gå på markedet.

Fine telte med kunsthåndværk, billeder, tøj, nips mv. Det er altid hyggeligt at gå og kigge – og for en gangs skyld, så købte jeg også lidt.

Markedsfolk er et hyggeligt folkefærd, og i dette tilfælde var der lidt “hippiekultur” gemt i dem.

Dette kom til udtryk i deres dejlige farverige og lidt hjemmelavede tøjstil, deres musik, deres venlige og afslappede attitude. Og mest af alt, i mængden af gamle folkevognsrugbrød der stod parkeret langs markedet – fyldt med varer og i nogle tilfælde med sovepladser, kaffemaskine mv. Herligt!

Marked i St. Kilda - Australien

Efter en god og lang dag med sol, strand og hygge, gik turen tilbage til bilen og hjemad.

På vejen kom jeg forbi det lokale tivoli med et fint indgangsparti og en gammeldags hvidmalet træ-rutchebane.

Tivoli i St. Kilda - Australien
Charmerende indgangsparti til byens tivoli

Det er helt sikkert ikke sidste gang jeg har været i St. Kilda. Fantastisk at der findes den slags små perler på jorden og skønt at have mulighed for at opleve dem.

Hvis du nogensinde kommer i nærheden af Melbourne, er St. Kilda helt sikkert et besøg værd.

Har du lidt ekstra tid til overs så fortsæt ned langs kysten – des længere sydpå du kommer des mere afslappet og ferie-strand agtigt bliver det.

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Translate »